Kære læser oktober 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jeg havde sådan en lidt skæv dansk oplevelse forleden. Jeg skulle på kursus i fædrelandet og en medkursist spurgte i en mail til alle deltagere om kørelejlighed fra København til Fyn. Jeg svarede prompte, at hun var velkommen til at køre med mig. Jeg havde lejet en bil i lufthavnen og tænkte, at det kunne være hyggeligt med selskab på køreturen. Der gik et par dage, hvorefter hun svarede, at hun havde regnet lidt på det, og var kommet frem til, at det ikke kunne betale sig at køre med mig, medmindre der var fire personer i bilen. Okay! Den havde jeg ikke set komme. Hvorfor var det nu lige, at jeg ikke kunne regne ud, hvordan det kunne være billigere at tage toget end at køre gratis med mig? Med assistance fra gode mennesker i min omgangskreds, der har mere forstand på den slags end jeg, fandt jeg ud af, at man ikke gør noget for andre uden at tage sig betalt for det. Jeg skal bestemt ikke pudse min glorie, for jeg havde da udelukkende lejet bilen for at fragte mig selv til Fyn, men hvis andre kunne få glæde af det, så… Var det mon også sådan, da jeg for snart et kvart århundrede siden boede i Danmark? Det kan jeg heldigvis ikke huske.

Derimod har jeg ingen problemer med at huske, at muslimske fundamentalister fløj ind i World Trade Center for godt 11 år siden. Og hvis ikke det var en provokation, ja så ved jeg ikke, hvad det var. Jeg bliver bare så træt i betrækket, når jeg ser en masse sure muslimer skabe sig over en amatøragtig film som “Innocence of Muslims”. Så lad da være med at se den, for pokker! Koncentrer jer nu bare om jeres eget – og gerne hjemme hos jer selv! Flere ledende skikkelser i det muslimske samfund i Danmark var da også ude med budskabet: Ti filmen ihjel! Og ja, det er sådan, man gør med den slags. Men nej, nej, svar på tiltale skal der til med både brosten og missiler. Jeg har sagt det før, og gør det gerne igen: Lad os nu bare erkende, at de muslimske lande ikke vil vores demokrati (hvilket jeg i øvrigt bliver mere og mere tilbøjelig til at kunne forstå). De sidder og griner bag deres lange skæg over vores ‘hjælp’ til fx at komme af med irriterende diktatorer. Sidst Gaddafi i Libyen, som de, provokeret af en film, kvitterede for med drabet på en amerikansk ambassadør…

Sensommerens helt store forsidebasker gav en af mine kæpheste masser af frisk hø. Det var egentlig ikke skadestuesagen fra Vollsmose i sig selv, men mere det faktum, at politikere og journalister igen igen viste sig fra deres lammeste side. Hvorfor reagerede Natasja Crone fx ikke med et skarpt spørgsmål, da Mohammed på TV2 Nyhederne sagde, at det hele skete, fordi politiet havde provokeret ballademagerne ved holde mere øje med dem end alle andre Vollsmose-borgere – og den slags bliver de altså sure over. Og surhed var årsagen til, at de overreagerede (og her kommer den bedste) for meget. At simpel surhed, over at politiet forsøger at gøre deres arbejde, er nok til at smadre en skadestue er i sig selv så absurd, at det ikke får mere spalteplads her. Lad os i stedet kigge på gradsbøjningen af reaktionen. Hvordan kan man overreagere for meget? Det ligger vel temmelig intrinsisk i ‘over’-delen af ordet, at der er tale om at gøre noget for meget. Nå, men det kan muslimer åbenbart, og de kan endda gøre det uden nogen særlig konsekvens, fordi vi er så bange… For dem? Trusler og vold har tilsynelandende fået lederne af den frie verden til at sætte ytringsfriheden til salg.

Fra Egypten forlød det forresten, at nogle af demonstranterne tog sig betalt for at protestere mod Muhammed-filmen. Og det gør man vel kun, hvis det, der demonstreres imod, ikke ligger én meget på sinde. Så de tog sig måske betalt for at gøre noget for andre – ligesom man åbenbart gør i Danmark.

he

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa