Vi bringer her svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål vedrørende arv i Spanien.
Hvad sker der, når en dansker, der ejer en bolig i Spanien, afgår ved døden i Spanien?
Hvis personen har ejendom, aktiver, eller rettigheder i Spanien skal arven vedrørende disse behandles i Spanien. For at proceduren skal være så nem som mulig anbefales det derfor, at man opretter et testamente i Spanien. Ud over det faktum at testamentet angiver, hvem afdødes arvingerne er, og hvordan arven skal fordeles, indeholder det spanske testamente nemlig også information om afdødes direkte familiemedlemmer (mor og far, ægtefælle, børn, børnebørn, etc.). Det kan nemlig være svært og kan medføre mange omkostninger at få fat i disse oplysninger, når afdøde er bosat i Spanien.
Hvad sker der, hvis afdøde lejer en bolig i Spanien?
En lejekontrakt på en bolig annulleres, når lejer afgår ved døden, med andre ord ophører lejekontrakten. Dog kan familiemedlemmer, der boede med afdøde, indtræde i lejemålet. For at kunne gøre det skal de oplyse ejeren af boligen om, at lejer er afgået ved døden. Det skal gøres på skrift og ejeren af boligen skal også have et dødscertifikat. Derudover skal familiemedlemmerne kunne identificere sig som afdødes familie. Alt dette skal ske inden for tre måneder efter, at lejer er afgået ved døden.
Hvilken betydning har et testamente oprettet i Danmark?
Et testamente oprettet Danmark kan ikke anvendes i Spanien. For at et testamente er gyldigt i Spanien, skal det overholde visse krav. Det er derfor, at man bør oprette et testamente i Spanien, selvom man også har et testamente i Danmark. Det spanske testamente kan dog ligeledes ikke anvendes i Danmark. Det er derfor en god ide, hvis man har ejendom i både Spanien og Danmark, at oprette et testamente i begge lande. I det danske testamente bør man endvidere oplyse, at man har oprettet et testamente i Spanien. Det er vigtigt, at de to testamenter er ”synkroniserede” og ikke kommer i konflikt med hinanden.
Hvor skal arveafgiften betales?
Arveafgiften på ejendom og andre aktiver i Spanien, skal betales i Spanien, også selvom arvingerne ikke er bosat i Spanien. I Danmark skal arvingerne oplyse den arv, de har modtaget fra Spanien. Den arveafgift, der allerede er betalt i Spanien, vil blive fratrukket i Danmark, så der ikke betales arveafgift af den spanske arv to gange. Kort sagt betales der afgift af den spanske arv i Spanien og af den danske arv i Danmark.
Hvad er det for en afgift, der i Spanien skal betales inden for seks måneder?
Den skat, der skal betales inden for seks måneder efter, at en person er afgået ved døden, hedder arveafgift. Med andre ord er det den afgift, som arvingerne skal betale for den arv, de har modtaget i Spanien. Hvis arveafgiften ikke betales inden for seks måneder, vil arvingerne blive påkrævet at betale en ekstraafgift.
Er det sandt, at der kan gå op til to år, før en arvesag bliver afsluttet i Spanien, og arvingerne modtager deres arv?
Det er ikke normalt, at arvingerne skal vente to år på, at bobehandlingen afsluttes. Det sker kun i ganske få tilfælde og kan skyldes ueningheder mellem arvingerne, der ender med at gå i retten eller personlige omstændigheder, der kan gøre bobehandlingen længere end anslået. Det er vores erfaring, at det normal tager tre til fire måneder at opgøre boet i Spanien. På det tidspunkt vil ejendom i Spanien være overført til arvingerne, den er blevet inskrevet i ejendomsregistret, og alle afgifter er betalt. Hvis afdøde ikke har et testamente, bliver bobehandlingen mere besværlig og vil tage længere tid.
Kan arvinger i Danmark modtage fortjeneste på salg af en ejendom i Spanien uden at skulle betale skat heraf?
De spanske myndigheder tilbageholder til at starte med tre procent af salgsprisen på en solgt ejendom, når arvingerne ikke er residente i Spanien. Når boet bliver endeligt opgjort, fastsættes det, om arvingerne skal betale mere end de tre procent, der er blevet tilbageholdt, eller om hele eller en del af beløbet skal tilbagebetales til arvingerne. Ydermere skal der ikke betales skat af beløbet i Danmark. Der betales som hovedregel ikke avanceskat eller andre former for skat i Danmark af helårs eller fritidsboliger. Dog indgår friværdien i den spanske ejendom ved beregningen af den danske arveafgift.
Hvis der findes kapital i banker eller i pensioner i Danmark, skal kapitalen så inkluderes i arven?
Ja, alle aktiver i afdødes navn skal inkluderes i arven, så kapitalen/pensionerne, mm. kan overføres til arvingerne . Danskere, der ejer ejendom eller lignende i Spanien, hvad enten der er tale om en fast bolig eller feriebolig, har ofte mange spørgsmål om hvordan arven behadles i Spanien, og hvilken indflydelse den danske arvelov har på opgørelsen af arven. Vi har her forsøgt at give svar på mange af de spørgsmål der opstår i forbindelse med arvesager. Svarerne er generelle, og hvis man har andre mere komplicerede spørgsmål, anbefaler vi, at man tager kontakt til en advokat, der er i stand til at rådgive om arv i Spanien og Danmark.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001