Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Vi møder hende på udlændingekontoret i Mijas. Her har tusindvis af danskere også mødt hende gennem de sidste snart 30 år. Det er en aktiv og dynamisk kvinde, med mange skjulte talenter, der arbejder her på det ellers lidt dystre kommunekontor. For hun maler, designer smykker og har, sammen med familien, netop åbnet en oste-tapasbar i Fuengirola.

 

To lyshårede piger i lårkorte kjoler drøner på deres knallerter ned ad Paseo’en. De vækker opsigt – en enorm opsigt – for det var et helt uvant syn i det lille fiskerleje, Fuengirola, i 1971. Der var fortsat fire år til militærdiktatoren Francos død, og kulturskellet mellem et frit, demokratisk, hippiepræget Danmark og et diktatorisk, firkantet og meget religiøst Spanien, var enorm.

“Pæne piger gik ikke ud uden ledsager og mine veninder på nonneskolen gik i sorte nederdele til anklerne. Det var trist og konservativt, men jeg trak på smilebåndet, for jeg skulle jo bare hygge mig og ha’ det sjovt her i et års tid,” husker Anette Skou. Hun ventede blot på at fylde 18, så hun kunne komme på kunstakademiet i Århus. Det var i sommeren ’71. Veninden fra dengang er for længst taget retur til Danmark, men Anette er her stadigvæk.
 
Kreativ pioner
Nysgerrigheden fik Anette til at falde til. Interessen for kunsten motiverede hende til at åbne byens første galleri, som indtil da var et ukendt forretningsområde på 70’ernes Costa del Sol. Det var her, hun mødte kunstneren José María Córdoba, som hun nogle år senere forelskede sig i. Det er ham, der bl.a. har lavet H.C. Andersen skulpturen i Málaga centrum. Anette kan, som sin mand, også svinge penslen og designe. Hendes smykker bæres af flere i Mijas og sælges fra et par butikker i Fuengirola. “Vi er en meget kunstinteresseret familie. Jeg pusler konstant med nye ting og initiativer. Sådan er det også på mit arbejde. Der er ikke to dage, der er ens,” fortæller Anette og tager fat på snakken om stedet hvorfra vi alle kender hende; udlændingekontoret i Mijas. For i 1985 fik Mijas’ daværende borgmester den idé at ansætte en tolk i kommunens administration, som allerede havde mange udlenlandske tilflyttere. Valget faldt på Anette, og der gik kun få måneder, inden hun blev udnævnt til leder af det ny udlændingekontor. “Det var et pionerjob, for der var intet lignende i Spanien på det tidspunkt. Der lå masser af udfordringer forude, men det var et ønskejob for en kreativ person, der ville være med til at bygge noget op fra bunden,” beretter Anette om opbygningen af det udlændingekontor og den model, der senere blev kopieret af alle andre kommuner på Costa del Sol. “At være funktionær i en kommune, lyder ikke super spændende, men sådan er det ikke her. Vi har meget frie hænder til at introducere nye tiltag som for eksempel gastonomiuger, internationale dage og senest den danske venskabsdag.”
 
Mr. ROHS
Nye tiltag har der også altid været plads til på hjemmefronten, og i år er ingen undtagelse. Med sønnen Oliver i spidsen, José María som interior designer og Anette selv som indpisker og PR-pige, har familien netop åbnet en ny oste-tapasbar i Fuengirolas centrum. “Min søn er kok og vild med ost. Det samme er de fleste spaniere og udlændinge, så derfor har vi åbnet en lækker oste-tapasbar, eller et Quesería, som det hedder på spansk. Tilsvarende restaurationer fungerer fint i andre byer, så hvorfor skulle det ikke gå her,” spørger Anette sig selv. Stedet serverer udelukkende andalusiske produkter som vin, oliven, mandler, rosiner, pølse, olivenolie samt et stort udvalg af oste naturligvis. Restaurationen skiller sig også ud ved sit særprægede navn, Mr. ROHS, som er sønnens fire initialer, samt ved at have et galleri. “Det er en oste-tapasbar, hvor gastonomi og kultur går op i en højere enhed. Vi har altid kustudstillinger, kortfilm, lidt poesi og prøvesmagninger. Det er nyt og lidt anderledes,” slutter Anette Skou med et lunt smil. Hun har netop rundet de 60, men hun, og familien, er bestemt ikke bange for at prøve noget nyt. Attituden er den samme som i sommeren ’71.
 
Ti skæve til Anette
 
1. Hvornår er du mest barnlig?
Når jeg er nysgerrig. Jeg er er meget nysgerrig, og indenfor alt.
 
2. Hvornår blev du voksen?
Det ved jeg ikke. Jeg forsøger at holde mig ung – også af sind. Men jeg har altid taget ansvar. Og det er jo en voksen handling.
 
3. Hvad er din dårligste vane?
Jeg elsker lakrids. Og spiser for meget af den.
 
4. Hvad er det største, du har opnået?
At stifte min lille familie. Derefter min rolle på udlændingekontoret i Mijas, som jeg var med til at stifte.
 
5. Er der noget, du for alvor har fortrudt i dit liv?
At jeg aldrig kom på kunstakademiet i Århus. Men man kan jo ikke være to steder på samme tid.
 
6. Hvad er din største frygt?
At jeg eller min familie skal blive ramt af sygdom.
 
7. Har du et kommunalt drømmeprojekt?
Ja – et internationalt center ville klæde Mijas godt. Det skulle være et center for at fremme integration og forståelsen mellem de 125 nationaliteter, vi har i kommunen. Foredrag, messer, udstillinger, koncerter og andre events skulle pryde programmet.
 
8. Hvordan tackler du det, når pressen anklager kommunen for “urent trav” som korruption og embedsmisbrug?
Det er vigtigt med fri presse i et demokratisk land. Omvendt er det meget let for pressen af komme med beskyldninger. Nogle gange også for let, mener jeg. Derfor har vi domstolene, som udelukkende handler ud fra bevismateriale. Jeg tager det ikke personligt op, for jeg er funktionær – ikke politiker.
 
9. Hvorfor sammenlægger man ikke Mijas og Fuengirola kommune? De hænger jo unægtelig allerede sammen og tilmed ville det give mindre kommunal administration.
Det er et godt spørgsmål og en god idé, men…
Fuengirola hørte under Mijas i 1800-tallet, men ville være selvstændig. Fiskerne og nogle rige familier var trætte af, at deres skattekroner gik til at finansiere de fattige bønder i Mijas. Siden da har der været splid. Det sås tydeligt i 1991, da Esperanza Oña som ny borgmester i Fuengirola søgte Mijas om nogle jordstykker til nye kommunale projekter. Dagen efter sendte Mijas’ borgmester, Antonio Maldonado, to potteplanter til Oña med beskeden om, at det var den jord, hun kunne få. Selvom vi lever i år 2014 og Partido Popular sidder på magten i begge byråd, har fortiden sat sine dybe spor.
 
10. Hvad, synes du, er den største forskel på spanieren og danskeren anno 2014?
Der var store forskelle, da jeg kom i ’71. I dag er de langt mindre, fordi verden er blevet så global. Men fortiden med diktatur og kirkens rolle sætter spor og skaber forskelle. Men det er forskelle, som er positive og interessante.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com, foto: Mugge Fischer, mugge@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa