Det danske magasin i Spanien
Foto-til-artikel-3-artister-FINAL

Der er latter og god musik på programmet, når Johnny Madsen, Carsten Knudsen og Jacob Haugaard sammen går på scenen i Finca Naudrup, Calahonda, lørdag den 28. februar kl. 21.00.
 

“Det bliver en ikke-helt-almindelig aften,” kommer det samstemmende fra de tre artister forud for deres optræden på Costa del Sol. Og det er absolut heller ikke tre helt almindelige typer, vi har at gøre med. En musiker, en skuespiller og en gøgler, der er gode hver for sig, men måske endnu bedre sammen. Den ene gang, Madsen, Knudsen og Haugaard har optrådt sammen, blev nemlig en forrygende succes med en charmerende blanding af musik, sang og stand up.

 
Debuten på Galleri 7
Deres debut var det mest tilfældige og improviserede, man kan forestille sig. Johnny Madsen havde fernisering på Galleri 7 i Frederikshavn, hvor Jacob Haugaard var konferencier i dagens anledning. Jeanett Exner, Johnny Madsens mangeårige manager og samarbejdspartner, danner privat par med Carsten Knudsen, som hun beder om at kigge ind til ferniseringen med sin guitar. Én time senere stod Madsen, Knudsen og Haugaard sammen på galleriets lille scene og leverede et fantastisk show. “Vi har været gode venner i små 30 år, og kender hinanden rigtigt godt. Men at optræde sammen havde vi aldrig talt om,” fortæller Johnny Madsen, som er fast gæst på og begejstret for den spanske solkyst.
 
Johnny Madsen
Den sidste håndfuld år har han bestræbt sig på at tilbringe tre måneder om året under sydens mildere himmelstrøg. “Det er sundt og inspirerende at komme ud af de vanlige rammer og opleve nye himmelstrøg. Sydspanien er et dejligt sted og fylder mig med impulser,” fortæller Madsen, som absolut ikke spilder tiden. Under sit sidste besøg skrev han 18 sange, som nu indspilles til en ny cd. En af sangene bliver om Costa del Sol. “Det bliver en sang med en del varme og glæde,” forklarer en lunefuld Madsen, som får stadig større og større succes som kunstmaler. Også uden for de danske grænser. Hans malerier sælger således godt på kendte gallerier i New York, London og i Sydfrankrig. En meget stor del af de værker, han udstiller i udlandet og på sit galleri på Fanø, er faktisk kommet til verden her på egnen, hvor Johnny Madsen har eget atelier.
 
Screen-shot-2015-02-02-at-12-23-12
 
Carsten Knudsen
Nogle husker ham sikkert fortsat som Gertrud fra julekalenderen “The Julekalender”, som lagde de danske gader øde for godt 20 år siden. Men der er sket meget i Carsten Knudsens karriere siden da. Vel er hans trio, “De Nattergale”, tilbage med stor succes, men det er som soloartist, han i dag er bedst kendt i Danmark. “Jeg har rigtig mange private og lukkede arrangementer, og fra 2016 skal jeg på en landsdækkende soloturné. Det bliver stand up med musik,” fortæller Carsten Knudsen, som i øvrigt torsdag den 26. marts også skal spille i Margrethekirken. Koncerten bliver på ukulele, som er en speciel type firestrenget instrument.
 
Jacob Haugaard
Folkekære Jacob Haugaard ser frem til en ny optræden på Costa del Sol. Og han lider bestemt ikke af sceneskræk. “Jeg har jo optrådt på landets tre største scener: Folketingets talerstol, Orange Scene på Roskilde Festivalen og i prime time på landsdækkende tv,” fortæller han over telefonen fra Danmark. Tilsvarende lader han sig heller ikke skræmme af – næsten – nyt selskab på scenen. “Det er kun godt med noget nyt. Det er jo det, der skal til for at holde os hotte.”
Vi ved, Jacob elsker at komme på sin finca i Costa del Sols bagland, men det bliver ikke til månedlange ophold. Haugard er nemlig næsten konstant på landevejen og har sågar netop indspillet en ny plade med en håndfuld promenente musikere, herunder Johnny Madsen, Carsten Knudsen, Kim Sjøgren, Nana Lüders m.fl. CD’en får titlen “Venner”.
 
Kvinden bag
Der skal en stærk kvinde til at holde styr på tre så abstrakte herrer. Det er føromtalte Jeanett Exner så også. “Mens drengene øver, gør jeg i sammen med Finca Naudrup-parret, Jane og Peter, spillestedet klart. Finca Naudrup i Calahonda sætter deres meget charmerende scene til rådighed for den sjove trio og i den forbindelse har lokalerne fået en ordentlig ansigtsløftning med nymalet scene, nyt scenetæppe og ny lyd og lys,” fortæller Jeanett, som lover en hyggelig og intim atmosfære. “Madsen, Knudsen og Haugaard er meget forskellige, og netop derfor er de så gode samme. Glæd jer, det bliver sjovt”, slutter Jeanett Exner, som lover publikum en uforglemmelig aften.
 
Billetsalg
Billetter koster 50 euro og kan købes hos:
Mijas: Vitamina
Fuengirola: Café La Vida
Marbella: Loft & Roomers
Calahonda: Finca Naudrup
Nerja: Annis Vitalshop
Almuñécar: Costa Granada Home

Mere info: mail@jeanettexner.com / tel. +45 40128912

Showet begynder kl. 21.00 Men der er cocktails og udskænkning allerede fra kl. 19.00.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.