Det danske magasin i Spanien

Eksperten suppleres med den tidligere landsholdsspiller Niels Yde og dansk idræts tidligere topfigur og medlem af Den Internationale Olympiske Komite, Kai Holm, når Danmarks to sidste og afgørende EM-kvalifikationskampe spilles på endnu flere og større skærme i Casa Danesa den 7. og 11. oktober.

Den 6. september holdt han oplæg i Parken for 60 erhvervsfolk – heraf 20 fra Norge – da Danmark i silende regnvejr besejrede Norge med 2-0.
”En skøn kamp. Nu har vi optimistiske danskere noget at have optimismen i,” beretter Birger Peitersen.
Fredag den 7. og tirsdag den 11. oktober vil den højt respekterede fodboldekspert, der ved VM i Sydafrika sidste år valgte at stoppe i Danmarks Radio efter 23 år ved mikrofonen, være at finde i Casa Danesa/Club Danés. Her vil han sammen med to andre kendte navne fra sportens verden give sit besyv med inden første dommerfløjt i de to afsluttende og afgørende EM-kvalifikationskampe for Danmark mod Cypern i Nicosia og braget Danmark-Portugal (Bendtner vs Ronaldo) i Parken i København.
Da Peitersen senest optrådte i Casa Danesa den 26. marts i det første opgør mellem Norge og Danmark (1-1), stod Danmarks populæreste TV-speaker gennem tiderne, Svend Gehrs, ved hans side. Et ganske overvældende gensyn for mange af de fremmødte til disse tilløbsstykker, som Club Danés og den danske supporterklub af Málaga CF, La Peña de Dinamarca, står i spidsen for godt bakket op af talrige sponsorer.
”Og alle kan glæde sig over endnu flere tv-skærme og et nyt kæmpe-lærred,” fortæller næstformanden i Club Danés, Bendt Flindt. ”Det er jo flot, at vi stort set ikke har et landskampsarrangement med under 150 mennesker.”

Topstillingen i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe:
1. Portugal 6 kampe 13 point
2. Danmark 6 kampe 13 point
3. Norge 7 kampe 13 point

Nummer 1 går direkte videre til slutrunden om europamesterskabet i Ukraine og Polen sommeren 2012.
Der afvikles i alt 9 kvalifikationsgrupper og den bedste toer i disse kommer endvidere til EM-slutspillet. Danmark har en god chance i dette spil, hvis Cypern besejres.

Arrangementerne i Casa Danesa
Begge aftener den 7. og 11. oktober er mødetiden kl. 18.30.
Menu mod Cypern: Forloren hare med hvide kartofler og waldorff-salat samt isdessert med ½ flaske vin.
Pris: 22 euro.
Entré uden spisning: 8 euro
Menu mod Portugal: Buffet med fem forskellige anretninger og ost med ½ flaske vin.
Pris: 22 euro.
Entre uden spisning: 8 euro
Sweepstakes og lotteri ved begge arrangementer. Omgående tilmeldinger og betaling nødvendig.

Adressen på Casa Danesa:
Haza del Algarrobo, Ctra. de Mijas km. 2.2
(vejen fra Fuengirola til Mijas Pueblo)
Tlf. 952 47 51 51
restaurant@casadanesa.dk

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.