Det danske magasin i Spanien
Rio Tinto – en mineby i et betagende landskab

Rio Tinto – en mineby i et betagende landskab

Las Minas de Rio Tinto ligger lige syd for naturparken Aracena, 90 km. nordvest for Sevilla, og hvis man ikke har set dem, ja – så skal man se at komme afsted, for et mere specielt og anderledes landskab har jeg aldrig set! Det er totalt fascinerende og da der tilmed knytter sig en interessant historie til området og en flod, der er rød som blod, ja så bliver det vist ikke bedre. Et besøg i Rio Tinto omfatter en tur med den gamle jernbane, der fragtede malmen ned til Huelva, et besøg på det meget fine minemuseum og et visit hjemme hos den engelske overklasse, der ejede minerne. Og det var de samme englændere, der indførte fodboldspillet til Spanien! Og hvad skulle spanierne gøre i dag uden fodbold? Et besøg i Rio Tinto er et must.

Der har fundet minedrift sted ved Rio Tinto lige siden tidernes morgen – ja, man har fundet spor af smelteovne der stammer helt tilbage til det 7. århundrede f.K. Men det var romerne, der fik sat gang i udvindingen, og de byggede veje, hvorpå metallerne kunne transporteres. Romerne udvandt især sølv fra minerne, og det var med dette sølv, at de betalte deres soldater over hele Romerriget. Derudover var det kobber og jern, der blev udvundet i Rio Tinto.

Men det var især det engelske minekompani Rio Tinto Company Limited, der fik sat gang i driften og som kom til at sætte et uudsletteligt præg på landskabet og byen Rio Tinto – ja, på hele Spanien. Men hvorfor kom minerne på engelske hænder? Hvorfor kunne spanierne ikke selv få glæde af de kolossale rigdomme, der lå i jorden omkring den blodrøde flod?

Jo, sagen er den, at i 1873, da englænderne købte koncessionerne til minedriften af den spanske stat, var staten på falittens rand, og det var kun salget af minerne for den formidable sum af 94.000.000 pesetas, der forhindrede en statsbankerot. Men hvor var alle landets tidligere rigdomme? De var øslet bort til tant, fjas og krige af den ene uduelige konge efter den anden. Faktisk var redeligheden så stor, at dronning Isabel den 2. efter de karlistiske krige forlod landet i bare fortvivlelse. Hun blev efterfulgt af Amadeo I, som var italiener, og som efter to år på tronen udtalte de berømte ord: ”No entiendo nada, esto es una jaula de locos” (Jeg fatter ikke en brik – dette er et galehus”). Herefter abdicerede han og Den Første Spanske Republik var en realitet. Den varede kun lidt under to år, og det var altså republikkens første premierminister, der ikke så anden udvej for at få hurtig “cash” i kassen end at sælge landets størst rigdom Rio Tinto minerne til englændrene.

Englænderne var ikke sene til at få sat driften i system, og derved opstod der, over de små 70 år, hvor englænderne stod for driften, det landskab, man kan se i dag. Da mineralerne lå tæt på jordens overflade, var det ”open air mining” der hovedsageligt fandt sted, og derfor er landskabet især nord for byen et kæmpestort åbent ar – eller som man har valgt at kalde det: un paisaje formado por la mano del hombre (et landskab, der er formet af menneskehånd). Men jeg synes egentlig ikke det var grimt – bare imponerende.

Englænderne etablerede også hurtigt en jernbane, så man kunne fragte malmen ned til havnen i Huelva, hvorfra den blev transporteret til højovne i England. Da det var lettest at anlægge jernbanen på det relativt flade land langs med floden Rio Tinto, kom jernbanen og floden til at følges ad.

Det er en bid af denne jernbane, der nu er lidt af en turistattraktion – og med rette. For dels får man et indblik i minedriften og dels kører man langs med et helt magisk og eventyrligt landskab – som bare er rødt.

Floden er i sig selv et sandt vidunder, for aldrig har man set magen til farve på en flod – den er rød som en madeiriseret rødvin, lidt over i det brune, men meget stærkt farvet – ja, selv en håndfuld vand er rød. Og hvad er det så, der giver farven? Er det bare den mineralholdige jord i sig selv? Nej, farven skyldes nogle mikroorganismer, der lever af mineralerne i vandet, og det er disse organismers affaldsstoffer, der farver floden rød. Der er altså tale om en naturlig forurening, og ikke én, man kan gøre noget ved. Vandet i floden virker som klorin, og hvis man taber et stykke tøj ned i vandet, bliver det helt misfarvet. Vilde dyr såsom vildsvin og gemser bader i floden for at komme af med parasitter – så ”skrapt”er flodvandet.

Men også landskabet langs med floden er rødt – jorden er rød af mineraler og det er et besyndeligt syn at køre igennem det. Turen med jernbanen tager en time ud og en time hjem, så der er masser af lejlighed til at se på landskabet – især fordi toget kun kører med 10 km. i timen. Det røde landskab har fået Nasa til at etablere en række forsøg i området med henblik på en eventuel landsætning af mennesker på Mars. Man har formodet, at jorden på Mars pga. farven har samme sammensætning som den ved Rio Tinto, og derfor har man etableret forsøg med plantevækst for at se, hvor hurtigt planter vokser i rød jord. Det har vist sig, at de fleste planter godt kan trives i den røde jord, men at deres vækst er betydeligt langsommere end i anden jord. De fyrretræer, man ser langs med Rio Tinto, har sådan cirka været dobbelt så længe om at blive store som de træer, der vokser andre steder.

Det var engelsk kapital, der financierede minerne og det var engelske ingeniører, der stod for den tekniske side af driften. Derved opstod der hurtigt et klasseskel af de helt store imellem de rige englændere og de fattige spaniere, der arbejde i minerne. Allernederst på rangstien stod portugiserne, som var henvist til at bo i usle rønner, mens spanierne havde lidt bedre forhold. Der var dog store sociale uroligheder med arbejdsnedlæggelser, og i 1888 fandt en massakre sted, hvor de strejkende arbejdere blev mejet ned af ordensmagten. Der var sjældent fred ved minerne.

Der blev bygget en fin ”engelsk” bydel ”Bella Vista”, der lå med ”ryggen” til Rio Tinto og her opførte englænderne sig, som englændere nu engang gør: De dannede ”social clubs” med sport, games (lege), afternoon tea, boy scouts, private skoler, golf, cricket, polo osv. Da pengene væltede ned i de engelske lommer, var der ingen smalle steder, så overklassen havde også fine store huse oppe i bjergene i udkanten af Aracena (de kan ses endnu lige vest for byen) og de havde sommerhuse ved stranden i Punto Umbria (Huelva), hvortil de tog med deres familier, når det blev for varmt inde i landet.

Et af de huse, som englænderne boede i (Casa 21) er nu lavet til museum, og man kan besøge huset på den samme billet, der giver adgang til minemuseet.

Når englænderne havde fri, så morede de sig med al slags sport. En golfbane blev etableret lige udenfor byen (den ligger der endnu), og der blev anlagt flade baner med græs, hvor man kunne sparke til en bold. Det var her i Rio Tinto, at nogle spaniere en dag observerede, hvordan englænderne løb rundt og sparkede til en halvstor bold. Spanierne tænkte, at det måtte de også prøve, og det gjorde de! Dermed blev fodboldspillet indført i Spanien – og det er ikke engang løgn.

Det gik som sagt forrygende godt for ejerne af minerne, og enorme formuer blev skabt – og gik mere eller mindre den spanske næse forbi. I 1954 blev det for meget for Franco, og han nationaliserede minerne. Englænderne blev smidt ud med et meget beskedent plaster på såret, og driften kom på spanske hænder. Men ak, spanierne havde ingenlunde den samme succes med udvindingen som englænderne, måske fordi de manglede ”know how”. Minedriften gik ned ad bakke for i 2001 helt at stoppe – især pga. konkurrence af kobber fra Indonesien. Men meget afhænger naturligvis af prisen på metaller på verdensmarkedet, og nu er man så småt ved at overveje, om minerne skal genåbne. De er nemlig ingenlunde tømt – der stadig massevis af metaller – hvis ellers prisen er rigtig.

Et besøg i Rio Tinto bør naturligvis også omfatte minemuseet, som er meget fint og informativt. Her kan man se en faksimili af en romersk mine, man kan se den fine togvogn, som dronning Victoria af England fik bygget i Rio Tinto til sin tur til Indien (turen blev aflyst, så vognen står nu på museet), og man kan se plancher og læse om minens historie.

Desuden kan man 10 km. fra Rio Tinto besøge den store åbne mine ved Peña de Hierro, som er et spændende sted, hvor der også er masse af minehuller at se. Her kan man også se floden Rio Tintos udspring. Jeg synes, at et besøg i Rio Tinto er noget af det mest spændende, jeg har oplevet i Spanien. So off you go…..

Læs mere på http://www.parquemineroderiotinto.com/, hvor man også kan bestille plads på toget – det bør man gøre, for interessen er stor og der er som regel kun én daglig afgang.

Vi besøgte Rio Tinto i forbindelse med vores tur til Naturparken Aracena y los Picos de Aroche, og vi boede i Posada San Marco i landsbyen Alájar, der ligger ca. 40 km. fra Río Tinto – et skønt og fredeligt sted, som vi kan anbefale. Men der findes også hoteller i Rio Tinto, bl.a. Rio Tinto Victorian House, som ligger i det gamle engelske kvarter ”Bella Vista” og som reklamerer med at have victoriansk atmosfære.

 

Af Else Byskov

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.