Det danske magasin i Spanien
Solbriller – er dine øjnes solcreme
 
web152
 
“Vi, der bor her på Costa del Sol, er så heldige, at vi har brug for solbriller næsten hele året. Det er meget få dage, solen ikke skinner og vores øjne ikke har brug for beskyttelse”, siger Juana Pérez, optiker og indehaver af Dan Optica i Fuengirola. “Det er meget vigtigt med beskyttelse, og det at have solbriller på handler ikke kun om at være med på moden, men også om at være smart, på den rigtige måde: At bruge hovedet og forebygge de skader, som solen kan forvolde på øjne og hud”.
Solens stråler har forskellige bølgelængder og kan opdeles i tre:
Synlig stråling (lys), infrarød stråling (også kendt som varmestråling) og ultraviolet stråling (UV). UV-stråling kan man umiddelbart hverken se eller mærke, og den kan deles op i UVA -, UVB – og UVC-stråling.
Den mest skadelige med størst indtrængningsevne er UVC. Denne stråling absorberes i atmosfæren, men i stadig mindre grad på grund af svindet i ozonlaget. UVA- og UVB-stråler når ned til os og det menneskelige øje.
Derfor er det så vigtigt, at solbrilleglas har de fornødne filtre.
De skadelige påvirkninger kan fx resultere i skader og forbrændinger af øjenlåg og øjenomgivelser (som i værste fald kan føre til hudkræft), skader og forbrændinger af hornhinden, som kan forårsage infektioner, og skader på øjets linse, som kan føre til grå stær. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO udgør udsættelse for specielt UVB-stråling en væsentlig risikofaktor for udvikling af grå stær. Desuden kan der opstå skader bagest i øjet – i nethinden og nethindens skarpsynscentrum, makula (den gule plet), som kan føre til AMD (aldersrelateret makuladegeneration)
For at undgå eller nedsætte de skadelige påvirkninger laves solbrilleglas med forskellige filtre og overfladebehandlinger.
Alle solbrilleglas bør have total beskyttelse mod UV-stråler. Solbriller købt på gaden eller i ikke-specialiserede forretninger har ikke gennemgået den strenge kvalitetskontrol, der kræves, og der er ingen garanti for, at glassene har UV-beskyttelse. Dette kan medføre de omtalte påvirkninger på alle niveauer og i mange tilfælde med permanente øjenskader til følge. Husk, at det er farligere at bruge solbriller uden UV-filter end ikke at bruge solbriller! Øjnenes pupiller udvider sig i mørke (når man tager solbrillerne på) og hvis solbrillerne ikke har UV-filter, er der fri passage for UV-strålerne. Desuden består solbrilleglas, som ikke er købt i specialiserede forretninger ofte bare af farvet plastik, som forvrænger billedet af det, man kigger på. Det kan give hovedpine og træthed.
Solbrilleglas klassificeres desuden på en skala fra 1 til 4 alt efter, hvor meget lys de lader passere, hvor 1 slipper ca. 90 % igennem (næsten klare glas) og 4 kun slipper mellem 5 og 8 % lys igennem (velegnet til sport under ekstreme lysvilkår som skiløb og sejlsport; de er IKKE velegnede til bilkørsel).
Ved valg af solbrille skal der også tages højde for glassenes farve, og her spiller kundens behov, daglige aktivitet og levemåde en stor rolle. Er du opereret for nærsynethed/langsynethed, grå stær, eller har uopereret grå stær, skal du bruge solbriller, og de mest almindelige typer er:
 
web35
 
Brune glas:
Anbefales til nærsynede. De øger kontrasten, men giver en smule ændring i farveopfattelsen.
Egnede til udendørsaktiviteter.
Vekslende lys/skyggeforhold
Grønne glas:
Anbefales til langsynede. De giver en smule ændring i farveopfattelsen.
Egnede til aktiviteter/sport forbundet med hav/strand.
Egnede til aktiviteter/sport forbundet med sne.
Grå glas:
Kan bruges af alle og giver praktisk talt ingen ændring i farveopfattelsen.
Egnet til blandede lysforhold.
Egnede til kørsel.
Gule glas:
Giver større kontrast og større dybdeskarphed.
Egnede til kørsel i tåge.
Egnede til sport med hurtige bevægelser (fx tennis).
Kan hjælpe ved enkelte former for svagsyn og nethindesygdomme.
Polariserede glas:
Blokerer for reflekser fra vandrette, plane flader som asfalt, vand, sand eller sne. Anbefales til bilkørsel og til alle typer udendørs sport, da kontrasten øges, og man undgår blænding og reflekser.
Du kan også få dine solbriller med styrke i de ovennævnte farvenuancer.
“Solbriller er lige så vigtige for din beskyttelse som solcreme, og desværre er solbriller for mange mere mode end sikkerhed” siger Juana Pérez.
Hos Dan Optica i Fuengirola er Juana, Diego og Annette klar til at hjælpe dig med at finde den korrekte solbrille til dit behov. Du er også velkommen til at ringe på 952 58 39 10.
 
Af Juana Pérez, Dan Optica

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.