Det danske magasin i Spanien

Fans kræver lejesvendene ud – Træneren vil have indflydelse – Store politiske forventninger.

Ved slutfløjt kl. 20.08 i 25 graders varme på Estadio Anxo Carro i Lugo – en by i Galicien med knap 100.000 indbyggere – tog Málaga CFs udskældte spillere afsked med den elendige sæson 2021 – 22 i 2. division. Kun en placeringsplads fra en ydmygende og katastrofal nedrykning!

Det var lørdag den 28. maj efter 41 spillerunder og en slutplacering som nummer 18 af 21 hold.

En ny sæson kalder med første træningssession mandag den 4. juli under ledelse af den argentinske træner Pablo Guede. Nu får han en hel turnering med ansvaret fra starten efter i denne at have trådt til som redningsmand fra begyndelsen af april.

Han kom til et hold i dyb krise. Trods det femte højeste lønbudget i divisionen og med en trup vurderet til mere end 30 mio. euro på det internationale transfermarked gik alt galt efter den seneste sejr på Estadio La Rosaleda 20. november med 2-1 over La Palmas fra toppen af rækken på fuldtræffere af problembarnet Antonin og fiasko-forwarden Sekou – begge lejesvende.

Málaga CF har trods den elendige sæson samlet flest tilskuere i 2. division. Således tre kampe med over 25.000 på Estadio La Rosaleda.
Málagas borgmester, Francisco de la Torre, har ikke længere varme følelser for Málaga CFs tidligere præsident og klubejer, sheik Al-Thani. Han kørte klubben økonomisk i ruiner og skal nu af retten  smides helt ud.

Voldsom vrede

Efter 0 – 1 nederlag også i sidste kamp i Rosenhaven den 21.maj mod oprykkeren Burgos gik de 25.000 tilskuere amok og gjorde oprør efter et halvt års dybe frustrationer. En voldsom vrede brød ud på lægterne med takfaste råb ”Lejesoldater”. ”I fortjener ikke denne trøje” og ”Málaga er os”.

Da tilskuerpladserne var ryddet stod tilskuere ved indgangen til parkeringspladser ved stadion for at vente på spillerne og bede dem om en forklaring på den forfærdelige sæson. Det havde de tidligere på sæsonen gjort på træningsanlægget og når spillerbussen vendte hjem efter en udekamp.

Hvad Málaga CF aldrig havde oplevet før!

Undskyld til alle

På pressemødet efter Burgos-opgøret tog en grådkvalt træner Guede mikrofonen og sagde:

”Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Jeg er skuffet og såret. Kan kun sige undskyld til alle vore fans. Det gør ondt at bede folk om at komme på stadion og bakke op om holdet og så ikke give dem sejr, de fortjener.

Jeg er såret, men er klar til oprejsning i sæsonen 2022-23.

Nye investorer klar

Fra det politiske liv sås bl.a. Málagas fodboldinteresserede borgmester Francisco de la Torre. Han sagde:

”Málaga by er på topniveau på rigtig mange felter. Nu forventer jeg, at Málaga CF også kommer med – og at retten får afsluttet sagen med den tidligere klubejer Al-Thani. Seriøse og velmenende investorer står klar til at overtage klubben.

Imens skal Málaga-holdet forstærkes inden for de givne økonomiske rammer”.

Præsidenten for Junta de Andalucia, Juama Moreno var også til stede på Estadio La Rosaleda og sagde: ”Det har været en kompleks sæson for Málaga CF. Jeg håber det bedste for klubben i næste”.

Forstærkninger

Træner Guede har nu krævet indflydelse på de spillere sportsdirektør Manolo Gaspar handler.

De skal nu arbejde tæt sammen. Gaspar var ikke særlig vellykket i den forgange sæson.

I den nuværende trup er ti spillere på kontrakt til juni 2023, fem til 2024, og tre til 2025.

Seks afslutter deres kontrakt og otte deres lån.

Tre vender tilbage efter udlejning.

Og så lyder den ellers på massive forstærkninger. Til en sæson, hvor også unge talenter med erfaring fra U-landshold presser sig på.

Fodboldskuden skal vendes i Málaga med knap 600.000 indbyggere – Spaniens 6. største by efter Madrid, Barcelona, Sevilla, Valencia og Zaragoza.


Redningsmanden

Argentineren Pablo Guede, 49 år, med en fortid som en målfarlig og populær forward i Málaga, reddede Málaga CF for en ydmygende degradering til 3. division. Efter trænerfyringer af først af Jose Alberto Lopez og så af Natxo Gonzalez tog Guede over i april. I de sidste otte og afgørende opgør for Málaga CF i 2. division.

Heri blev høsten otte af 21 mulige point.

To sejre, tre nederlag og to uafgjorte.

Statistikken for de fyrede forgængere:

Jose Alberto Lopez: 31 af 72 mulige.

Natxo Gonzalez: 8 af 24 mulige.


Stortalent svigtede og udelukket

Det gav træner Pablo Guede hovedbrud, da han kom til et divisionshold i Málaga CF med et dårligt fungerende omklædningsrum, skidt attitude og dårlig disciplin hos flere af spillerne.

Det 22-åige stortalent Antonin med 2 U-landskampe kom til at fremstå som det værste eksempel. Ved at deltage i en gadefest med hans kammerater brød han de nedskrevne regler i Málaga CF for færden udenfor banen. Guede tog straks affære og udelukkede ham fra de sidste tre Málaga-kampe. Hans indstilling under træningen og kampe havde også ladt meget tilbage.

Dette stortalent, født i Málaga i en zigøjnerfamilie, var ellers udset en stor rolle som frontangriber på denne sæsons Málaga CF-hold. Han er ejet af Granada, hvortil Málaga solgte ham for knap tre sæsoner siden for 1 ½ mio. euro og han gjorde en god figur i et lejemål i Leganes i sidste sæson med seks scoringer og 27 kampe, og var begejstret for nu at komme hjem til kammeraterne i fødebyen Málaga.

Men de trak åbenbart mere end hvervet som fodboldspiller i Málaga CF.

Han skal nu tilbage til sine kontraktlige forpligtelser i Granada – nedrykker fra 2. dividsion.

Antonin – tilbage til Granada med en udelukkelse i Málaga.

Tilbage efter 16 år!

Det er afgjort at posten som ny førstekeeper for Málaga CF bliver en rutineret herre med rødder i Málaga. Den nu 37-årige Manolo Reina vender tilbage efter at have afsluttet fem sæsoner i La Liga-klubben Mallorca.

Reina er født i Villanuva del Trabuco – en by tællende 5000 trabuquenos 45 km. nordøst for Málaga. Han fik sin fodboldopvækst i Málaga og opnåede i 2006 en enkelt match på divisionsholdet. Herefter fortsat karriere i klubberne Levante, La Liga, Cartagena, 2. division, Paphos FC på Cypern, Atromitos i Grækenland, Gimnastic, 2. division, og Mallorca i La Liga her i hans karrieres efterår.

Det blev til 165 kampe for mandskabet på ferieøen.

Reina her som anfører (i sort dress) for Mallorca i en kamp på Estadio La Rosaleda mod Málaga CF. David Lomban er kaptajnen for Málaga. Han sluttet nu som 34-årig.

Sæsonstart den 14. august

Første spillerunde i 2. division for sæsonen 2022 – 23 er fastsat til weekenden den 14. august.

Slutweekenden bliver den 28. maj 2023. Programmet i 2. division rammes ikke af VM i Qatar fra den 21. november til 18. december. Kampene spilles sideløbende med VM.

Den spanske pokalturnering Copa del Rey tager sin begyndelse midt i oktober


Facit i Spanien: Kongeklubben blev mester – Granada ned – Andorra op !

Real Madrid, den spanske Kongeklub, vandt sit 35. spanske mesterskab.

På de følgende pladser i La Liga kom:

FC Barcelona, Atletico Madrid og Sevilla.

Aller fem hold kvalificeret til Champions League.

Herefter fulgte Betis fra Sevilla og Real Sociedad fra Baskerlandet til Europa League.

Samt Villarreal på 8. pladsen til Conference League.

Nedrykkere fra La Liga til 2. division:

Granada, Levante fra Valencia og Alaves fra Vitoria i Baskerlandet.

Op fra 2. division til La Liga:

Almeria, Valladolid og ???

Ned fra 2. division til 3. division:

Real Sociedad B, Amorebieta fra Baskerlandet, Fuenlabrada fra Madrid og Alcorcon fra Madrid-

Op fra 3. division til 2. division:

Racing Santander, Deportivo La Coruna ??? samt FC Andorra fra fyrstendømmet Andorra i Pyrenæerne mellem Frankrig og Spanien med 80.000 indbyggere. Spiller i catalonsk og spansk fodbold på dispensation.

FC Andorra med base i byen Encamp har den kendte landsholdsspiller fra FC Barcelona Gerard Pique som ejer i spidsen for Kosmos Holding Group.

Klubben har eksisteret i 80 år og skal nu have sit stadion, El Estadi Nacional, med plads til blot 3.500 tilskuere renoveret.

Pique står i spidsen for FC Andorra.

Siden sidst

Resultat

Lugo – Málaga CF 0 – 1.

Herefter var den miserable sæson 2021-22 slut for Málaga CF. Holdet sluttede som nummer 18 og fjerdesidst i divisionen med 45 point i 42 opgør og en målscore på 36 – 57.

Top-scorere

Brandon 8

Paulino 4

Luis Munoz 2

Genaro 2

Peybernes 2

Roberto 2

Sekou 2

Antonin 2

Vadillo 2

Febas 2

På Ugens Hold i 2. division

Dani Martin (målmand), Paulino, Luis Munoz, Gomez og Brandon.

Billedtekst: Brandon, 27 år og på 1 års kontrakt, blev Málaga CFs topscorer og opnåede at komme på ugens hold i løbet af sæsonen.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.