Belchite – et gribende monument over den spanske borgerkrig

Byen Belchite var skueplads for nogle af de værste kampe under den spanske borgerkrig, men i stedet for at genopbygge byen valgte man at lade den ligge som et monument over krigens rædsler. Det er en gribende og bevægende oplevelse at vandre igennem byen, hvis ruiner ligger tilbage som et stumt vidne om krigens meningsløshed og de menneskeliv, der gik tabt her. Hvis man ikke allerede ER pacifist, bliver man det helt sikkert ved at gå rundt imellem murbrokkerne og tænke på de lidelser, som byen var vidne til i 1937. Belchite ligger i Zaragoza provinsen, 50 km. sydøst for Zaragoza.

Byen Belchite var ikke i sig selv af nogen stor strategisk betydning, så det kan undre, at det lige netop blev her, at nogen af krigens værste kampe fandt sted. Når byen alligevel blev skueplads for voldsomme kampe, skyldtes det, at republikanerne ønskede at forhindre at den vigtige havneby Bilbao faldt i Francos hænder. Strategien var så, at man ville lancere et overraskelsesangreb imod Zaragoza og derved tvinge Franco til at trække sine tropper bort fra nordfronten og dermed lette presset imod Bilbao. På republikanernes vej op imod Zaragoza lå Belchite, som altså måtte erobres for at vejen til Zaragoza lå fri. Men Francos tropper var ikke sådan lige at løbe over ende, og på trods af at 80.000 republikanske soldater blev kastet ind i kampen, blev den alligevel meget hård, for selv om ”de røde” var i overtal, var frankisterne langt bedre udrustet, og de havde støtte fra de moderne fly, som Hitler og Mussolini havde lånt ud til Franco.

Det er ikke munter læsning at dykke ned i øjenvidneberetninger fra den spanske borgerkrig. Det er for grumt, for udueligt og for ulige. På den lovformeligt valgte regerings side (los republicanos) kæmpede de Internationale Brigader, som var en forsamling af idealister fra hele verden, der, optændte af retfærdig harme imod fascismen, var indstillede på at give deres kræfter, sved og blod for en verden uden tyranni og diktatur.

Heriblandt var den danske idealist Leo Kari, hvis erindringsroman ”Bag Spaniens bjerge” er en førstehåndsberetning om krigen. Her fortæller den kun 18årige Leo Kari om, hvordan de frivilliges hede idealisme langsomt blev undergravet af den republikanske hærs håbløse amatørisme. Der var mangel på alt: organisation, befalingsmænd, uniformer, mad, vand, indkvartering, tæpper, køretøjer, våben, ammunition, fly, strateger og frem for alt forstand. Krigsførelsen gik op i interne stridigheder, magtkampe, ævl, kævl og inkompetence, og i stedet for at bekæmpe fjenden, gik adskillige af de kommunister, der kæmpede på republikkens side, mere op i at bekæmpe anarkisterne end i at bekæmpe den egentlige fjende: frankisterne.

Den spanske borgerkrig er på mange måder et monument over organisatorisk uduelighed og magtmisbrug. Der var nærmest ikke noget, der fungerede, og det kan ikke undre, at det blev Francos tropper, der løb af med sejren, for de havde dog en vis form for militær uddannelse, og de blev jo som bekendt også hjulpet med våben, tropper og fly fra Tyskland og Italien. Udover Sovjetunionen var der ingen af de øvrige europæiske lande, der officielt ønskede at yde støtte til Republikken  – naturligvis til stor harme for de ildsjæle, der kæmpede i de Internationale Brigader.

Ved indgangen til Belchite.

Leo Kari var med i kampen ved Belchite og han fortæller levende om forholdene. Et planlagt natligt angreb på byen giver et gribende billede af omstændighederne og tilfældighederne ved denne krigsførelse. Planen var, at man ved midnat skulle kaste et par brandbomber ind i byens forreste huse for at antænde dem, imens man afspillede ”Internationale” på en gammel grammafon. Brandbomberne bestod af et par tæpper, der i sidste øjeblik skulle overhældes med benzin og så antændes. Det var Leos job at udføre denne aktion sammen med sin ven Martin. Der gik kludder i det hele, dunken med benzin var alt for tung at bære og måtte slæbes. Inden de kom frem, blev aktionen aflyst oppefra, uden at Leo og hans ven fik besked; de slæbte sig hen til det yderste hus og fik med besvær hældt benzinen over tæpperne, fandt tændstikkerne frem og satte ild til. Da de smed en håndgranat ind i ilden, blæste granaten ilden ud, Martin blev ramt af et skud, og ”Internationale” gjaldede ud over mørket på trods af, at aktionen var afblæst. Martin døde i armene på Leo, som måtte efterlade liget af sin ven et sted i Belchites udkant.

Det må siges at være lidt af et under, at Leo Kari overlevede sin deltagelse i Den Spanske Borgerkrig.  Han vendte hjem fra Spanien i oktober 1938, syg, nedbrudt og desillusioneret. Senere blev han sammen med andre spanienfrivillige interneret i Horserød på tyskernes foranledning. Hele sit liv var Leo optændt af politik, og han spillede en vigtig rolle i dannelsen af Socialistisk Folkeparti i 1956. Det var også Leo, der engang i 1970erne solgte det stykke jord i Thy, hvor Thylejren blev grundlagt, og hvor den ligger endnu. Leo Kari døde i 1974 for egen hånd. Han var livet igennem præget af eftervirkningerne af sin traumatiske krigsdeltagelse og led ofte af depression. I 1994 fandt Leos datter, Lenni Kari, faderens dagbogsnotater fra krigen i Det Kongelige Biblioteks håndskriftssamling, og hun redigerede senere notaterne, som udkom i bogform i 1998.

Erik imellem korset og urtårnet (Torre del reloj).

Belchite fik stor symbolsk betydning for frankisterne, fordi der her blev ydet en meget stor og modig modstand. Da krigen var forbi, lod Franco sig udnævne til landets overhoved ovenpå resterne af byen, og der blev bygget et monument over de faldne på Francos side. Dette monument kan i dag ses lidt ovenfor hovedgaden, og her kan man læse den interessante inskription: ”Hay un blanco trono en el universo por cada noche negra en la tierra” – ”Der findes en hvid trone i universet for hver sort nat på jorden”. Her må man sige, at der tales om en vis form for himmelsk kompensation for de lidelser, der måtte udståes.

Belchite er et besøg værd, hvis man er på de kanter. I dag ligger det moderne Belchite lige ved siden af ruinbyen, og hver dag er der guidede ture rundt imellem murbrokkerne kl. 10.30 og 12.30. Belchites turistforening ser helst, at man ikke besøger byen på egen hånd, for der er en vis fare for, at nogle af de gamle murbrokker falder ned i hovedet på de besøgende. Det gjorde vi alligevel, for vi ankom om eftermiddagen. Se mere om byen på www.belchite.es

Det, der før var byens fineste kirke: Iglesia de San Martín.

På vores vej til Belchite overnattede vi på paradoren i Alcañiz, som ligger ca. 50 km sydøst for byen. Paradoren i Alcañiz er en af de fineste i Spanien, idet den ligger i en gammel borg og er smukt istandsat. Paradoren troner højt over byen, og udsigten deroppe fra er absolut femstjernet. Et besøg her kan anbefales, og jeg kan ikke lade være med at føle mig meget priviligeret over, at man sådan kan komme til at bo på en gammel, historisk borg og spise i de fine højloftede spisesale, mens man hører historiens vingesus over sit hoved. Det er da specielt!

Fotos:

128: Ved indgangen til Belchite

133: Hovedgaden

136: Byens fine portal

146: Hovedgaden set imod indgangsportalen

150: Iglesia de San Agustín

154: ”Der findes en hvid trone i universet for hver sort nat på jorden”

153: Monumentet over Belchites faldne

156: Gade i Belchite

161: Erik imellem korset og urtårnet (Torre del reloj)

167:

169: Else foran San Martín

173: Inde i San Martín

182: En by i ruiner

184: Kirken med Convento de San Rafael til venstre

188: Iglesia de San Agustín

195: Erik blandt murbrokker

191: Inde i San Agustín

176: Det kan vælte når som helst

175: Klosteret Convento de San Rafael