Kære læser december 2011

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

 

Den granduftende højtid står for døren og snart bæres julesulen ind – i lidt mindre portioner end tidligere år, men alligevel: Der skal hygges, der er time-out og vi giver os selv lov til at adskille os fra virkelighedens udfordringer – i hvert fald for en lille stund. Det der med at “adskille sig”, var et udtryk, som Finn Nørbygaard brugte, da han for nylig gæstede Costa del Sol med show og foredrag om Bagger-sagen, som han, for at komme videre, havde måttet “adskille sig” fra. At “adskille sig” fra sit gamle jeg var muligvis ikke med i planen, men i hvert fald var hans tidligere, lidet klædelige arrogance dampet noget af. Man skal huske at behandle folk ordentligt, når man er på vej op, for man møder dem igen på vejen ned, var der engang en klog mand, der sagde, men alt for få hørte tilsyneladende efter. Vi er nu et par år inde i det årti, der afløste den sjælløse egoismes nuller, hvor vi alle, både dem der bidrog og dem der ikke gjorde, ragede til sig. Det var fede tider for mange, en ubekymret tid for de fleste – i hvert fald på vore breddegrader, hvor selv mennesker med gode lønninger tjente mere om natten, mens de sov, takket være husprisernes himmelflugt. Hver tid sit navn, og modsvarende fattigfirserne burde de første 10 år i det nye årtusinde vel hedde rigdomsnullerne. Men mon ikke luftnullerne rammer bedre? For det meste viste sig jo at være luft. Varm luft. Vi troede, vi samlede værdier sammen i form af fladskærm, samtalekøkken og japansk have, sommerhus, Weber grill og skiferie. Man blev helt stresset af alt det, man pludselig kunne få. Og uanset om man var en fit 60-årig på efterløn og friværdi eller en ung studerende i et svampemalet forældrekøb med Moet & Chandon i køleskabet, var det nødvendigt med en coach for at skabe plads i livet til den materielle overflod, for så bare at konstatere, at egoets årti pludselig var forbi og de materielle goder nu blot var en værdiløs klods om benet. Der var simpelthen ikke mere tilbage at rage til sig. Åndeligt set var luftnullerne det fattigste årti i nyere tid, selvom 90’er bestselleren Den 9. Indsigt mente, at vi allerede den gang var færdige med materialismen og klar til less is more… Men måske nåede alle ikke at få bogen læst. Typer som Bernie Madoff, Berlusconi og Gadaffi er karikaturer på den tid, vi nu skal adskille os fra. Hvor pinsomt det end er at erkende, at vi lod glatnakker som disse køre os rundt manegen, skal vi videre nu! Vi har skældt ud på bankerne, regeringerne, kapitalismen og velfærdsvampyrerne. Og det kom der ikke noget ud af. Heller ikke gadens parlament, der fortsat trækker op i både Madrid, Athen og New York, magter at komme med realiserbare løsningsforslag. Nej, de protesterer desværre nok bare imod, at vi andre ikke kan skaffe dem den velfærd, vi kunne i luftnullerne. De vil simpelthen ikke finde sig i flere nedskæringer, råber de. Nå!

Vi må alle sammen tage ansvar for eget liv. Og så hjælpe de andre bagefter – ligesom når stewardessen forklarer, at vi ved trykfald i kabinen selv skal tage iltmasken på, før vi hjælper andre. Og således håber jeg, at vores nye statsminister tager en meget dyb indånding i sin maske, og så ellers ser at komme i gang med få det her land bragt på fode igen. Og i Danmark… tjaaa… Jeg kan ikke helt finde ud af, om Helle T overhovedet har registreret trykfaldet. For mens Lars Løkke går rundt og hygger sig ovre i oppositionen og vifter med skattelettelser, så tuder klynkeregeringen over, at man stiller dem til regnskab fra dag 1. Helle Thorning-Schmidt blev, som bekendt, båret ind i Statsministeriet på ryggen af en bølge af utilfredshed med den metaltrætte VK-regering, ligesom Rajoy ikke engang behøvede at fremlægge et egentligt valgprogram for at knockoute PSOE. Han får forhåbentlig ikke lov til at hverken klynke eller hvile på laurbærene, for vi vil se noget action nu! Så langt er jeg da enig med Los Indignados på landets plaza’er, for her i landet har vi helt andre udfordringer end en sølle betalingsring, mug i skolerne og en flok IC4-tog at bekymre os om.

Jeg vil ønske for os alle sammen, at der bliver en voldsom trængsel og alarm, hvis ikke allerede til jul, så i hvert fald i det nye år, og at adskillelsen fra såvel krise som udfordringer ikke varer længere end til 2. juledag. Tiden er nemlig inde til erkendelse af, at illusionen brast, at vi ikke reagerede i tide, ikke agerede ansvarligt, og at regningen for festen nu skal betales – uanset om vi kan lide det eller ej. Det værste er i virkeligheden, at vi skulle så langt ud over afgrunden, før det gik op for os, at man skal nyde som man kan yde.

Nyd din jul – også selvom der måske kun er plads til en “tapa de flæskesteg” i år.

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa