Problemet med at munden er...

… at den nogle gange fører sit helt eget liv. Ikke noget med lige at have en stille samtale med hjernen først. Nej, nej, den skal da bare snakke derudad. Snakke, snakke, snakke, helt uden pause. Min far plejer at sige, at jeg bare snakker for at få luft. For jeg snakker virkelig meget. Og meget af det burde nok egentlig bare blive inden for mundens to læber. For nej, det er ikke altid guldkorn, der kommer ud. Ud af de 7000 ord, der i gennemsnit kommer ud af en persons mund, om dagen, burde jeg nok bare nøjes med de 3000. Men jeg vil da hellere end gerne opgradere det til 3050, den dag jeg får smidt en kæk bemærkning i ansigtet, som da jeg fik at vide, at den bedste investering for firmaet, ville være en mundkurv til mig. Da valgte min kære mund at tage en forlænget weekend, og jeg fik kun fremstammet en udefinerbar hmpf-lyd, efterfulgt af røde kinder og så voldstomt et drej på min kontorstol, at jeg næsten faldt af. Først og fremmest fremstod jeg som en komplet idiot og derefter en anelse pigesur. Lige her, kunne det have været rart, at der var indgået en samarbejdsaftale mellem mund og hjerne, der var ligeså bindende som Geneve-konventionen.

Haha, vi kan bare multitaske
Vi kvinder ynder gerne at blære os med, at vi kan multitaske. Vi kan have flere bolde i luften end mænd. Men til hvad nytte? F.eks. tog mig selv i at tage fodbad, stryge, se fjernsyn og snakke i telefonen, samtidig. Altså samtidig med at jeg læste korrektur på en artikel, med en cigaret i mundvigen (ikke et særligt feminint billede. Forestil dig Bridget Jones, der er ved at stryge sit hår, med en cigaret, der voldsomt trænger til, at blive asket). Men jeg ved ikke, hvor smuk en egenskab det er, at kunne tænke ét og sige noget andet… eller endnu værre: at sige det man tænker! Men stadig, er det én ting at sige det, man tænker, noget andet er at tænke noget, som faktisk er meget klogt, men som så på en eller anden mærkværdig måde bliver til en så indviklet og stupid sætning, at man kan mærke, hvordan man rødmer, mens man stadig snakker, og ens hjerne, forgæves prøver at råbe: ”HOOOOLD NU KÆFT!”

Stressfaktor-5000 og sovesofa
Men heldigvis er jeg ikke den eneste. Bare tænk på Lars von Trier. Jeg ved godt, at han er den ultimative provokatør og at han var en anelse påvirket af spiritus på givne tidspunkt; men at komme med et statement om jøder, der vil minde om en udtalelse, der ligeså godt kunne komme fra Hitler ham selv. Den er altså ikke god. Ytringsfrihed eller ej. Eller Joachim B Olsens udtalelse om, at vi ingen fattige i Danmark har. Og at de, som er ikke-bidragende til samfundet, bare kan lave et våben ud af et par aflagte stålkugler og et par tennissokker, for det har de jo hele dagen til. For så derefter at gå ud i naturen og nedlægge et dyr. Kun to måneders manglende søvn og et stressniveau på 5000 kan undskylde en sådan udtalelse. Men han sov selvfølgelig også på en sovesofa, på sit kontor, (som han i øvrigt ikke havde tilladelse til), så han har nok ikke sovet så godt.

Jeg var ude med en fyr, der efter pinlig tavshed udbrød: ”I kvinder vil jo gerne have, at vi siger pænt godnat og tak for en god aften, og i og med vi kun har et begrænset antal ord at bruge pr. dag, så vil jeg gerne overveje mine.” Hmm, det var noget, jeg utrolig gerne ville lære at gøre…

Jeg er af den overbevisning, at min mund behøver en værge.