En brandhvisker i bjergene

Øvrigt

En brandhvisker i bjergene

Af Nanna Lunnemann, nanna@norrbom.com og Nicklas Vinde

september 1, 2013

Del

DANESA

PLUS+

Ladino - et sprogligt relikvie

Læs næste

Oppe i bjergene langt væk fra byens summen går en lille mand rundt for sig selv. Fra sin post på toppen af bjerget passer han på os. Han holder øje med, om brande er ved at opstå. På 20 kilometers afstand kan Domingo se, hvis en brand er under opsejling.

Vi er taget op på bjerget oven over Mijas, hvor Domingo sidder. Her skal vi høre historien om los vigilantes, vagterne, i de andalusiske bjerge. Turen hertil er smuk og meget stejl. Den smalle bjergvej snor sig som en slange om bjerget og munder ud i en endnu stejlere grusvej. Denne ender få hundrede meter fra toppen. Hertil og ikke længere kunne Antonios firehjulstrækker hive os op. Så vi må gå det sidste stykke på en steghed andalusisk sommerdag. Antonio Francisco Rodriguez Márquez er superviser for den offentlige miljøorganisation, der skal forhindre brande i Andalusien. Han har inviteret os med op for at besøge én af vagterne på bjerget. Mens vi går på den stejle sti, kan vi se Domingo på toppen spejde udover bjergene som en indianer på prærien. Dog ikke i bar overkrop og med fjer i håret, men i stedet i en gul, brandsikker skjorte og kasket på hovedet.

Udsigten fra toppen er misundelsesværdig. Er vejret varmt, er udsigten mere utydelig, men hvis den kolde brise kommer ind fra nord, kan Domingo se helt til Sierra Nevada. Et lille, grønt blikskur og et par pæle med stråtag er, hvad der er på toppen af bjerget, hvor han befinder sig ni timer om dagen.
I syv år har han holdt øje med brande fra bjergtoppen af Castillejos over Mijas. Domingo er 54 år og tidligere brandmand. Et hverv han besad, fra han var 18 år gammel. Men det kræver en vis fysisk form at være brandmand i de andalusiske bjerge, fordi det ofte er svært tilgængelig steder, man opererer i. Derfor var en omskoling til vigilante nødvendig, da Domingos form ikke længere klarede den barske, andalusiske natur.

Alene i ni timer om dagen
Under sit stråtag banket op med et par pæle, sidder han og holder øje med området, når han ikke lige er på vej rundt om bjergtoppen for at spejde ud og opdage eventuel fare på færde.
“Når jeg spejder ud over landskabet, har jeg et system, der fungerer således, at jeg kigger så langt ud i horisonten, som øjet rækker. Her starter jeg med at kigge zigzag tilbage, indtil jeg kigger ned på mine egne fødder. Og sådan bliver jeg ved, indtil jeg har finkæmmet området,” forklarer Domingo med en meget stærk andalusisk dialekt.

Én gang i timen skal han rapportere over radioen til centralen i Colmenar for at give melding om, at alt er i den fineste orden.
“Ingen nyheder her. Hasta luego,” siger Domingo, mens radioen skratter.

Under stråtaget er der et brandkompas, som man kan bruge til at måle, hvor branden helt nøjagtigt befinder sig, så man kan give en præcis melding til centralen. De mindre erfarne vigilantes har stor gavn af kompasset, men Domingo er så erfaren, at han kan klare sig uden hjælpemidler.

Málaga har 11 brandhviskere
Når der bliver observeret røg eller en begyndende brand, kalder den pågældende vigilante over radioen til centralen. Her er der et beredskab bestående af syv specialiserede brandfolk og en helikopter.
“Der er i alt 11 områder, eller torres som de bliver kaldt. De er besat af hver deres vigilante. Vi har en central, som hele tiden er i kontakt med de 11 vigilantes i Málagaprovinsen,” fortæller Antonio Francisco Rodriguez Marguez.

Det torre ud for Mijas, hvor Domingo er vigilante, hedder Castillejos, som er navnet på bjergtoppen. Det er dét navn, man bruger, når der kaldes over radioen, så de på centralen kan kende forskel på de 11 forskellige torres i provinsen.
“Indtil for syv år siden var der ingen vigilante på posten over Mijas. Men på grund af de mange brande, der opstod i området, fløj man et lille blikskur derop. Idéen var, at man senere skulle bygge en ordentlig base, når der kom flere penge til,” siger Antonio Francisco Rodriguez Marguez.
Men Domingo sidder stadig i sit lille blikskur, som helikopteren løftede derop for syv år siden. Krisen har gjort de økonomiske midler små, og man har været nødt til at spare. Det fik katastrofale følger.

Den store brand
I sommeren 2012 var der mange brande i Málagaprovinsen, hvoraf én fik tragiske følger. I slutningen af august sidste år hærgede en stor brand mellem Coín, Mijas og Marbella. Den var så voldsom, at mange måtte evakueres og branden kostede da også et menneske livet. Branden blev antændt af en mand, der ville brænde haveaffald af. Han forlod bålet, og det udviklede sig lynhurtigt til en stor og ukontrolleret brand.
“Under den store brand sidste år nedbrændte cirka 8.500 hektarer. Det var den værste brand i de syv år, jeg har været vigilante,” siger Domingo.

Men hvordan kan det ske, at en brand løber sådan ud af kontrol, når man har vigilantes, der er specialiseret i at holde øje med netop dette? Forklaringen er simpel. Og ærgerlig.

“I det område var der den dag ingen vigilante på arbejde. På grund af for små økonomiske midler, havde vi simpelthen ikke råd til at bemande samtlige poster hver dag. Uheldigvis opstod branden lige præcis i det område, hvor vi sparede bemandingen væk den dag. Vi har lært af vores fejl. I år har vi prioriteret anderledes, og der ikke må være ubemandede dage. En arbejdsdag for en vigilante er fra kl. 13-22, men vi kæmper for at få bevilling til at have posten besat i flere timer,” siger Antonio Francisco Rodriguez Marguez.

Det sker dog i særlige tilfælde, at nogle torres bemandes i længere tid end den daglige vagt fra 13-22. Det vælger man, hvis det er en tid med stor fare for brande i området.
Når en stor brand opstår, hjælpe hele regionen til, og beredskab sendes af sted fra hele Andalusien. Ved den store brand sidste år kom der helikoptere ind fra blandt andet Granada, Huelva, Cádiz og små fly fra Madrid beregnet til at lande i svært fremkommelige områder.

Historien om los vigilantes
Mange vil forbinde vigilantes med de gamle indianerstammer, der sad oppe i bjergene i Amerika. Men idéen med at have vigilantes stammer hverken fra indianere eller andre stammerelaterede traditioner. I dag er det vedtaget som en nødvendighed rent politisk, og der findes vigilantes i hele Spanien. De sidste 30-40 år har man haft deciderede vigilantes, som har siddet på bjergets top og vogtet. Men der har alle dage været folk, der arbejdede i bjergene. Fx bønder. Og det var de folk, der meddelte om brandene. Det gjorde de ved at pile af sted mod landsbyen for at sprede rygtet på barerne og i butikkerne og søge efter folk, der ville hjælpe med at slukke branden. I dag sidder der professionelle brandhviskere på bjergets top og sørger for vores sikkerhed.

Et job som vigilante kræver erfaring og kendskab. En vigilante har typisk mange års erfaring som brandmand, inden han sætter sig på bjergtoppen. Derudover kræver det, at han kender sit område. Han skal have kørt rundt i det og udforsket det til hudløshed, så han kan give en præcis tilbagemelding til centralen om stedets tilgængelighed. Ud fra vigilantens oplysninger besluttes det på centralen, om beredskab skal sendes ud til fods eller i helikopter.

I Málagaområdet er der ca. 100 brande om året. For at man kan karakterisere det som en brand, skal den være ukontrolleret. Ukontrolleret vil sige, at ikke én mand alene kan kontrollere den.
Brandene opstår typisk ved, at bønder forsøger at brænde noget af på en kontrolleret måde, som alligevel udvikler sig til ukontrollerede brande. Eller desværre på grund af pyromaner, der antænder brandene.

Af Nanna Lunnemann, nanna@norrbom.com og Nicklas Vinde