Gin & tonic: En sommerfrisk lady’s drink

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
gin-top
 
Mange kender nok den typiske gin & tonic pyntet med en skive citron. Men gin er mere end det. Det er en stor og smagfuld verden, og på gin-baren, Chloe Lounge Bar i Málaga har de over 35 forskellige udgaver. I øjeblikket er det gin’en Puerto de India, som hitter, men ejerne af Chloe Lounge Bar, Tamara Gudushauri og Alberto Garcia Murial, anbefaler, at man går uden om standarden, indtil man finder sin egen favorit.
  
Gin er en klar spiritus krydret med enebær, hvilket er det, som giver de gran-lignende undertoner. Tilbage i 1600-tallet blev gin anvendt som urtemedicin mod blandt andet mave- og nyreproblemer. I dag er gin dog ren nydelse, og den fremstilles som regel på enten hvede eller rug, og der kan i nogle tilfælde indgå tørret appelsin- eller citronskal. Gin har sin oprindelse i Holland omkring det tidlige 17. århundrede, men blev så populær i England, at den efterfølgende fik sin storhedstid der.
Drinken blev ofte foretrukket af de engelske kvinder, hvorfor den har fået tilnavnet: Madame Gin and Mother’s Ruin.         
 
Gin bliver ofte udviklet med øje for tilbehøret, og kan være fremstillet med naturlige smagsaromaer (kaldet botanicals) som eksempelvis rosa peberkorn, skovbær eller vindruer, eller i en ”dry” udgave, hvor der måske tilsættes lidt appelsinskal eller mynte for at lette smagen.
 
Chloe Lounge Bar ligger i en lille sidegade til Plaza del Siglo. Ejerne ønskede at skabe et sted for rigtige gin-elskere, og de slog dørene op i 2013.
 
Chloe Lounge Bar anbefaler følgende fire G&T:
gin-opihr
Opihr: En krydret London dry gin med undertoner af rosa peber fra Indonesien, sort peber fra Indien og koriander fra Marokko. Den serveres med røde peberkorn og skallen af en appelsin og fyldes med boblerne fra en premium tonic-vand af mærket Fever-tree. Den lette smag fra krydderierne sender tankerne tilbage til de gamle engelske kolonier og forener på en fin og let facon fortiden med nutiden. Pris: 6 euro. (La Danesas favorit)
gin-pink47
Pink 47: En tør premium London dry gin – her tilsat naturlig tonic-vand med smag af rosa peber fra Schwepps og friske rosenblade. Den har en let og afbalanceret aroma, og er det perfekte valg for dem, som hverken er til den søde eller den kraftfulde ginsmag. De røde roseblade pynter fint i det isfyldte glas og giver en eksklusiv drinksoplevelse. Et godt valg til en festlig aften. Pris: 7 euro.
gin-nordes
Nordés: Spansk gin fra Galicien med søde frugtundertoner fra vindruer, som er denne gins botanical. Sødmen indgår i fin harmoni med den skarpe smag fra de bitre enebær. Den serveres med halverede druer, er let i smagen og et sikkert hit for dem, som ikke er vilde med den tunge, tørre ginsmag. Også her bruges Fever-tree tonic-vand. En gin & tonic, perfekt for damerne. Pris: 7,5 euro.
gin-berkeley
Berkeley: En klar blågrøn flaske indeholdende en gin, der skal drikkes som whisky eller rom. Denne engelske gin nydes nemlig nedkølet med rigeligt is og ofte tilsat mynte eller basilikum. Den har en kraftig smag, som varmer i halsen, og de friske krydderurter giver en unik smagsoplevelse, der passer sig godt som en forfriskning efter middagen. Den er perfekt til de sene sommeraftner. En god gin til enhver gentleman.
 
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa