Costa Blanca 2. del – Europas største palmelund, en vild vandretur og kongens vin

Lige bagved Costa Blanca, i og omkring byen Elche, ligger Europas største palmelund. Den er så speciel og skattet, at den er blevet sat på Unescos Verdenskulturarvs liste i 2000. Det er nemlig det eneste sted på det europæiske kontinent, at der findes en så stor palmelund med over 200.000 palmer. Palmerne blev plantet af araberne for at skabe læ for andre afgrøder, og på de tørre jorder var det nødvendigt med kunstvanding – noget som araberne var mestre i at anlægge. Vandingskanalerne ligger der den dag i dag og de fungerer endnu. Alle palmerne bærer dadler, så lunden producerer en stor mængde af denne søde frugt. Når vi har proppet os med dadler skal vi ud og have brændt kalorierne af, og det gør vi på en vandretur i Helvedeskløften i den nordlige del af Alicante provinsen.Til sidst skal vi lige have ganen vædet med noget af Spaniens bedste vin – ja, den vin som blev serveret til kong Felipes bryllup med Leticia.

Elche er ikke en by, der er besøgt ret meget af turister. Måske er det fordi den ligger tilbagetrukket fra kysten og har præg af at være en moderne storby. Der er 240.000 indbyggere, byen har sit eget universitet, og dens økonomi er baseret på skoproduktion – der findes over 1000 skofabrikker. Panama Jack er nok det mest kendte af mærkerne, men der findes hundredvis. Når man går rundt i Elches gader kan man ikke undgå at lægge mærke til, at byen emmer af velstand og gode tider.

 

 

Byen har masser af seværdigheder at byde på, for den har en lang historie, en hyggelig bykerne, fantastiske restauranter og så selvfølgelig palmelunden med de tilhørende kanaler. Elche blev anlagt af grækerne og senere kom kartagerne og romerne. Da romerne forsvandt kom byen på iberiske hænder, og det er fra denne periode, at byens største arkæologiske fund stammer: La Dama de Elche. Denne smukke kvindebyste, der er 56 cm. høj og vejer 65 kg., blev fundet i 1897 af nogle landarbejdere, der var ved at rydde et stykke jord med deres hakker. Pludseligt ramte hakken noget hårdt, og stor var overraskelsen, da damen dukkede op af jorden. Man mener, at hun stammer fra ibererne og er fra det 5. århundrede e.Kr. Findestedet er i dag et arkæologisk udgravningssted, og man har her fundet mange flere ting der stammer fra perioden. Originalen af La Dama de Elche findes på Museo Arqueológico Nacional de España, i Madrid, men en fin kopi står i palmelunden, som vi nu skal besøge.

 

El Palmeral de Elche består af en lille indhegnet lund, der kan besøges, og derudover ligger palmeskoven hele vejen rundt om byen og inde i byen, hvor den danner en offentlig park. Gå ind på www.visitelche.com under El Palmeral. Man betaler entré for at komme ind i den indhegnede del af El Palmeral, men pengene er godt givet ud, for her kan man vandre rundt i den skønneste grønne park med rislende vand alle steder, helt omgivet af palmer og kaktus’er. Her finder man ved et smukt anlagt bassin kopien af den smukke “Dama de Elche”, som med sit blide smil står og skuer velvilligt ud over lunden. Og her kan man se “La Palmera Imperial” – den kejserlige palme, som har 7 forgreninger. Jeg har aldrig set noget lignende, for de 7 “arme”, der alle udgår fra den samme stamme, må understøttes af et jernstavær for ikke at dratte af. I parken går smukke påfugle rundt og ser tilfredse ud, ja det hele emmer af fred, harmoni og skønhed.

 

 

Lige når man kommer ind i parken støder man på et dadeludsalg, og her bør man få sin dadelbeholdning optanket, for bedre dadler findes ikke. Især kan de buttede honningdadler anbefales. De er søde, bløde og smager himmelsk – aldrig har jeg smagt noget lignende. Dadelmanden tilhører en af de ti familier, der ejer den private del af palmelunden. Disse familier “sidder på” retten til at sælge og distribuere dadlerne, som for øvrigt alle sælges lokalt. Da 200.000 palmer giver en sand syndflod af dadler, kan ikke alle sælges til konsum, så de fleste bliver faktisk brugt som foder til grise og geder. Derfor er grisene fra Elche særligt glade, fede og velsmagende. For øvrigt betød denne overflod af dadler, at der i Elche under borgerkrigen ikke var nogen, der sultede som i resten af landet. Der var dadler nok til, at ingen skulle gå sultne i seng.
Der er også anlagt en 1,2 km. lang vandrerute “La ruta del Palmeral”, som fører rundt i en lille del af palmelunden. Den kan man passende tage ud på, hvis man bor på Hotel Milenio lige over for palmelunden. Fra hotellet skal man blot krydse vejen for at være ude på ruten. Hotellet har sin egen skønne palmehave og et værelse her koster omkring 70€, hvilket må siges at være rimeligt for 4 stjerner. Se www.hotelmilenio.com

 

Hvis man vil rive sig og have mere luksus kan byens mest berømte hotel anbefales:
Hotel Huerto del Cura. Her koster et dobbeltværelse omkring 100€ med morgenmad, og de € er nok endnu bedre givet ud, for magen til skønt sted midt i en oase, skal man lede længe efter. Værelserne ligger i små huse, der er spredt i en skøn palmehave bagved en smuk pøl, så der er kvalitet for alle pengene i denne perle af et hotel. Se www.hotelhuertodelcura.com
Fra begge hoteller er der en behagelig vandretur ind til centrum (2-3 km. ), og på vejen ind krydser man en fin bro over floden Vinalopó, som løber i en lille kanal langt nede. Man går forbi den fine plads med rådhuset og kommer på et tidspunkt til en fin offentlig park “parque municipal”, som også er en del af El Palmeral. Her kan man se Spaniens højeste palmetræ (53 m.), en masse andre skønne palmer, de gamle vandingskanaler og et par fine nyere monumenter. På sådan en lun aften er der liv og glade dage i parken og det hele emmer af “good vibes”.

 

 

Når man nu er kommet ind i centrum og er ved at blive sulten, er der kun ét at gøre og det er at besøge byens absolut bedste restaurant: “El Granaino” på Calle José Mª Buck 40. Her har jeg spist utallige gange, og det er nok den bedste restaurant, jeg kender i Spanien. Maden er ganske enkelt sublim, ægte, reel og overgod. Et besøg her kan ikke anbefales nok og stedet er ikke overpømset på trods af den høje kvalitet. Se www.mesongranaino.com Det er nok en god idé at bestille bord først på 96 666 40 80. Og når man så vralter ud derfra, er man helt glad for, at man lige har ca. 3 km. at gå tilbage til hotellet, så man kan få brændt en brøkdel af kalorierne af.

 

Men der skal vandres meget mere for at komme af med Elche – kalorierne, så hvad kan være mere passende end at tage op i Helvedeskløften ca. 100 km. mod nord og vandre en vild tur på 14,4 km.? Turen starter i den lille landsby Fleix, som man finder ved at tage afkørsel 62 (Ondara) fra motorvejen AP7. Ad CV 729 stiger man op igennem dalen Vall de Laguar gennem Benidoleig, Orba og La Plana til GPSen har fundet Fleix. Her parkerer man lige ved indkørslen og kigger beundrende på det store fine skilt, der står der og viser ruten PRV-147, som er den, vi skal ud på, også kendt som Barranco del Infierno (Helvedeskløften) eller vandrenes katedral. Det med katedralen skal forstås på den måde, at ruten er så fantastisk, at den fortjener den samme reverens og ærbødighed, som man ville udvise i en katedral. Sådan. Og lad det være sagt med det samme: ruten er ikke for svagpissere og klynkemarier. Den er hård og vild, det går op og ned (der er 700 højdemeter op og ca. det samme ned), men den er helt speciel og er et must for enhver hard core vandrer.

 

 

Først går ruten hen forbi dalens gamle vaskeplads og kort derefter dykker stien ned imod en slugt langt nede. Stien er anlagt for mulddyr, så trinene er lave og lange, så mulddyret kunne finde fodfæste. De er derfor nemme at gå på for os, og inden længe skal vi gå igennem et sjovt hul i klippen for at komme ud, hvor et storslået landskab dukker op for vores fødder. Stien følger en kurve i bjerget og går nedad imod flodsengen for floden Girona. Dernede bliver det pludseligt koldt, og det skyldes at en masse vand er lagret under vores fødder og kulden derfra stiger op imellem de småsten, der dækker flodlejet.
Vi hviler lidt, og nu går det opad igen på en fin zigzag sti til Juvees d’Enmig, som toppen hedder. Herfra går det ned igen forbi en fin kilde med drikkevand, indtil vi kommer til selve Helvedeskløften. Nedstigningen er svær og stejl, så husk stave. Nede i bunden ligger floden Ebo, og herfra kan vi kigge ind i den berygtede kløft: lodrette klippevægge omgiver en smal kløft, som man kun kan komme i nærkontakt med, hvis man laver “canyoning” – altså stiger ned igennem kløften med reb (www.tururac.com arrangerer disse ture). Vi kan blot beundre kløften fra sidelinjen, idet vores sti fortsætter hen forbi den. Nu går det op igen 200 højdemeter, og vi tager det med ro, for landskabet er ufatteligt flot, så vi skal have tid til at tage det hele ind. På toppen hviler vi og spiser vores madpakke, som vi imod en beskeden betaling fik lov til at smøre fra morgenbuffeten på hotellet. Endnu en nedstigning på lidt over 100 m. venter os, og derefter den sidste stigning på 200 m. Nu er vi godt møre og tænker at fanden (han bor jo lige i nærheden) kunne tage al den op- og nedstigen. Men humøret er alligevel højt, da vi går forbi det rekreative område ved Font dels Olbis. Derfra går det jævnt nedad imod Benimaurell og til sidst til Fleix, hvor bilen venter. Hurra for en fed tur!

 

Men nu er vi færdige som gårdsangere og vil bare hvile. Derfor er det herligt, at vi bare skal køre et par km. op til vores hotel Alahuar, som ligger oppe for enden af Vall de Laguar i Benimaurell. Hotellet har en enestående beliggenhed med udsigt ned i dele af Helvedeskløften, og alle værelser har udsigt, ja, nogle har udsigt fra jacuzzien. Vi tager lige et afslappende bad, mens vi nyder livet og pudser vores vandreglorier. Nu er vi glade for, at det eneste der skal foretages yderligere i dag er aftensmad i restauranten og nix weiter. Se: www.hotelalahuar.es – et dobbeltværelse kan bookes for omkring 50 € i lavsæsonen.

 

 

Næste morgen har vi med usædvanligt held fået lov til at besøge en af Spaniens top 5 vinproducenter, der bor lige i nærheden i den lille by Parcent lidt længere nede imod kysten. I Parcent har vi svært ved at finde bodegaen, som ikke skilter med sin tilstedeværelse, og vi synes det ser lidt usselt ud udefra. Men da vi kommer ind, får piben en anden lyd. Et ældre, nobelt ægtepar tager imod og viser os rundt i en lille eksklusiv vinproduktion.

 

Jorden under Parcent er gennemhullet som en schweizerost, og alle huse har en hule under jorden – en bodega. Her lagres vinene på egefade og vi får lov at smage. Især var jeg begejstret for en let sød rødvin “Recóndita Armonía”, tinto dulce. Den skal serveres kold, f.eks. til et stykke gedeost som aperitif – det er bare godt og anderledes. Desuden fik vi lov at smage den dessertvin, der blev serveret da Prins Felipe i 2004 blev gift med Leticia. Der er kun 3 fade tilbage, så det var en særlig ære at få lov til at smage. Vinen var ganske enkelt sublim, og der er ingen tvivl om, at ejeren Felipe Gutierrez de la Vega er en stor ønolog. Bodegaen leverer til ekslusive restauranter bl.a. til Noma i København. Man kan gå ind på www.bodegasgutierrezdelavega.es og købe online og også booke et besøg.

 

Costa Blanca har meget at byde på, og det er ikke sidste gang vi har besøgt den skønne Levant. Se www.infocostablanca.com.

Af Else Byskov, fotos af Else Byskov