Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Vil du opleve livsfarlige krokodiller, skumle tigere, delfiner og søløver? Eller måske vil du højt op i en svævebane, teste vandland med udfordrende vandtunneler eller en tur i tivoli?

Begynder børnene at blive trætte af de hede og endeløse dage på stranden? Måske er de blevet forbrændte af solen eller måske ønsker de bare lidt afveksling? Her på Costa del Sol findes mange attraktioner, som passer til både børn og voksne. La Danesa’s store sommerguide giver dig et overblik.

Vi har nemlig meget mere end sol, hav og strand!

Søløver og delfiner
Alle elsker delfiner, og i Selwo Marina i Benalmádena elsker delfinerne også deres publikum. Unge og gamle gisper i blanding af fryd og forskrækkelse, når delfinerne pludselig bryder vandoverfladen og hopper flere meter i vejret. Udover det fantastiske show, er det også muligt at svømme sammen med de legesyge delfiner.

Her finder du også søløven Bruno, som gerne vil med på et billede sammen med din lille guldklump. Ellers indeholder marinaen bl.a. slanger, pingviner, papegøjer og livsfarlige piratfisk.

300 krokodiller
– Se, siger dyrepasseren og peger på den store krokodille. Dyret åbner munden på vidt gab og brøler uhyggeligt. En skrækblandet fryd spreder sig blandt publikum. Her i Krokodilleparken findes flere end 300 krokodiller. Den største vejer over 600 kg. Hvis du vil, kan du også få lov til at holde en krokodilleunge. I anledningen er munden nemlig tapet godt til. Krokodilleparken ligger lige udenfor Torremolinos centrum.

Kystens største badeland
Ligeledes i Torremolinos ligger Aquapark, det største badeland på Costa del Sol. Her findes et stort udvalg af vandrutchebaner og lange rør – i alt 17 attraktioner. Badelandet byder på noget til alle aldre. Du kan også svømme sammen med en ægte og tam sæl.

Der findes flere badelande langs kysten, blandt andet i Vélez-Málaga og i Mijas Costa.

Blæksprutte-mania
I akvariet SeaLife ved havnen i Benalmádena finder du blæksprutten Iker, som jævnligt bliver brugt af spanske medier til at tippe resultaterne i vigtige fodboldkampe. Rigtig nok begik Iker en styg bommet, da den blev spurgt om hvem der ville vinde sidste års Champions League-finale. Blæksprutten holdt på Manchester United…

Men bortset fra det, er Iker ligeglad og boltrer sig i vandet sammen med alt fra små søheste, vandmænd, søstjerner til skildpadder og hajer.

Tivoli World
Længere oppe på bjergsiden i Benalmádena ligger Tivoli World, som byder på pariserhjul, rutchebaner og karruseller for både små og store. Til sammen 44 attraktioner.

For de mindste (over 1,10 m) findes der 10 attraktioner. Stedet er ideelt sent på eftermiddagen, først på aftnen, når solen er ved at gå ned og den værste varme er væk. På området finder du både restauranter, pizzeriaer og self-service. Og derudover byder Tivoli ofte på underholdning fra egen scene.

Op i højden
Lige over for tivoli ligger næste attraktion, svævebanen, som fører dig 800 meter til vejrs. Her oppe på Monte Calamarro finder du Kystens bedste panoramaudsigt, og på klare dage, er det muligt at se helt til Gibraltar og Marokko. Derudover findes der tamme falke, som er trænet til jagt, en ældgammel tradition, som nu er beskyttet af Unesco, som del af verdensarven.

Ulv, ulv
I byen Antequera nord for Málaga, finder du Kystens egen ulvepark. Her kan du deltage på guidede ulveturer, natarrangementer med ulvehyl samt ridning og dyrehave med de mest populære kæledyr.

Zoologiske haver
Helt i sydvest, i Estepona, ligger den enorme naturpark Selwo Aventura, som rummer mere end 2.000 dyr, alt fra elefanter, bjørne, tigere, giraffer og kameler til den udrydningstruede iberiske los. Her kan du tage på safari og prøve dig som eventyrer med bue og pil.

Endnu en zoologisk have findes i Fuengirola; Bioparc. I denne tropiske have bevæger dyrene sig i et mere naturligt miljø end mange andre steder. I juli og august holder parken åbent indtil midnat og byder på specielle natarrangementer.

På ”El Refugio del Burrito” kan du ride og ellers nyde et måltid i selskab med 70 æsler.

Lidt sejere?
Flere steder kan du også leje quads, firehjulstrukne motorcykler, og køre ud i de forskellige skove og nationalparker. Du kan bl.a. leje en dem i Marbella eller tage med på organiserede udflugter med jeep til den historiske by Ronda.

Er du stadig sulten på oplevelser, så tilbyder de fleste havne og badestrande langs Kysten bådture for at se på både hvaler og delfiner, scuba-diving, ekstreme motorbåde, paragliding på havet og fisketure.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa