Aracena – Andalusiens glemte hjørne

Naturparken Sierra de Aracena y Picos de Aroche ligger i Huelva provinsen, i den vestlige del af Sierra Morena eller ca. 60 km. nordvest for Sevilla. Parkens vestligste del når helt hen til den portugisiske grænse, så vi er kommet helt derhen, hvor kragerne vender. Naturparken er 1868 km2 stor og er dermed lige så stor som 2/3 af Fyn. Der er tale om et bjergområde, hvis højeste punkt når op på 959 m.o.h., og bjergsiderne er i stort omfang dækket af de såkaldte ”dehesas”, som er store indhegninger med spredte træer, hvor der går kreaturer. Disse ”dehesas” har eksisteret i århundreder, og området har en tradition for opdræt af kvæg, der har gået rundt i disse herlige omgivelser og boltret sig. Vi er taget til Aracena for at udforske denne lidet kendte del af Andalusien, og det kom vi ikke til at fortryde.

Man skal beregne lidt over 3 timer fra kysten for at nå frem til Aracena, men så er man også nærmest kommet til en hel anden verden. Her er næsten ingen turisme, og alt ser ud til at ligge hen, som det har gjort i århundreder. Alt ånder fred og ro, og det er som om tiden er sat i stå. Her er i sandhed en lille lomme uberørt natur, som visse steder er blevet pænt formet af menneskets hånd. Herom vidner de mange stenindhegninger, der i århundreder har været basis for områdets økonomi: Las dehesas.

En ”dehesa” er en stor indhegning, som regel afgrænset af et stengærde, hvor der står spredte træer. Under og imellem disse træer vokser der græs og andre naturlige urter, og sådan en indhegning er et perfekt sted til opdræt af kvæg, for der er massevis af plads, og kreaturerne kan ligge i skyggen af de store træer, når de trænger til at ligge ned. Da det aldrig bliver for koldt til ”udeliv” lever dyrene her hele året rundt. I Aracena er ”las dehesas” i århundreder fortrinsvis blevet brugt til opdræt af den iberiske gris, som giver nogle af verdens bedste skinker.

Vi havde valgt at bo i landsbyen Alájar, som ligger ca. 20 km vest for hovedbyen Aracena. Vi havde valgt Alájar, fordi der her findes et par meget fine ”posadas” (kroer – se www.posadasalajar.com), og også fordi byen er udgangspunkt for adskillige vandreture. Vi boede på den meget fine økologiske ”posada” San Marco midt i Alájar, og det er et skønt sted. San Marco ejes og bestyres af det engelsk / spanske par Lucy og Angel, og de har investeret deres sparepenge i dette lille rurale hotel, hvor alt er økologisk (selv malingen) og som opvarmes ved hjælp af jordvarme. Der er derfor et meget behageligt indeklima, og hvor de fleste andre spanske hoteller er halvkolde, var der dejligt varmt overalt på San Marco, og det varme vand kom lige ud af jordens indre med en behagelig temperatur. Lucy laver aftensmad, så man kan bare bestille dagens menu hos hende, men derudover byder Alájar på en del andre restauranter.

Vi ankom ved 3 tiden om eftermiddagen, og det betød, at vi lige kunne få tid til en god vandretur. Vi valgte turen til nabobyen Linares via den delvist forladte landsby Los Madroñeros. Turen er en ægte rundtur på små 12 km, og da den starter lige ved Posada San Marcos, er vi straks på banen. Stien går ud af Alájar i sydøstlig retning og går imellem stengærder med ”dehesas” på begge sider. Man får virkeligt indtryk af, at man går i et landskab, der ikke har ændret sig i hundrevis af år. Stengærderne ser ud som om de har stået der i århundreder, og træerne gør det samme.

Kort efter turens start bliver vi mødt af et stort skilt, der viser en rute, der hedder ”sendero el Caracol”, og den kan man tage, hvis man ikke orker at går helt til Linares. Caracol rundturen er kun på 4 ½ km.

Turen til Linares er afmærket med en hvid/gul stribe, så det er ikke nødvendigt med vejbeskrivelse. Man skal bare følge stien og holde udkig efter markeringerne. Efter ca. 3 km. kommer man til landsbyen Los Madroñeros, som engang i 1800 tallet havde 150 indbyggere, men som stod mennesketom ved udgangen af 1900 tallet. Landsbyen er blevet ”reddet” af kunstnere og turister, som har købt nogle af de gamle huse og sat dem i stand. Man skal helst ikke gå igennem landsbyen, for på et skilt beder de derboende om, at man tager stien, der går nedenfor byen, så man ikke forstyrrer for meget. Stien fører dog alligevel op til ”centrum”, forbi den efter omstændighederne meget store (og forladte) kirke og byens torv, hvor der står et enligt morbærtræ. Vi så ikke en levende mors sjæl, men der var til salg skilte på et par af husene, så hvis man vil ud og bo med meget fred og ro, kan der sikkert erhverves et hus til små penge i Los Madroñeros.

Stien fortsætter forbi store indhegnede landområder, men det hele virkede lidt forladt og mennesketomt. På et tidspunkt skal vi krydse en lille bæk, og inden længe begynder stien at gå nedad mod Linares. Nu havde jeg sat næsen op efter en lille forfriskning i Linares, men nu skal man jo ikke tro, at der er tale om nogen storby. Der findes ganske vist en god kro ”Meson Arriero” i Linares, men den var lukket, så det var småt med muligheder for ganelindring. Men på vej ud af byen tilbage mod Alájar passerede vi en mængde appelsinlunde, hvor de store modne frugter bare lå på jorden, så dem mæskede vi os med, og de smagte jo flere hundrede gange bedre end nogen Fanta.

Vejen tilbage mod Alájar går hen forbi kirkegården og løber et stykke langs med et vandløb, inden den kryber opad ca. 200 højdemeter til den rammer kørevejen mellem Aracena og Alájar. Herfra går en fin sti lige ned til Alájar. Nu er klokken ved at være 19.00, så vores tur har taget små 4 timer. Vi kan lige nå et lille hvil, inden vi skal ned i restauranten på San Marco og nyde Lucys dejlige mad.

Næste morgen gælder det den fine by Almonaster la Real, som ligger ca. 15 km. vest for Alájar. Byen er kendt for sin meget fine moské, som blev bygget engang i 900 tallet og som ligger på en lille bakketop lige ved siden af byen. Man kan parkere ved indkørslen til byen og så gå igennem de fine gader med appelsintræer, hen forbi kirken, den centrale plads og op til den gamle arabiske borg, som også rummer moskéen. Oppe fra borgen er der en fin udsigt – ja, man kan næste se helt til Portugal.

Også fra Almonaster udgår der en fin vandretur, som går i vestlig retning ud af byen. Man følger først vej A470 et stykke indtil en sti dukker op på venstre hånd. På et skilt står der ”fin de sendero” og selv om det betyder ”stien ender her”, er det her, stien starter. Det er en meget fin sti, som igen løber imellem ”dehesas”. Dele af brolægningen stammer helt fra romernes tid, så man bliver hele tiden mindet om, hvilket historisk område vi befinder os i. På et tidspunkt krydser stien et lille vandløb og derefter jernbanen. Lige efter jernbanen kommer vi til landsbyen Acebuche – ca. 4 km fra Almonaster. Her kan man enten vende om og gå tilbage den samme vej, eller man kan gå videre til Arroyo og derfra tilbage til Almonaster. Dermed bliver det til en rundtur, og det gjorde vi. Turen er så på ca. 10 km., men det sidste stykke er på landevejen A 470 – ikke at det er et problem, for der kommer sjældent en bil.

Og nu gælder det hovedbyen Aracena, men på vejen dertil skal vi lige op på det specielle udsigtspunkt Peña de Arias Montano, der ligger lige bagved Alájar, og som man kan se fra Posada San Marcos have. Man kommer op til udsigtspunktet ved at køre til venstre lige efter Alájar. Et par hundrede meter oppe ligger udsigtspunktet med et lille kapel og nogle boder, der sælger forskellige lokale produkter såsom skinke, honning og kastanjer. Til vores store morskab står der en Coca Cola automat med et stort håndskrevet skit: ”Funciona” (den virker!!!). Det hører jo sommetider til sjælderhederne at tingene virker.

Udsigten oppe fra La Peña de Arias Montano er helt formidabel, så et besøg her bør ikke forsømmes.

I byen Aracena er hovedattraktionen utvivlsomt ”La Gruta de las Maravillas” (vidundergrotten). Turisterne kommer i busser fra nær og fjern for at se denne helt fantastiske grotte, som blev opdaget af en hyrde i 1886, og som i 1914 blev åbnet for offentligheden. Her dybt nede under Aracenas araberborg kappes underjordiske søer og huler med strålende krystalformationer om at imponere den besøgende. Man kan kun komme ind i grotten på en guidet tur, der tager en god time og som er 1,2 km. lang. Det er bedst at reservere plads ved at ringe til 663937876. Man kan også gå ind på Aracenas website: www.aracena.es og sende en mail til turistkontoret. På byens website kan man også finde en liste over de mange vandremuligheder, der er i området samt masser af andre nyttige oplysninger.

Jeg synes, at La Gruta de las Maravillas var helt fantastisk, men det var forbudt at fotografere derinde, så man må se fotos derfra på websitet. Men et besøg i La Gruta er alle pengene (7€) værd.

I Aracena bør man også gå en tur op til resterne af maurerborgen og så ellers besøge ”el centro de visitantes”, der holder til huse oppe på ”Plaza Alta” i byens øverste del. Turistcentret ligger i det gamle rådhus ”Cabildo viejo”, som er en smuk bygning fra 1400 tallet. Lige overfor ligger den imponerende kirke Nuestra Señora de la Asunción.

Der er masser af fine pladser og springvand i byen, så man kan roligt sætte et par timer af til at slentre rundt og tage det hele ind. Til sidst kan man besøge ”el museo del Jamón” – skinkemuseet og dér blive klog på, hvordan områdets skinker adskiller sig fra alle andre. Men det er en anden historie, som fortælles andetsteds i bladet.

Med et besøg i Aracena har man langtfra udtømt områdets seværdigheder, for ca. 30 km. syd for byen ligger en helt fascinerende by med noget af det mest enestående landskab, jeg har set i Spanien: Rio Tinto. Læs videre i næste nummer af La Danesa.