Arbejdsløse fanget i et dysfunktionelt system

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Med over fire millioner arbejdsløse er det måske svært at forstå, hvorfor de spanske politikere ikke får renset ud i systemet, skabt effektivisering og ikke mindst lytter til dem, som står ansigt til ansigt med de arbejdsløse til hverdag. Flere led i kæden fra lovforslag til arbejdet på gadeplan er hoppet af, og det sætter en stopper for de mange positive udviklingsmuligheder, der ellers er at finde i de forskellige regioner.

Kulden er kommet til Spanien, og mens mange mennesker mister job og hjem i en usikker tid, synes politikerne at se passivt til uden forståelse for konsekvensen af de lovforslag, de indfører. På ”arbejdsformidlingen” IMFE (Instituto Municipal para la Formación y Empleo) i Málaga mærker de helt konkret, hvordan systemet er brudt sammen og politikernes manglende forståelse for den situation, de arbejdsløse står i.
”I 2012 blev den nye arbejdsmarkedsreform indført, og det har skabt betydelige ændringer, som ikke fungerer” fortæller afdelingsleder i IMFE, 50-årige Joaquín Artacho Campaña.

Reformen fratager arbejdstageren rettigheder
Da Mariano Rajoy indtog statsministerposten i november 2011, fulgte der en del systemændringer med. En af de omfattende reformer, som blev gennemført, var inden for arbejdsmarkedet, hvor lovændringer skulle sætte gang i hjulene. Det inkluderede blandt andet, at virksomhederne nemmere og uden omkostninger kunne afskedige medarbejdere, som havde været i firmaet under et år, ligesom afskedigelseslønnen også blev reguleret. Den officielle forklaring fra PP (Partido Popular) lød i sin tid på: ”Det vil skabe flere arbejdspladser, da virksomhederne nu bliver motiverede til at ansætte nye medarbejdere modsat tidligere, hvor det har været for dyrt at afskedige medarbejdere.” Her henvises til de såkaldte finiquitos (dokument som underskives af begge parter ved ophørt samarbejde, hvor virksomhederne skal betale afskedigelsesløn til den tidligere medarbejder), hvilket gør en fyring særdeles dyr for virksomheden.

Altså kunne arbejdsgiverne nu afskedige nye medarbejdere inden for et år, uden konsekvenser. Arbejdstagerne gik en usikker tid i møde, og med risiko for at blive fyret eller trusler om samme, indgik mange spaniere lønaftaler, som efterlod dem med meget svære levevilkår. På trods af regeringens gode intentioner spekulerede flere eksperter derfor i, heriblandt Julia López, professor i Arbejdsret fra Universitat Pompeu Fabra, Barcelona, om regeringen i virkeligheden ønskede at sænke lønningerne og dermed skabe en intern devaluering, så de spanske virksomheder blev mere konkurrencedygtige.

”De basale rettigheder er ikke blevet ændrede, men der er blevet skabt en gråzone, som i stadig højere grad udvisker normer og konventioner anerkendt af ILO (International Labour Organisation),” udtaler López i et interview fra 2014, og tilføjer:
”Det er en fejl at fastholde troen på, at konkurrencedygtighed skabes gennem nedskæringer i lønningerne.”

I en mail-kommentar fra Clemente Pignatti, økonom og forsker fra ILO, lyder det da også:
”Reformen fra 2012 sigtede, med rette, mod at bryde arbejdsmarkedspolarisering og opfordrede til at hyre arbejdskraft i krisetider. Men selvom det ser ud til, at reformen har haft en positiv effekt på den generelle jobskabelse i Spanien, er den største svaghed på det spanske arbejdsmarked (de midlertidige job) fortsat ikke blevet håndteret. Eksempler fra andre lande viser, at forringelser i arbejderens rettigheder, for at komme arbejdsmarkedets problemer til livs, er forfejlet. I stedet burde reformen blive rettet mod at forbedre arbejdstagernes muligheder for ansættelse (aktiv arbejdsmarkedspolitik) og udligne manglerne inden for de ansatte medarbejderes muligheder (kollektiv lønforhandling, social sikring, etc.).”

Forringelserne i løn og rettigheder kunne blandt andet lade sig gøre, da reformen også gav arbejdsgiverne mulighed for at forhandle løn med den enkelte medarbejder i stedet for med tillidsrepræsentanter eller fagforeninger som tidligere.

Nu var det således op til den enkelte lønmodtager at hive de fornødne euro i land, og blev prisen for høj, stod en kø af kvalificeret arbejdskraft klar til at sænke den. Den nye reform skabte således en ”prøveperiode” på et år, hvor den sociale sikring (Seguridad Social), der træder i kræft, hvis en person bliver arbejdsløs, også blev sat ud af spillet. I Spanien er de dagpenge, du får udbetalt, nemlig knyttet til medarbejderens tid i virksomheden, og her skal du have været ansat et år, før du begynder ”at spare” op til den sociale sikring. Altså giver reformen virksomhederne lov til at gøre, som det passer dem inden for det første år.

Eftervirkninger og den svære tilværelse
Reformen har altså været med til at fratage lønmodtagerne betydelige rettigheder, som har ført til, at stadig flere personer befinder sig i en håbløs situation, hvor de ingen hjælp får overhovedet. I følge de seneste tal fra Ministeriet for Arbejde og Social Sikring (Ministerio de Empleo y Seguridad Social) ligger andelen af arbejdsløse, som modtager en form for økonomisk støtte, på lidt over to millioner personer. Altså er det kun halvdelen af Spaniens arbejdsløse, som får økonomisk hjælp. De resterende må selv finde midlerne til overlevelse, hvorfor mange udfører sort arbejde eller er afhængige af de maduddelingsboder og nødhjælpsorganisationer, som støtter de fattige familier i landet.

”Som arbejdsløs kan du være på understøttelse i maks. 18 måneder i Spanien. Herefter er der forskellige former for økonomisk hjælp, som du kan søge, hvis du eksempelvis er over 45 år, over 55 år, er enlig mor, under 25 år etc., men her er hjælpen i gennemsnit på ca. 400 euro – altså nærmest ingenting,” fortæller Joaquín Artacho Campaña fra IMFE.

Gennemsnitsudgifterne for en enkelt person i Spanien er estimeret til at ligge på omkring 800 euro om måneden, hvis der kun er tale om husleje og mad. Dertil skal så medregnes transportudgifter, forsikringer, og diverse ekstraudgifter, hvorfor det reelle tal nærmere ligger på 1200 euro for en værdig tilværelse i Spanien. Store dele af befolkningen tjener dog langt under det beløb, og næsten 30 procent af borgerne befinder sig på fattigdomsgrænsen med en gennemsnitsløn på 663 euro om måneden. Mere end 3,2 millioner betegnes som værende i svær fattigdom med en indtægt på 332 euro om måneden – og mere end 11 procent af den spanske befolkning kan ikke betale basale udgifter til varme og lys.

Det er ikke kun økonomisk, at de lave lønninger og den omfattende arbejdsløshed påvirker de spanske familier. Også socialt har det store konsekvenser, da de hårde levevilkår bringer eftervirkninger med sig som vold, skilsmisser, overvægt, selvmord og kriminalitet, der bliver fremprovokeret, fordi ingen i familierne har overskud til eller mulighed for at ændre den trange situation. Flere par bor derfor også sammen efter skilsmisse eller brud, da de ikke kan klare en husleje alene – slet ikke hvis der er børn involveret.

System på stand-by spænder ben for udvikling
En anden eftervirkning af arbejdsreformen er, at den aktive arbejdsmarkedspolitik nærmest har været stagneret i de sidste fire år. Det har personer som Joaquín Artacho Campaña især kunnet mærke.
”I Spanien fungerer det sådan, at regeringen giver pengene til de autonome regeringer, som har ansvaret for at fordele dem til de forskellige kommuner og kontrollere, at de går til de rette formål. Men i dag bliver regionernes pengepulje til jobskabelse baseret på resultater, hvilket kort sagt vil sige; ingen positiv udvikling, ingen penge. Men da mange lokalregeringer, som eksempelvis Junta de Andalucía, ikke har pengene til nye investeringer, er der heller ingen fremskridt – og uden fremskridt får de ingen hjælp fra regeringen. Det har skabt et kollaps inden for den aktive arbejdsmarkedspolitik, hvor alle de jobskabende projekter er gået i stå. Det er en ond cirkel, som, forudsigeligt, har ført til nedlukningen af flere uddannelsesinstitutioner, som skolen Escuela de Hostelería La Cónsula, hvor pengene simpelthen slap op,” fortæller Campaña.

De ellers så gode jobskabende projekter lukkes derfor ned, da pengene går til andre udsatte sektorer som hospitaler, skoler, ældrepleje, etc. Og når valget står mellem at investere i jobskabelse eller i hospitaler, er der ingen tvivl om prioriteterne.
Hos IMFE i Málaga er det et stort problem, da det gør det svært, at få tingene til at hænge sammen. Et af de gode projekter, som er blevet sat på stand-by, er de såkaldte “skoleværksteder” (Escuelas Taller), hvor unge under 25 år kan komme i lære som tømrer, murer, etc. Et kursus bestående af seks måneders skolegang, og seks måneders praktik, hvor de arbejder på projekter rundt omkring i byen og efterfølgende ofte ansættes hos det byggefirma, de har været i lære hos.

Et andet eksempel på det nedbrudte system er i forbindelse med et nyt tiltag, som skal skabe en form for virksomhedspraktik. Her har regeringen bedt de autonome regeringer om at indføre det nye system, men i tilfældet med Andalusien trækkes sagen i et bureaukratisk langdrag, da der ingen penge er i kassen.
”Før et forslag fra regeringen bliver implementeret i de forskellige kommuner, skal det også behandles i de regionale regeringer, og ofte ender det der. For det er den perfekte undskyldning for at trække sagen ud, indtil der er penge igen,” siger Campaña og tilføjer:
Det er det, som sker i øjeblikket med den nye virksomhedspraktik. Vi har ventet i meget lang tid på penge fra Juntaen, men ”sagen er fortsat under behandling”, siger de.
Desuden kan Joaquín Artacho Campaña fortælle, at det ikke kun er det at få pengene og projekterne fra A til B, som er med til at nedbryde systemet, men også den utilstrækkelig kontrol med regnskaberne.
”For et par år tilbage blev et lignende projekt som ”virksomhedspraktikken” indført, men det var alt for nemt at snyde med regnskaberne, hvorfor virksomhederne lavede falske ”elev-aftaler”, som de så modtog penge til at finansiere. Og problemet er, at der heller ikke er midler til at kontrollere systemet, hvilket gør det både muligt og nemt at lave svindel.”

Modsat Spanien har Danmark formået at rette op på et haltende arbejdsløshedssystem. Her indførte man nemlig for godt to år siden flere systemændringer for at komme de irrelevante kurser og utilstrækkelig hjælp til livs.
”I dag skal alle på kontanthjælp, som er over 30 år, i virksomhedspraktik. Det er enten for, at de kan udvikle sig inden for egen branche eller for at prøve noget helt nyt. Virksomhedspraktikken kan vare op til 13 uger, hvorefter der er mulighed for at få løntilskud ved ansættelse i en virksomhed,” fortæller Majken Korf, jobkonsulent for kontanthjælpsmodtagere i Helsingør Kommune. Der tilbydes stadig jobkurser, men de er i højere grad rettet mod CV-skrivning og det at lære at søge job. I Danmark er det heller ikke ligesom i Spanien, de unge, som står tilbage uden job, men derimod de ufaglærte mænd over 50 år – i hvert fald i de traditionelle arbejderbyer som Helsingør.

Tilbage i Spanien er der således hårdt brug for reformer, ikke mindst på det administrative område, hvor systemet fejler stort. Der er ikke rigtig nogen effektiv kontrol med de arbejdsløse, ligesom det kan tage flere måneder at få godkendt projekter og andre forbedringer, da papirene skal igennem så mange institutioner. På gadeplan efterlades personer som Joaquín Artacho Campaña, der i hverdagen kæmper for at få enderne til at nå sammen og som blot har et ønske:
“Det ville klæde politikerene at lytte til os, som sidder med de arbejdsløse til hverdag, i stedet for at indføre flere ubrugelige reformer.”

Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa