Det danske magasin i Spanien
Borgmesterkandidater i valgkamp – Pensionisten med den lyse fremtid

Borgmesterkandidater i valgkamp - Pensionisten med den lyse fremtid

PP-1
 
For enden af hovedstrøget Calle Larios sidder H.C. Andersen og skuer ud over byens liv. Ved sin side står en lidt haltende ælling som et symbol på det kendte eventyr. Symbolik eller ej, så kunne Málaga by meget vel være historien om den grimme ælling. Forfatteren bag denne fortælling er så Francisco de la Torre, der siden år 2000 har siddet i borgmesterskolen. Trods sine 72 år mener Francisco de la Torre i fulde alvor, at både han og byen har sine bedste år foran sig.

 

Med et klart valgløfte om byfornyelse og renovering af den gamle bydel går Partido Popular anført af Celia Villalobos til kommunalvalg i ’95. PP vinder valget for første gang. Og sejren gentages fire år efter, men det bliver hurtigt Francisco de la Torre der overtager borgmesterstaven, da Celia Villalobos bliver tilbudt en ministerpost i centralregeringen. “Grundstenene til alt, hvad Málaga har og er i dag, blev lagt i midten af 90’erne, men det er rådet CIEDES, som Francisco de la Torre er formand for, der har haft succes med at få bred folkelig og politisk opbakning til de store projekter, som gør Málaga til den by, vi har i dag,” fortæller Francisco Pastor fra Málagas Turistråd med henvisning til bl.a. lystbådehavnen, kongrescentret og de mange museer, som i dag har fået Málaga i Top 10 over landets mest besøgte byer. Det er opsigtvækkende, når man tænker på, at byen i midten af 90’erne knapt blev nævnt i turistguiderne og bymidten var så uinteressant, at lejlighederne nærmest var usælgelige.

 
Ikke tid til politisk pladder
Foran rundt tusind inviterede blev Francisco de la Torres kandidatur som borgmesterkandidat annonceret i midten af april i Málagas kongrescenter.
Rammerne var fine, men det var langt fra alle, der mødte op i jakke og slips, for blandt de fremmødte var repræsentanter fra alle samfundslag, alle bydele, foreninger og interesseorganisationer. Francisco de la Torre vil nemlig fortsætte sin kamp for at samle, og ikke splitte, folket i kampen for vækst i byen.
“Alt for mange projekter går i stå grundet magtkampe mellem politikere og interesseorganisationer. Det har vi stort set undgået. Vi har realiseret mange ambitiøse projekter, fordi vi både politisk og socialt har kunnet samle os. Alle er blevet hørt og sådan bliver det også fremover,” bebuder borgmesteren, der i dag har absolut flertal i byrådet. Partido Populars valgslogan er “Trabajar. Hacer. Crecer.” og med de ord fortæller partiet klart, at der skal arbejdes og handles for at kunne skabe vækst. “Det sagt, så er jeg sikker på, at Málaga har en fantastisk fremtid foran sig. Endnu flere hoteller og museer er på vej. Nye butikker og mindre erhverv åbner nærmest dagligt og metroen og AVE-linien til Granada vil om et par år få endnu flere folk til byen,” pointerer Francisco de la Torre.
 
PP 2
 
Ønsker bedre opposition
Málagas borgmester har mange ønsker for fremtiden og ét af dem er, lidt ironisk, en bedre opposition. Han er nemlig flere gange blevet kritiseret for at fokusere for meget på den gamle bydel på bekostning af andre bydele, som er langt tættere befolkede. Tilsvarende er Francisco de la Torres bystyre blevet beskyldt for ikke at gøre nok for byens dårligst stillede. Det skønnes, at mellem 50.000 og 100.000 dagligt søger til byens sociale spisesteder for at få et gratis måltid mad.
“Det er så let at kritisere. Specielt når man aldrig kommer til at stå til regnskab for sin kritik. For ti år siden blev vi voldsomt kritiseret for at omlægge de centrale gader i centrum til gågader og for at investere store summer i opførelsen af kongrescentret og Picasso-museet. Hvor er de kritikere i dag?,” spørger Málaga-borgmesteren, som ikke tøver med at gentage, at byens satsning på erhvervs- og kulturturismen har været banebrydende og en stor succes. Tilsvarende tøver Francisco de la Torre heller ikke med at gentage, at livet og væksten fra bymidten nu spreder sig til andre bydele. “Vores mål er, er alle bydele skal have en Calle Larios, altså et strøg. Alle bydele får nu cykelstier og når metroen står klar, vil kommunikationen mellem nord, syd, øst og vest automatisk blive bedre,” forudser borgmesteren, der kan tale længe om, hvordan bydelene Teatinos, Huelin og Soho i dag er blevet langt mere eftertragtede kvarterer end for blot få siden, blandt andet pga. det nye universitet, nye teatre og museer, ny strandpromenade og nye gågader.
Arbejdsløsheden og fattigdommen bekymrer dog fortsat Francisco de la Torre. “Det er ikke bare et problem her men i hele landet. Ledigheden er alt for høj og det kan ikke undgås at skabe store sociale skel,” mener borgmesteren som igen påpeger, at det er så let kritisere. Langt sværere er det at regere og komme med løsninger. “Mange af de sociale boligbyggerier, som gik i stå i ’08 og ’09, kommer der nu atter gang i. Og kommunen støtter samtlige af byens gratis spise- og madudleveringssteder med gratis leje, telte, skure, overdækninger og mobile køkkener. Mere kan vi ikke gøre,” fortæller Francisco de la Torre, som det piner at se de lange køer ved disse steder.
 
Bedste år forude
Med sine 72 år kunne man med rette mene, at Francisco de la Torre har udtjent sin værnepligt og er for gammel til at sidde på så vigtig en post. Men her er borgmesteren ikke enig. “Jeg føler mig bestemt ikke træt. Og det til trods for, at jeg ofte får mindre søvn end en selvstændig i sin bedste alder. Fysisk kæmper jeg for at blive lidt stærkere, men ellers er jeg fyldt med energi og illusion,” sagde borgmesteren i et nyligt interview med dagbladet SUR, hvor han også udtalte, at han får den fulde opbakning af sin kone og børn. “De næste fire år bliver uhyre spændende og afgørende for Málaga. Vi har flere projekter i gang end nogensinde. Folk flytter til vores by og turismen blomstrer. Vi er tæt på at sætte kronen på værket, og det må jeg være med til,” fortæller Francisco de la Torre, som naturligvis håber på, at Spanien nu får den vækst, alt tyder på. “Det vil for alvor sætte gang i beskæftigelsen i Málaga,” er han ikke i tvivl om. Han håber naturligvis også at få fire år til i borgmesterstolen. Og bliver det ikke med absolut flertal, har han allerede rakt en hånd ud til de øvrige partier. “Jeg og partiet samarbejder med glæde med alle andre partier, som vil det bedste for Málaga. Men det skal være for at arbejde. Ikke for at spilde tiden med politisk mudderkastning.”
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.