EU-lov legitimerer spansk tyrefægtning

 

“Frygtindgydende horn i Jiménez Fortes’ nakke”, sådan lyder overskriften på en artikel i El País den 15. maj i år, efter at den unge tyrefægter fra Málaga blev hårdt kvæstet i arenaen. En sådan hændelse kan få mange til at ryste på hovedet og spørge sig selv: “Hvorfor kan og vil Spanien blive ved med at gennemføre tyrefægtning?”

Tyrefægtning virker som en primitiv sportsgren, der ikke hører til i det 21. århundrede. Det mener i hvert fald flere EU-Parlamentarikere, inklusiv Jeppe Kofod der udtaler: “Tyrefægtning er grotesk og et levn fra gammel tid”.
Så hvorfor er det, at EU ikke sætter bremsen i over for tyrefægtning? Svaret er enkelt. Der er intet, EU kan gøre for at forbyde tyrefægtning i Spanien, heller ikke selvom der er øget fokus på dyrenes velfærd i Europa. Det skyldes, at tyrefægtning er en del af landets kultur med historiske aner helt tilbage fra 1215. For at markere vigtigheden af tyrefægtning satte regeringspartiet Partido Popular i 2013 et officielt fredningsstempel på tyrefægtererhvervet – til trods for at tyrefægtningens popularitet er markant dalende i befolkningen.

 

EU’s dyrevelfærd – artikel 13
Alle EU’s 28 medlemslande skal følge de regler og normer, som er skriblet ind i de store, tunge EU-traktater, der i europæisk lov har samme status, som grundloven har for Danmark. Disse traktater er blevet ændret ad flere omgange, og den seneste, Lissabon-traktaten, trådte i kraft i 2010. Med indførelsen af denne traktat er dyrevelfærden kommet i fokus. Det er blandt andet første gang, at dyr bliver nævnt som følende væsener i EU-lovgivningen.
I artikel 13 står der at: “(…) Unionen og medlemsstaterne tager fuldt hensyn til velfærden hos dyr som følende væsner, samtidig med at de respekterer medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt deres skikke, navnlig med hensyn til religiøse ritualer, kulturelle traditioner og regionale skikke”.
Artiklen skal fortolkes således, at medlemslandene kan retfærdiggøre, at de går på kompromis med dyrevenes trivsel, hvis deres skikke, ritualer eller traditioner tillader det.
Så når Spaniens politikere holder på, at tyrefægtning er kulturhistorie, så kan Bruxelles ikke tvinge Spanien til at kaste håndklædet i tyrearenaen og forbyde tyrefægtning. Det er dog kun de lande, som har en lang tyrefægtningshistorie, som kan få lov at dyrke sporten, dvs. Frankrig, Portugal og Spanien. Danmark vil derfor ikke kunne få lov til at afholde tyrefægtning.

Selvom EU-lovgivningen fylder ubeskriveligt mange sider, står der ikke noget specifikt om tyrefægtning. Grunden til det er, at det er et område, der berører et fåtal af EU’s medlemslande, og at det i princippet er det op til de enkelte medlemslande at lave deres egen lovgivning på dyrevelfærdsområdet. Fordi EU’s dyrevelfærdsartikel 13, er så bredt formuleret, fortolker medlemslandene den meget forskelligt, og lovgivningen varierer derfor en del fra land til land.
“Det er et problem, at dyrevelfærdsartiklen er så vagt formuleret, hvilket skyldes, at de 28 medlemslande i sin tid skulle blive enige om en præcis formulering, som alle lande kunne skrive under på – også Spanien,” siger Jeppe Kofod, som udover at sidde i den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet også er medlem af Parlamentets tværpolitiske gruppe for dyrevelfærd. Han understreger, at den brede formulering i artikel 13 langt fra er optimal – heller ikke i forhold til, hvad Danmark ønsker.

Nu hvor det ikke er muligt for EU at forbyde tyrefægtning, prøver dyrevelfærdsgruppen i stedet, at få EU-Kommissionen til at fjerne al europæisk støtte til tyrefægtning, da det er Kommissionen, som har initiativret til at ændre EU’s love.
“Vi vil gerne sikre den ene ting, vi kan fra EU’s side, og det er, at pengene fra EU-budgettet ikke går til tyrefægtning. Vi mener, at tyrefægtning er i strid med EU-princippet om at dyr er følende væsener,” siger Jeppe Kofod og tilføjer, at de regner med, at Kommissionen er positiv over for at sikre, at EU-budgettet ikke skal gå til tyrefægtning i fremtiden.

EU støtter ikke tyrefægtning direkte, men i stedet indirekte gennem regionale projekter og landbrugsstøtte, fx til tyreopdrættere. Det er dog svært at dokumentere og kontrollere, om landbrugsstøtten går til opdræt af tyrefægtnings-tyrer eller normal tyreproduktion, hvilket gør det vanskeligt at fjerne støtten.
I efteråret 2014 underskrev 53 EU-parlamentarikere fra Dyrevelfærdsgruppen et brev til Kommissionen, hvor de bad om, at få al økonomisk støtte til tyrefægtning stoppet. De venter stadig på at modtage Kommissionens svar.

 

 

Hvad siger den spanske lovgivning?
På nogle områder har Spanien lyttet til EU’s artikel 13, og i 2013 vedtog Parlamentet en lov, der forbedrer dyrenes velfærd og udvider strafferammen for dyremishandling – loven omfatter bare ikke tyrefægtning. På bagrund af den nationale lov, kan de selvstændige regioner vælge at forbyde tyrefægtning, hvilket de Kanariske Øer valgte at gøre 2003 efterfulgt af Catalonien i 2010.

Muligheden for at forbyde tyrefægtning er ikke noget, Andalusien har benyttet sig af, selvom deres lov udtrykker en interesse i at skærpe fokus på dyrevelfærd: “Denne lov har til formål at gøre offentligheden opmærksomhed på, at alt misbrug, vanrøgt eller tortur af dyr, der er i ejerskab, skal ophøre. Samtidig skal loven gøre offentligheden mere følsom, civiliseret og moderne i deres egen adfærd over for dyr”, skrev Manuel Chaves i 2007 i en indledning til den gældende andalusiske dyrevelfærdslov.
De moralske ord om skærpet fokus på følelser, civilisation og modernitet er bare ikke noget, der smitter af på regionens holdning til tyrefægtning og hanekamp, som udover Andalusien kun er tilladt på de Kanariske Øer og i Murcia. Det er derfor ikke ulovligt at påføre tyrens uforbeholdent meget uberettiget smerte, men hvis man derimod torture sin hund eller kat, kan det udløse bøder op til 30.000 euro i Andalusien og op til 150.000 euro i Aragon. Hvis mishandlingen forårsager død eller alvorlig skade på dyrenes helbred, kan man ende med at tilbringe mellem tre måneder til 12 måneder bag tremmer.

Selvom tyrefægtning er undtaget fra dyrevelfærdslovgivningen, så er det nøje nedskrevet i Den nationale tyrefægtningslov fra 1996, hvordan tyren skal behandles før, under og efter fægtningen. Lovgivningen forklarer blandt andet, at der skal være en dyrepasser med under transporten for at sikre, at tyren har det godt under rejsen til arenaen. Når tyren møder op på arenaen, skal dens stamtavle fremvises, der beskriver familieforhold, trivsel og eventuelle sygdomsforhold.

Én af de vigtigste regler for tyrens landlige liv er: “at tyren har haft begrænset kontakt med mennesker, så den ikke lærer menneskenes reaktionsmønster og bevægelser at kende. Tyrefægteren får heller ikke lov at studere tyrens adfærd, inden de mødes i arenaen. Der er tre akter i tyrefægtning, og de to første bliver brugt til at lære tyren at kende samt at stresse den. Dermed kan ‘matadoren’ (tyrefægteren) aflure, hvordan han skal dræbe tyren i tredje runde,” forklarer José Marmolejo, der er guide på tyrefægtningsmuseet Antonio Ordóñez i Málaga. Han forklarer efterfølgende, at reglerne for tyrefægtning stort set ikke har ændret sig siden tyrefægtningens fødsel. Den eneste store forskel er, at reglerne er blevet nedskrevet nøje i loven, og at der stilles langt større krav til tyrefægternes sikkerhed end tidligere. “Der er blandt andet mini-hospitaler i tyrearenaerne, hvor tyrefægteren kan blive opereret og få blodtransfusion. Derudover er det nu blevet et lovkrav, at hestene, som tyrefægterne ridder på i anden akt, skal bære en beskyttende brynje. Før i tiden blev mange heste slemt såret i kamp. Hvad tyren angår, er det mest almindeligt, at den dør under kampen,” fortæller José Marmolejo.

 

Splittede holdninger til tyrefægtning
“Det kan måske være svært for andre at forstå, hvorfor tyrefægtning er så vigtig for spanierne, men for mig er det en livsstil og en kunstartet, som jeg er stolt af – selvom det også har en personlig pris”, fortæller lærer på Málagas tyrefægterskole, Fernando Cámaren på 47 år, og peger ned på et langt, bredt ar, der løber op ad låret. Det dybe ar har han fået under en kamp for syv år siden, der satte en stopper for hans 21 år lange tyrefægterkarriere.

Jeppe Kofod har ikke den store forståelse for den spanske tyrefægterkultur. “Jeg synes, det er helt grotesk, at tyrefægtning stadig er lovligt i Spanien. Den spanske regering mener, at tyrefægtning er en del af deres kultur, og at det derfor retfærdiggør dyreplageriet. Men det mener jeg ikke. Det er mit indtryk, at der også er mange spaniere, som synes, at tyrefægtning er grotesk og et levn fra gammel tid,” udtaler Europa-Parlamentariker Jeppe Kofod.

Til trods for at tyrefægtning for nylig er blevet udråbt til spansk kulturarv, er det ikke et udtryk for, at alle spaniere er vilde med nationalsporten. Siden 1970erne har meningsmålingsfirmaet, Gallup, jævnligt lavet meningsmålinger over spaniernes holdning til tyrefægtning. Op gennem 70’erne var det omkring 50 procent af befolkningen, der ikke havde en interesse i tyrefægtning. Det tal steg til 67 procent i 1999, 69 procent i 2002 og var i 2006 vokset til 72 procent. De seneste år, er der ikke lavet nogle officielle meningsmålinger, men tendensen er klar – tyrefægtningens popularitet er dalende.

På Málagas tyrefægterskole er der selvsagt en positiv indstilling til tyrefægtning, som, ifølge tyrefægterlæreren, kræver en utrolig disciplin, hurtige reflekser, hård træning og gode nerver: “Publikum er altid utrolig kritisk, når tyrefægteren træder ind i manegen. Den angst, tyrefægterne har for at skuffe publikum, kan vel bedst sammenlignes med den præstationsangst en fyr har over for sin nye kæreste,” forklarer Fernando Cámaren.
Selvom det tydeligvis piner folkene på Málagas tyrefægterskole at indrømme det, er de enige i, at interessen for tyrefægtning er nedadgående.

 

 

Tyrefægtningens fremtid
Den faldende interesse og sympati for tyrefægtning kan mærkes på pengepungen i tyrefægtererhvervet. De fleste tyrefægterarenaer har skåret gevaldigt ned på antallet af årlige kampe, og det er sjældent, der er fyldt på tilskuerpladserne – i hvert fald på Málagas arena.
Men selvom tyrefægtning er et erhverv i krise, er det stadig en betydelig indtægtskilde for den spanske samfundsøkonomi. “Tyrefægtning er stadig en vigtig indtægtskilde for mange spaniere, fordi de har bygget deres forretning op omkring tyrefægtning, bl.a. landmænd, tyreopdrættere, tyrefægterne, tyrefægterskolerne, tv-kanaler og så er der hele den administrative del. Det er ikke noget, man ændrer på hen over natten,” udtaler journalist på avisen Sur, Antonio Romero, der har tyrefægtning som sit speciale. Derfor er han overbevist om, at tyrefægtning vil blive ved med at eksistere de næste mange år.
Set i lyset af den spanske regerings holdning til tyrefægtning, og den vage formulering i EU’s dyrevelfærdsartikel 13, er sandsynligheden for, at Spanien kommer til at forbyde tyrefægtning foreløbig ikke særlig stor. Hvis EU-politikerne vil have forbudt tyrefægtning, kræver det, at samtlige 28 medlemslande bliver enige om en ny formulering af artikel 13 – hvilket forekommer usandsynligt.
Hvis tyrefægtning skal forbydes, findes løsningen formodentlig på regionalt plan, ikke nationalt. Der er en del oprør blandt dyrevelfærdsaktivister i de spanske regioner, og på grund af selvbestemmelsen i de regionale regeringer, vil der være en chance for at ændre lovgivningen region for region.

 

Bonusinfo om tyrefægtning:

• Ved tyrefægtningens fødsel var fægternes tæppe-lignende muleta hvid, men det blev hurtigt for makabert for publikum med det røde blod på det hvide stof. Derfor er tæppet nu enten violet eller rødt. For tyren er farven lige meget, den er nemlig farveblind, og reagerer derfor kun på tæppets bevægelse.
• Hvis tyren bliver hårdt såret i manegen, dræbes den bagefter. Den døde krop bliver sendt på slagteri for derefter at blive solgt i supermarkedet. Selvom kødet er fedtfattigt og fri for kemikalier, er det sejt at tygge i, fordi tyren har været udsat stress lige inden dens død. Man kan bl.a. få fat i tyrekødet i Granada, hvor det efter sigende sælges billigt.
• Når tyren overlever fægtningen, bliver den betegnet som “bravo”, hvorfor den får lov at vende tilbage til livet på landet. Her skal den sprede sine gode gener til så mange køer som muligt. Gennemsnitligt får tyren gjort 30 køer drægtige, men er den ekstra brunstig, kan den nå helt op til 50 parringer, inden den skal hjem til sin egen gård.
• I Spanien er det ulovligt for tyrefægtere under 16 år at deltage i en tyrefægtning, derfor har det været kutyme, at de yngre fægtere tager til Sydamerika, hvor aldersgrænsen for det meste er lavere.