Det danske magasin i Spanien
Når hunden bringes med på rejsen
Rejse

Hvis man beslutter at medbringe sin hund, når man skal ud at rejse, er det vigtigt at huske på, at andre mennesker nødvendigvis ikke deler samme forkærlighed for hunden, som man selv gør. Og hvor mærkelig man ellers måtte finde denne manglende forkærlighed, må man respektere, at ikke alle mennesker er som en selv. Det er derfor vigtigt, at man sørger for, at ens hund ikke forstyrrer eller irriterer andre mennesker, og vigtigst af alt skal man passe på, at andre ikke finder sig utilpasse i hundens selskab. Det er ejerens ansvar, at hunden er velopdragen, og at den adlyder kommandoer. Selvom ens hund er glad og entusiastisk og hopper op af andre mennesker, skal man være opmærksom på, at andre, der ikke kender hunden, måske bliver bange, når den hopper op ad dem. Og der findes jo mange mennesker, der er vanvittigt bange for hunde.
 
Forud for rejsen
De fleste hunde kan trænes til at opføre sig pænt, når de bringes med på en rejse. Dog er det bedst, hvis man allerede begynder at træne hunden, når den er hvalp, så den vænner sig til de ændrede forhold under rejsen. Ældre hunde, der aldrig har været ude at rejse, har lettere ved at blive køresyge og har endnu sværere ved at tilpasse sig rejseforholdene. Ofte kan dette afhjælpes ved at give hunden en pille mod køresyge eller et andet beroligende middel, inden rejsen påbegyndes. Der findes i dag mange ufarlige midler, man kan give sin hund, når den bringes med på en rejse.
I Spanien er det forbudt at have hunden løs i bilen, når man kører. Det er nemlig farligt og distraherende, og hvis der sker en ulykke, går det slemt ud over både menneskerne og hunden.
Hvis man har en stationcar, kan man sætte et net op, så passagersektionen adskilles fra bilens bagerste del. Et bur i plastikfiber er en anden god løsning, men mange hunde føler sig indeklemt i sådan et bur og bliver efterfølgende køresyge. Buret skal være så stort i både højde og bredde, at huden frit kan vende sig og stå op. Det er en god ide at forsøge vænne hunden til at være i buret inden den første biltur, så den opfatter buret som en del af hverdagen. En anden løsning er en sikkerhedssele til hunden, der fastspændes som en almindelig sikkerhedssele. Et alternativ er, at man fastgør hundens sele til noget inde i bilen. Dette anbefales dog ikke.
 
Undgå store måltider inden afrejsen
Det er en god ide at medbringe hundens egen mad for at undgå et eventuelt tilfælde af diarre under rejsen. Desuden bør man sørge for, at hunden er godt udhvilet før rejsen, og så bør man huske at medbringe nogle ekstra håndklæder, noget køkkenrulle og ekstra vand.
Lad ikke hunden sidde med hovedet ud af vinduet. Det er farligt, og vinden kan irritere hundens øjne og øre, hvilket på længere sigt kan føre til mellemørebetændelse. Specielt her i Spanien skal man være opmærksom på, at forskelle i lufttrykket, når man kører i bjerge, kan være meget ubehageligt for hunden. Hvis man under rejsen bliver tvunget til at efterlade hunden alene i bilen, skal man huske at åbne vinduerne en smule og lade bilen stå i skyggen. Desuden skal man sørge for, at hunden har adgang til vand, og at den kun efterlades alene i en kortere periode. Der bliver hurtigt varmt inde i bilen, og hunden har stor risiko for at lide et hedeslag, der kan have døden til følge. Man skal være opmærksom på, at selvom bilen stod i skygge, da man forlod den, kan det sagtens være, at den står i bagende sol, når man kommer tilbage. Og man kan hurtigt komme i en ubehagelig situation, hvis man bliver konfronteret med fx en dyrevelfærdsaktivist. Som udgangspunkt bør man dog aldrig efterlade hunden alene i bilen, og kun hvis det er yderst nødvendigt.
Hvis man ikke er interesseret i at medbringe hunden på sin rejse, men derimod ønsker at aflevere den på en hundekennel, kan man spørge sin dyrlæge til råds. Det anbefales først at besøge kennelen. Priserne varierer fra ca. 15-20 euro pr. hund pr. nat. Man bør altid medbringe hundens vaccinationsdokumenter/pas, og hunden skal være behandlet med et forebyggende middel mod flåter, lopper og sandfluer, inden den efterlades på kennelen.
 
Susanne Kamu, autoriseret skandinavisk dyrlæge.
Clinica Veterinaria Pet Vet Kamu
C/. Maestra Aspiazu, Puebla Lucia, ES-29640 Fuengirola (Málaga) Spanien.
Tlf.: 952 667 333
contact@petvetkamu.com
www.petvetkamu.com
 
SusanneKamu
Af Susanne Kamu, autoriseret skandinavisk dyrlæge

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.