Det danske magasin i Spanien
Mor- og babygymnastik = Sund mor og glad baby

Mor- og babygymnastik = Sund mor og glad baby

Når du er mor på barsel, er det ikke nemt at få dyrket sport. At holde øje med og passe en baby er et 24-timers job. Der kan hurtigt komme undskyldninger for at udskyde øvelser, når du har en baby, som kræver al din energi. ”Hvem skal passe mit barn, når jeg træner?” ”Med alt den energi jeg bruger på at passe baby, har jeg ikke brug for ekstra motion.” ”Jeg er udmattet nok!”
Men at få et barn betyder ikke, at du er nødt til at give afkald på motion. Nedenfor ser du alle de vidunderlige grunde til, at du bør overveje gymnastik for mor og barn:

Dyrebar tid
Gymnastik med den yngste i familien giver mulighed at for at tilbringe dyrebar tid sammen med dit barn. Det tætte samarbejde i øvelserne gør disse intense øjeblikke til top-kvalitetstid, som både mor og baby vil nyde fuldt ud og det vil knytte jer endnu tættere sammen.

Samvær og fællesskab
At gå til motion sammen med sit barn giver mulighed for at møde andre mødre og børn, og at have et fællesskab omkring en interesse, der virker adspredende for de fleste, giver velvære og ny energi. At gå til noget i en fast rutine giver barnet en fornemmelse af et fællesskab. Det stimulerer barnets psyko-sociale niveau. Samtidig giver man barnet, fra det er lille, en fornemmelse af, at det er godt at røre sig, og lærer det gode vaner, som vil vare ved mange år frem og som er med til at forebygge overvægt. Desuden kan barnet udvikle sansemotoriske færdigheder ved at lege og lave forskellige øvelser.

Tilbage til formen
En god fysisk form styrker kroppen og konditionen, og kan være med til at gøre fødslen lettere og hjælpe mor til hurtigere at komme til kræfter bagefter. De første tre måneder efter fødslen er mors krop meget indstillet på at komme tilbage til sin oprindelige form. Derfor er det godt at gøre nogle af de øvelser, man har fået anvist på fødestedet eller af sin fysioterapeut. Desuden er motion noget, der giver energi og ikke tager den, som mange fejlagtigt tror. Motion virker afstressende og kan være med til at forbedre din søvn. Træning af bækkenbund vil forebygge eller behandle inkontinens samt forbedre dit sexliv. Træning af ryg og mave vil forebygge eller afhjælpe lændesmerter og underlivssmerter.

Sjov
Både du og dit barn vil have det sjovt fx rullende rundt sammen eller baby ”flyvende” på mors ben. Som ved al motion og i sær med børn gælder det om, at det skal være sjovt og trygt. Baby kan være med til øvelserne, ligge på gulvet og kigge på mor eller nabo-baby eller måske få en lille lur eller slurk. Babys behov kommer selvfølgelig først og det er der naturligvis plads til.

Hvornår?
Faktisk kan mor begynde allerede, mens barnet er inde i hendes mave og derved være godt forberedt til både fødsel og tiden efter. Oftest er tidspunktet til at starte med Mor- og babygymnastik, når baby er ca. mellem 2-13 måneder.

Forskellige øvelser
Til efterfødselsgymnastik møder man andre i samme situation. Man laver de øvelser, som er gode for kroppen lige efter fødslen, så både kroppen og samvittigheden får det godt. Mange øvelser kan gøres sammen med barnet, samtidig med at mor får genoptrænet sin krop og især bækkenbunden, maven og lænden under kyndig vejledning af fysioterapeut. På de fleste efterfødselshold bliver der også undervist i små gymnastikøvelser, som styrker barnets motorik. F.eks. kan barnet, mens det er vågent, ligge på maven og øve sig i at løfte hovedet og kigge på mor og de andre, der laver gymnastik eller ligge på mors mave, mens mor laver mavebøjninger og dermed få sansestimulation ved bevægelsen. Den ældre baby kan måske også kravle rundt og studere alle og lave lidt vildere øvelser. Alle øvelser kan progredieres, så de passer til babys alder.
Mor- og barngymnastik foregår hver mandag og torsdag formiddag kl. 10.30-11.30 hos Centro Sanum i Centro Idea. Også løbende tilmelding.
Udover Mor- og barngymnastik tilbyder Centro Sanum nu også Rytmik for børn. Det foregår hver tirsdag kl. 17.30-18.30. Holdet er for børn i alderen 3-5 år, som har lyst til at lege med instrumenter, musik dans og sang. Der vil primært blive sunget danske børnesange.
Zumba for børn er yderligere en mulighed i Centro Sanum, og i foråret startes der desuden et hold, som henvender sig til børn i alderen 1-3 år, hvor der fokuseres på den motoriske udvikling og at have det sjovt. Holdet kommer til at hedde Sjov med bold og det vil primært være leg med bold i mange forskellige størrelser, som der fokuseres på. Eneste krav er, at barnet kan gå selv. Tidspunktet vil være en eftermiddag om ugen.
Husk at Centro Sanum også tilbyder fysioterapeutisk konsultation af dit barn. Så hvis du har et barn med et fysisk eller motorisk problem eller at du som forældre bare er i tvivl om dit barns motoriske udvikling, så er du velkommen til at kontakte Centro Sanum for nærmere information og tilmelding på telefon +34 952 476 943.

Af Centro Sanum

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.