5. del af serien om danskere, der har bosat sig væk fra de traditionelle danskerområder i Sydspanien.
Elsebeth Weeke har altid været en geschæftig kvinde. Da hun og hendes mand flyttede til Spanien i 1986, var drømmen et landsted, hvor de kunne få noget at rive i. Men havearbejde var ikke nok for parret, der snart åbnede en butik, og sidenhen blev Elsebeth Weekes helt store interesse at dyrke vanilje. Verdens mest arbejdskrævende landbrugsprodukt.
Det tager fem telefonopkald og en omvej langt op i Sayalongas bjerge, hvor den grå beton bliver til småsten, før vi endelig kan parkere i 74-årige Elsebeth Weekes indkørsel. Jorden er plettet af mandeltræernes blomsterblade, og olivengrenene svajer let i vinden. Bjerglandskabet brydes kun af selvlysende, hvide landsbyer, som tilfældigt er blevet drysset ud over det kuperede terræn. Vi er langt ude. Helt derude hvor ørnene vender.
“Min mand og jeg blev forelskede i Spanien på vores bryllupsrejse til Costa Brava i 1959. Jeg havde aldrig set noget, der var så smukt. Det var fantastisk, fordi det hele var uberørt. Efterfølgende rejste vi jævnligt herned på ferie, og i ’73 købt vi stedet her. Vi ville bo i det ægte Spanien, oppe i bjergene og langt væk fra turismen. Vi skulle have et sted på landet, hvor vi kunne bestille noget.”
Antikviteter i Andalusien
I ’86 flyttede ægteparret permanent til Sayalonga, og i 1990 købte de et hus i Cómpeta, hvor de etablerede en lille butik. Men efter mandens død i 2003 gik det sjove af projektet, og i 2005 drejede Elsebeth Weeke nøglen om i ‘Casa Mora’ for sidste gang.
“Vi har altid været samlere, og jeg gik meget på auktion i Danmark. Ofte kørte vi herfra ved fem-sekstiden lørdag morgen og tog på markeder i Málaga, Valencia og Sevilla. Det medførte, at vi havde alt for mange ting, så derfor åbnede vi forretningen. Min mand var meget fingerfærdig, og vi faldt ofte for ting, vi kunne sætte i stand.”
Den gamle finca bærer da også tydeligt præg af Elsebeth Weekes forkærlighed for antikviteter, glas og kakler. Stenhuset ligner noget fra et boligblad, men er tilsat den sjæl og autenticitet, som mange gennemførte hjem mangler.
Vaniljedrømmen
Vi har taget plads i husets tilstødende udestue, hvor solen bager ind gennem den store glasfacade. På bordet og i reolsystemet står skåle med hjemmehøstede mandler. Elsebeth Weeke taler meget artikuleret. Hendes skulderlange gråtonede hår er nydeligt sat med carmen curlers, mascaren ligger diskret på de buede vipper, og limegrønne keramikroser har fået plads i øreflipperne. Netop udestuen danner ramme om Elsebeth Weeke nye passion; Vanilje.
“Interessen for vanilje opstod, fordi jeg godt kan lide at bage og kokkerere. Men jeg undrede mig over, at priserne på vanilje var så vanvittigt høje. Så da jeg var i Indien i 2008, fik jeg fat i tre stiklinger fra en planteskole. Vores chauffør købte en pakke stanniol til mig, så jeg kunne pakke dem godt ind. Og så smuglede jeg dem fra Cochin over Dubai, videre til København og endelig til Málaga.”
Verdens mest arbejdskrævende landbrugsprodukt
Vaniljen stammer oprindeligt fra Mexico, hvor aztekerne brugte den som parfume og som afgift til kejser Montezuma II, der blandede den med kakao i en særlig vaniljechokolade. Da den spanske opdager og erobrer Hernán Cortés invaderede aztekerriget i 1521, blev han så begejstret for vaniljen, at han importerede den til Europa. Her lykkedes det at få planten til at gro og blomstre, men der kom aldrig frugter på den. Dengang vidste man nemlig ikke, at en mexicansk kolibri og en speciel brodløs bi bestøvede vaniljeblomsten. Så frem til det 19. århundrede var Mexico den eneste vaniljeproducent i verden.
“Det tager en del år, fra man planter orkideerne, til de får blomster. Blomsterne åbner sig i 8-10 timer en enkelt gang om året, og bliver de ikke bestøvet i dette tidsrum, falder blomsten af efter en dags tid. Lykkes befrugtningen, bliver blomsten derimod siddende og visner lige så langsomt. I løbet af maj måned sidste år havde jeg 54 blomster, som skulle befrugtes. Så det kræver stor bevågenhed, og det er enormt tidskrævende at dyrke vanilje.”
Vanilje anses da også for at være verdens mest arbejdskrævende landbrugsprodukt. Når vaniljeplanten bestøves, flytter man pollen fra blomsterbladende ned i blomstens ‘hals’. Derpå suger planten pollenene ned i stilken, som omdannes til en vaniljebælg. Og netop befrugtningen er det, der volder Elsebeth Weeke problemer. Hendes planter blomstrede første gang i 2012, men det endte helt katastrofalt, og hun fik ingen vaniljebælge.
“Jeg har nummereret alle planterne, så jeg kan holde styr på, hvornår de springer ud. Og så noterer jeg, om jeg får bestøvet blomsterne. For sommetider kommer man selvfølgelig for sent. Hvis blomsten åbner om morgenen, og jeg skal ud og handle ind, risikerer jeg, at den er lukket igen, når jeg kommer hjem. For den skal have været åben i cirka seks timer, når jeg bestøver den, og derfor er det for tidligt at gøre allerede om morgenen.”
Snart høstes frugten af arbejdet
Men lige straks kulminerer seks års eksperimenter og ventetid. Af de godt 50 blomster, som kom tilbage i maj, er det nemlig lykkes Elsebeth Weeke at få hele ni vaniljebønner. De er netop nu ved at modne, og når de endelig kan høstes i starten af marts, begynder endnu en langvarig proces. Fra høsten til vaniljen endelig kan nydes, skal den håndteres af menneskehænder mere end 120 gange. Så derfor må Elsebeth Weeke tage alternative metoder i brug, da hun rejser en del.
“Næste punkt er, hvordan jeg får dem modne. Det har jeg jo ikke prøvet før. Først skal de dyppes i meget varmt vand. Dernæst skal de tørres i solen, masseres og pakkes ind i varme klæder. Det er under denne proces, at de bliver sorte og får den karakteristiske aroma og smag. Man skal være over dem hele tiden i flere måneder. Men når det kun er ni vaniljebønner, kan jeg jo have dem med i lommen.”
Livsnyder i paradis
Vi går en afsluttende runde i huset. Duften er sød af olier, blomster og krydderurter. På køkkenbordet står en skål skiveskårne citroner, som er til overs fra sønnens fødselsdagsfest i weekenden. Og på et antikt træbord opbevares en stor samling avec, der vidner om en livsnyder, hvis hjem ofte danner ramme om hyggelige sammenkomster med danske, spanske, engelske og hollandske venner. I baggrunden spiller nummeret “Always look on the bright side of life”. Et mantra som Elsebeth Weeke tydeligvis lever efter. Til spørgsmålet om, hvorvidt hun har planer om at flytte tilbage til Danmark, når alderen indhenter hende, er svaret soleklart;
“Hvis jeg er rask, er jeg her også om 10 år. Der er jo ingen grund til at forlade paradis. Vel?”, spørger hun retorisk og bryder ud i et stort grin.
Af Runa Louise Ammitzbøll Flügge, runa@norrbom.com
