Kære læser november 2011

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Fordyber man sig i rapporter om gældskrisen i USA, læser artikler om den vingeskudte fællesmønt i Europa eller hele den græske tragedie (måske er farce et bedre ord), sidder man tilbage med nogenlunde samme følelse, som når man ser et afsnit af TV3’s Luksusfælden: Mistro. Kan det virkelig være rigtigt, at vi lader tingene køre så meget af sporet, før vi reagerer? Og når vi så endelig piskes til at se realiteterne i øjnene, forventer vi, at nogen skal komme og ordne det hele for os.

I denne måned sætter La Danesa fokus på netop økonomien i det årligt tilbagevendende Finanstema. Her udtaler en ekspert på området, at det er populisme, når politikere hævder, at bankerne er skyld i den økonomiske krise – det var fx ikke bankerne, men politikerne, der lukkede Grækenland ind i eurofællesskabet. Og det har manden jo ret i. Ens undren over netop denne disponering er nærmest grænseløs. Hvor var det lige, kæden hoppede af, den gang euroeuforien (sikke et fint ord) herskede, og alle var helt oppe i det røde felt over den kommende udvidelse mod øst og fremtidig forankring af det for alle berigende fællesskab i en europæisk forfatning. Det skulle vise sig, hvilket de, der havde læst videre, allerede den gang indså, at euforien var kunstigt fremkaldt. Og det var jo ikke så godt. Siden er vi rendt ind i det kæmpe problem, at Europa har ladet sig regere af svage ledere, der ikke har haft den nødvendige gennemslagskraft til at træde i karakter og gennemføre tvingende nødvendige reformer i stedet for lappeløsninger. Ser man bort fra de bankfolk, der satte deres kryds ved den forkerte liste til parlamentsvalgene undervejs, kan man vel næppe klandre bankerne for hele miseren.

Omvendt var det ikke politikerne, der pressede bankerne til at låne penge ud til alle mulige fattigrøve, som aldrig havde en skrædders chance i helvede for at betale dem tilbage. Og så er vi allerede inde ved kernen, ikke i Finanskrise II, men i det helt store skyldsspørgsmål, som vi alle, også og måske især politikerne og bankerne, bruger langt flere kræfter på end egentlig løsnings-jagt.

Under en af de utallige demonstrationer i Athen kunne man for nylig høre deltagerne nærmest kæmpe om pladsen på den ultimative tabers holdeplads. “Jeg har det i hver fald værre end dig”-agtige kampråb rungede i gaderne. Det er blevet alles kamp mod alle. Ingen vil vedkende sig så meget som en pyttelille smule skyld i, at deres land er på fallittens rand, og nægter at lytte, når regnemaskinen gang på gang lander på det samme facit: Hvis alle grækere betalte deres skattegæld, ville det dække hele budgetunderskuddet for 2011. Og så er det, at man som EU-borger bliver lidt spidsmundet (tyskerne mega-stramme i betrækket, forståeligt nok). Hvorfor skal vi være med til at betale til et land, der dels kom med i euroen på falske regnskaber og dels ikke engang gider at indse, at et moderne samfund er afhængig af at beskatte sine borgere som betaling for de services, der tilbydes – og som borgerne uden blusel tager imod. Ved at studere staten Grækenland nærmere lærte jeg ordet rentierstat at kende. Det er lande som Saudi Arabien og Congo – og altså Grækenland. En rentierstat er et land, der får hovedparten af sine indtægter fra en ekstern kilde og derfor ikke behøver at beskatte sine borgere. I stedet for at hente midlerne fra olie og mineraler har Grækenland baseret sin økonomi på det internationale finanssystem, og skatteunddragelse er nærmest en folkeret. Når man så tillægger hele farcen det faktum, at Grækenland på ingen måde er en ny spiller på EU-banen, så hopper kæden da helt af. De var med allerede, inden Papandreou Seniors tindinger for alvor blev grå. Hvis det ikke lige var, fordi de i øjeblikket er så sure, ville de være ved at grine sig ihjel!

Alt håb er trods alt ikke ude, for en ny branche har set dagens lys i den helleniske republik, en niche inden for gadesalg. Nu er der nemlig nogle kvikke hoveder, der har fundet ud af, at det er særdeles lukrativt at sælge vand, majskolber, gasmasker og beskyttelsesbriller til demonstranterne, og det kan meget vel gå hen at blive en langtidsholdbar forretningsmodel: Flere og flere demonstrationer med flere og flere deltagere i flere og flere byer. Helt grundlæggende er det jo præcis sådan, vi alle bør tænke: Find et behov, dæk det og tag dig betalt for det, i stedet for at lade dig forsørge. Sundere kan det næsten ikke blive.

he

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa