Kære læser september 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jeg har altid været en meget ‘sort eller hvid’-person. Hos mig var der ikke plads til gråzoner. Jeg dannede mig klare meninger om, at tingene var på enten den ene eller den anden måde. Var jeg i tvivl, undersøgte jeg hurtigst muligt sagerne, så jeg kunne melde helt klart ud. Måske er det alderen, måske er det tiden, vi lever i. I hvert fald har jeg inviteret tvivlen indenfor i mit liv. Det er okay for mig at tvivle. Faktisk er det blevet en nødvendighed at tvivle. Det giver plads i mit sind, rummelighed for nu lige at bruge et klichéfyldt ord, der var moderne for år tilbage, mens jeg gik rundt og var det modsatte. Jeg for i blækhuset og hidsede mig op over snart det ene snart det andet. Jeg søgte konflikt. Hvorfor? Fordi jeg dybest set var i tvivl. Konfliktens væsen er komplekst. Og kun når vi er helt sikre, søger vi den ikke. Fx ville jeg selvfølgelig aldrig gå ind i en konflikt om, hvorvidt jeg er en kvinde, synger virkelig dårligt eller er en dansker, der bor i Spanien. Derimod vil jeg gerne diskutere, om IVA-stigningerne er en del af en fornuftig vej ud af den økonomiske krise – og her lade min tvivl komme Rajoy til gode. Jeg vil også gerne diskutere Syrien, men igen: Hvis flertallet af den syriske befolkning (ligesom de andre befolkninger, der i det arabiske forårs navn har valgt sharia-lov og fundamentalisme fremfor en sekulær diktator) hellere vil ledes af Det muslimske Broderskab, skal vi så have så mange meninger om det? Jeg er kommet i tvivl. For er det ikke på tide, at vi tager kampen op med vores egne magthavere – energiindustrien – og kræver, at de udvikler noget energi, der gør os uafhængige af de store olieproducerende lande i Mellemøsten (læs: Holder op med at jage de mennesker, der forlængst har opfundet alternative, rene og billige energiformer, ned i sorte huller)? Det kunne også være interessant at tale med Johanne Schmidt-Nielsen om sommerens største agurk: Enhedslistens revolutionstrussel eller med nogle overførselsindkomstdanskere om det faktum, at man ikke både kan blive hængende på dagpenge og samtidig have et fint hus med friværdi og en ægtefælle, hvis løn man godt kan leve af. Det er bare i tvivl om, hvorvidt jeg gider. Konflikten er nødvendig. Uden den udvikles visdom ikke. Og vejen til konflikt er tvivl. Man kommer aldrig videre i hverken uddannelse, videnskab eller i livet, hvis man ikke betvivler ting. Som PH sagde: Det har altid været tvivlen, der flyttede bjerge.

Forleden genså jeg en af mine yndlingsfilm, instruktøren John Patrick Shanley’s geniale Tvivl fra 2008. De af jer, der endnu ikke har set den, bør gøre det. Faktisk burde filmen være obligatorisk pensum allerede på grundskoleniveau. Afslutningsvist vil jeg referere en lignelse, som en af filmens hovedpersoner, Fader Flynn (fremragende spillet af Philip Seymour Hoffman) fortæller sin menighed.

En kvinde sladrede med en veninde om en mand, som hun dårligt nok kendte. Samme nat drømte hun, at en mægtig hånd kom frem og pegede ned på hende. Hun følte straks skyld og næste dag gik hun til skrifte. Hun fortalte præsten det hele. “Er det en synd at sladre?”, spurgte hun. “Ja”, svarede præsten. “Gå hjem og tag en pude med op på dit tag, spræt puden op med en kniv og kom så tilbage.” Det gjorde hun og vendte tilbage til præsten. “Hvad skete der?”, spurgte han. “Fjer”, svarede hun. “Fjer overalt, fader.” “Gå tilbage og saml dem op”, befalede præsten. “Det kan ikke lade sig gøre”, sagde hun. “Jeg ved ikke, hvor de er. Vinden har spredt dem overalt”. “Og det”, sagde præsten, “er sladder”.

Fader Flynn, som er en af de bedste prædikanter, jeg har set på filmlærredet, anklages for overgreb mod drenge og filmen er en skildring af det helvede, som tvivlen også er.

he

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa