Kære læser juni 2012

Forhåbentlig er ingen i tvivl om, at vi lever i en tid med stor forandring. Nogle filosofier peger endda på, at der sker et kæmpe skift d. 21. december i år. Sågar er der gisninger om, at Jorden, som vi kender den, simpelthen går under. Hmmm… Jeg tror, jeg holder mig til, at forandringerne er med til at støtte os i et større skift over en længere periode. Det er godt og meget spændende, synes jeg. Det ærgerlige er bare, at mange ikke bryder sig om forandringer – især ikke hvis forandringerne ser ud til at true deres position. De forsøger at hænge fast i fortiden – eller i nutiden, om man vil, i vaner og traditioner, som egentlig ikke har andet formål end at være erindringer, som vi forhåbentlig har lært noget af. En viden, som vi ved at anvende, laver til visdom og som skal være med til at bringe os fremad. For nogle år siden betød forandringer i samfundet, at vi måtte tage afsked med en del kolleger. Det var en hård tid og en stor udfordring, hver gang jeg måtte kalde et menneske ind og fortælle, at hans eller hendes tid i firmaet var slut. Jeg var meget bevidst om, at jeg med ét ændrede deres liv. Det gjorde ondt, men det var nødvendigt for at sikre virksomhedens og de tilbageværende medarbejderes fremtid. Da fyringsrunden var overstået og sparetiltagene sat i system, forærede jeg alle et eksemplar af bogen Hvem har flyttet min ost? af Spencer Johnson. Ostebogen præsenterer en herlig metafor om evnen til at tilpasse sig fremtiden, om forandringsvillighed og problemløsning, og så stiller den det mest fantastiske spørgsmål: Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Den lader vi lige stå et øjeblik… Tænk over det! Evnen til at analysere sig selv og sine svagheder er svært for de fleste. Men spørgsmålet om, hvad man ville gøre anderledes, hvis man ikke var så bange, hjælper en et langt stykke hen ad vejen. En stund senere bad en medarbejder om en samtale. Hun ville fortælle mig, at hun synes, at jeg havde klaret den svære krisesituation rigtig godt. Det er den største ros, jeg nogensinde har fået. Jeg er meget taknemmelig, og bruger den, når jeg er bange for at gøre de ting, som jeg ved, at jeg er nødt til i forandringens navn.

Som jeg ser det, er EU forandringsangst. Det er som om, at ingen tør at gøre det, der skal gøres for at radikale ændringer kan finde sted. For nylig læste jeg om et løsningsforslag, der fyldte mig med optimisme. Det handlede om en ny form for Marshall-hjælp. Den oprindelige Marshall-hjælp havde som bekendt den fantastiske virkning, at tyskerne formåede at genrejse Vesttyskland over ca. 15 år, fra et udbombet land til et moderne og velfungerende samfund. Tyskerne kaldte det selv for Wirtshaftswunder, og underet bestod netop i, at alle ydede en enorm kraftpræstation. Marshall-hjælpen i kombination med tyskernes sparsommelighed, investeringslyst, personlige afsavn og store flid. Her i 2012 er der ikke en ruinhob, som skal forvandles til nye bygninger. Europas arbejdsstyrke er til rådighed og den er veluddannet, og mon ikke Europas befolkninger selv råder over tilstrækkelig kapital, så vi let ville kunne stable en moderne Marshall-hjælp på benene? Som i tilfældet Tyskland kræver det, at vi alle indser, at der skal store ændringer til på især arbejdsmarkedet, hvor korte arbejdsuger, lange ferier og overtidsbetaling må lade livet til fordel for en stor indsats – også fra folk på overførselsindkomst, der skulle få lov til at udføre samfundsgavnligt arbejde på fx offentlige bygninger, som bare står og forfalder. Og så er der bankerne, som jeg efterhånden er så træt af at høre klynk fra. I stedet for at sende penge efter græske statsobligationer, kunne de jo være med til at tilvejebringe midlerne til den nye Marshall-hjælp ved at udlåne indskudsmidlerne til virksomheder og måske investere i ‘Marshall-obligationer’, der skulle finansiere nye virksomheder, og eksisterende firmaer, der ville udbygge deres produktionsapparat. Også privatpersoner skulle anspores til at investere i obligationerne fx ved hjælp af skattebegunstigelse. Ja, ja, jeg ved godt, at det er en bandeord, men tænk lige tanken alligevel. Det kræver selvfølgelig nogle politikere og fagforeninger, der tør og nogle borgere, der dropper deres angstbårne tilgang til forandringer. Ja, jeg håber, at det er sådan et skift, vi arbejder os hen imod.

Til slut får I lige lidt kvanteteori. Dels fordi det er den slags, jeg roder med for tiden, og dels fordi det er med til at sætte forandring i perspektiv.

Alt i universet er i en tilstand af konstant forandring. Intet står stille. Faktisk er det eneste, der ikke forandrer sig, forandringen selv. Også i vores fysiske krop sker der konstant forandring, og her handler det ikke om småting som rynker og hængerøv. Faktisk forsvinder vores hud, knogler, maver, hjerter, lunger og hjerner konstant ud i den blå luft, for igen at blive erstattet af nye atomer og nye celler, lige så hurtigt som de gamle forsvinder. Vores hud fornyer sig hver måned, vores mavesække opbygger en ny inderside hver femte dag, vores lever bliver fornyet hver sjette uge, og selv tilsyneladende solide skeletter er rent faktisk fuldstændig nye skeletter hver trejde måned. I løbet af et år bliver 98% af atomerne i vores kroppe udskiftet med nye atomer.

Alligevel er vi evige væsner. Vi lever bare i et hav af konstant forandring. Vi er symfonier af lys, af bittesmå energipartikler. Der er intet solidt ved os, vores omgivelser eller vores planet. Alt ændrer sig hele tiden. Og alt, hvad der gør modstand mod denne konstante forandring, skaber problemer – ofte manifesteret i form af sygdom.

Så på med vanten! Forandring sker hele tiden – uanset om vi vil indse det eller ej.

he