Det danske magasin i Spanien
Borgmesterkandidater i valgkamp – Nyt rødt blod i Nerja

Borgmesterkandidater i valgkamp - Nyt rødt blod i Nerja

NYrosa10001
 
Der arbejdes ihærdigt på det lille partikontor i centrum af Nerja. I 20 år har socialistpartiet PSOE været uden indflydelse i byrådet, men det agter partiets nye spidskandidat at gøre noget ved. Med en håndfuld stærke mærkesager og et hjerte, der banker for Nerja, vil 45-årige Rosa Arrabal gøre sit yderste for at få vendt bøtten.
Nerja kaldes kystens perle. En perle er det også for Rosa Arrabal, men som hun formulerer det: “Perlen trænger gevaldigt til at blive pudset.” Og PSOE’s spidskandidat lover, at hun vil pudse og polere det bedste hun har lært, hvis hun vinder kommunalvalget i Nerja den 24. maj. “Kommunen har brug for nye kræfter. I 20 år har Partido Popular siddet på borgmesterposten, heraf de sidste 16 år med absolut flertal. Kommunekontoret er blevet som et lukket land. Der er ikke plads til debat og idéer udefra. Og det er ikke sundt,” mener PSOE’s spidskandidat.
 
De klare mærkesager
Rosa Arrabal vil først og fremmest kæmpe for en mere åben og aktiv kommune.
Hun mener, at borgerne skal informeres bedre om kommunens budgetter, projekter og arbejdsgange.
“Vi har brug for en aktiv by med aktive borgere. Det vil skabe initiativ, aktivitet og beskæftigelse,” forklarer hun. Dernæst vil hun kæmpe for at få mere kultur til byen.
“Nerja lever i dag af den traditionelle ‘sol & sommer’-turisme og grotterne. Vi må gøre en indsats for at få museer, sportsbegivenheder og kongresser til byen. Specielt i vinterhalvåret, hvor alt for mange restaurationer og forretninger lukker grundet lavsæsonen.”
Som den sidste af sine mærkesager, nævner Rosa Arrabal skatteprogrammet, hvor hun vil regulere de kommunale skatter og afgifter ud fra indkomst og indføre særligt lave afgifter for nye iværksættere. Det var så ikke den sidste, men den næstsidste, af socialistens mærkesager, for hun slår nemlig også hårdt på, at gøre de ting bedre, som det siddende byråd ikke har gjort godt nok.
 
la-foto
 
De tabte projekter
Som Nerja-borger irriterer det Rosa Arrabal, at flere store projekter ikke er blevet realiseret i byen. Hun peger bl.a. på opførelsen af en lystbådehavn, en golfbane og et vandrensningsanlæg.
“I årevis har man talt om opførelsen af en lystbådehavn. Og så løber nabokommunen Torrox med licitationen. Det er ikke til at leve med. Det var en unik chance og et kæmpe plus for turismen, vi der mistede,” forklarer Rosa Arrabal. Tilsvarende undrer det hende, at kommunen ikke satser mere på golfturismen. “Projektet om en golfbane har været på tegnebrættet i snart ti år. Men intet sker. I Torre del Mar har man to golfbaner, og dermed også golfturisme. Hvorfor har vi ikke det her? Kommunen har jo jordstykkerne til en golfbane.”
Rosa Arrabal mener generelt, at det siddende byråd hviler på laurbærrene, og gør alting i sidste øjeblik. Opførelsen af et nyt vandrensningsanlæg er ét eksempel. “Nerja fik for flere år siden EU-støtte til et nyt vandrensningsanlæg, men først nu sker der noget, for hvis ikke anlægget står klart inden årsskiftet, skal støtten tilbagebetales. Anlægget får bl.a. til formål, at sikre borgerne og byens mange turister renere badevand”, fortæller PSOE-kandidaten, som mener, det er utilgiveligt, at man ikke værner mere om den vigtige turisme.
Turister er der nemlig masser af i byen og på hvert andet gadehjørne ligger der en ejendomsmægler. Flere mæglere melder om stor købelyst og fortæller, at boligmarkedet, og Nerja som helhed, har klaret sig hæderligt under krisen. Det skyldes blandt andet, at bystyret har bevaret byens idyl ved ikke at tillade massebyggeri og altid har sørget for at holde byen og strandene rene.
 
Udenlandske tunger på vægtskålen
Omkring en tredjedel af Nerjas befolkning er i dag udlændinge, som selvsagt kan få en stor indflydelse på valgresultatet den 24. maj. Men PSOE i Nerja fortæller, at det kun er mellem 15 og 20 procent af udlændingene, der bruger stemmeretten.
“Generelt er valgdeltagelsen for lav. Én af mine opgaver er, at få folk motiverede til at bruge deres stemme. Også udlændingene,” fortæller Rosa Arrabal.
Til kommunalvalget i 2011 stemte 58 procent af de stemmeberettigede borgere. Og resultatet var ikke opmuntrende for PSOE, som kun fik fem af de 21 mandater i byrådet. PP fik 12 og de sidste fire mandater gik til venstrefløjspartiet IU. Optimismen på PSOE-kontoret i Nerja fejler imidlertid ikke noget. “Det gode valgresultat for PSOE til regionsvalget i marts lover godt, for de lokale optællinger gav os fremgang,” fortæller Rosa Arrabal, som også ser positivt på, at nye partier stiller op denne gang. “Naturligvis drømmer jeg om at blive borgmester. Og bliver det nødvendigt at indgå en pagt med andre partier, vil det være noget lettere at sætte sig til forhandlingsbordet med partier som Ciudadanos og Podemos end med Partido Popular, som de sidste mange år har kørt deres eget løb,” slutter PSOE’s nye spidskandidat i Nerja.
Midlerne er små, men håbet er stort. PSOE i Nerja har fået nyt blot på tanden.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.