Brandfolkene arbejder stadig i Sierra de Mijas.
Brand i Mijas under kontrol
Skovbranden, der søndag aften og mandag hærgede i Mijas, og som nåede både Marbella og Ojén, er nu under kontrol. Det vil sige, at de 300 brandfolk har slukket det meste af branden, og at ilden ikke forventes at sprede sig yderligere.
Omkring 500 personer måtte evakueres og fem huse er brændt ned. Ifølge den andalusiske organisation Infoca er mellem 500 og 600 hektar, mest pinjeskov og buskads, afsvedet, mens kilder i Mijas kommune mener, at op til 1.200 hektar er brændt op af de op til fem-seks meter høje flammer. Uanset det endelige tal har det været den værste brand i år i Málaga-provinsen.
Mijas’ borgmester, Ángel Nozal (PP), tror, at branden har været påsat. Han har udtalt, at flere personer har fået afvist ansøgninger og byggetilladelser i netop dette område, og at en eller flere af disse personer måske har taget hævn. En storstilet jagt er nu igangsat af Infoca og Guardia Civil.
”Det tog 10 år at finde Bin Laden, og vi finder den, som har påsat denne brand, om det så skal tage os 100 år,” sagde Ángel Nozal i går.
Der kan dog være tale om mere end én årsag, da branden startede to, muligvis tre steder, og myndighederne arbejder også ud fra den mulighed, at en grillplads kan være den ene oprindelse. Dernæst har man ikke afvist muligheden for, at en pyroman står bag branden.
Det sidste slukningsarbejde forventes færdigt i løbet af dagen.
Obama sammen med bl.a. vicepræsident Joe Biden under en pressekonference i går.
Problemet er Spanien
Amerikas præsident Barack Obama har givet udtryk for, at Europas ledere bør stå sammen for at løse den økonomiske krise.
Under et møde i går med en gruppe spansktalende medierepræsentanter forklarede han, at hvis markederne har tillid til, at de europæiske lande med overskud er parate til at støtte de andre, samtidig som disse lande tager ansvar for deres gæld og øger produktiviteten, så kan der være en løsning på lang sigt. Han anser dog hele euro-modellen for uholdbar.
”Nu er der en fælles møntfod, men ikke en fælles økonomisk politik, og det komplicerer tingene,” sagde han.
Han understregede desuden, at det øjeblikkelige problem måske nok er Grækenland, men at Spanien og Italien, repræsenterer det største problem, hvis presset fortsætter.
Udtalelserne kom, som Ibex 35 på den spanske børs i går faldt med 3,41 procent, og ingen lykkedes for alvor at aflive rygterne om græsk statsbankerot.
Atomkraftværket i Marcoule
Radioaktivitet uden grænser
Gårsdagens eksplosion på atomkraftværket i Marcoule i det sydøstlige Frankrig medførte et dødsfald, men indebærer ellers ingen fare, hævder franske myndigheder. Alligevel holder de spanske myndigheder et vågent øje med udviklingen på kraftværket, der ligger blot 280 km fra den spanske grænse.
Atomkrafteksperter udtaler til El País, at radioaktivitet ”ikke kender grænserne”.
Miljøorganisationer mener da også, at der er grund til alt andet end ro. Talsmanden for organisationen EQUO, Juan López de Uralde (jo, ham fra Greenpeace, som trængte ind på Christiansborg under klimatopmødet), siger, at ulykken var endnu en fejl i en industri, som bør forsvinde på grund af de trusler, den udgør.
ormodentlig Spaniens statsminister efter den 20. november.
PP og Mariano Rajoy har jordskredssejr i vente
Partido Popular med Mariano Rajoy i spidsen har ret til at glæde sig disse dage, også selvom parlamentsvalget først afholdes den 20. november.
En meningsmåling udført af Metroscopia for El País viser nemlig, at PSOE’s kandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, ikke har formået at mindske afstanden til sin modstander. Mariano Rajoys forspring ligger fortsat på 14,1 procentpoint, og partiet ville, hvis valget blev holdt i dag, vinde 185 mandater, hvilket er 10 flere, end der er brug for, for at opnå majoritet.
Undersøgelsen viser også, at 81 procent af socialisterne forventer, at partiet lider et stort nederlag den 20. november. For en måned siden mente 53 procent af PSOE’s tilhængere, at Rubalcaba havde en klar plan og kunne tage afstand fra statsminister José Luis Zapatero, men i dag er kun 37 procent af den overbevisning.
García Urbano skal tilbagebetale til Junta de Andalucía.
Støtte til restaureringsarbejde brugt på lønninger i Estepona
Antallet af ansatte ved kommunen i Estepona, der har 66.150 indbyggere, giver stadig anledning til stridigheder. Den nuværende borgmester, José María García Urbano (PP), hævder nu, at hans forgænger, David Valadez fra PSOE, brugte 3,3 millioner euro af en kasse med tilskud fra Junta de Andalucía på majlønningerne til kommunens offentligt ansatte.
Valadez har ifølge El País sagt, at han gik ud fra princippet om fælles kasse for at kunne betale de 1.280 ansatte, også selvom han var klar over, at det ville skabe nye problemer.
Pengene var udbetalt til kommunen som tilskud til at restaurere den gamle bydel, og nu vil Junta de Andalucía have de penge tilbage, der ikke er brugt på det egentlige formål. Faktisk er første rykkerbrev kommet.
Men García Urbano får svært ved at finde de 3,3 millioner, da kommunen har en samlet gæld på 300 millioner. Han siger, at han siden han overtog borgmesterposten for omkring tre måneder siden, har fundet ubetalte regninger for sammenlagt 35 millioner euro gemt i skufferne.
Han har nu konfiskeret kommunens 150 mobiltelefoner og et par biler. Han er også blevet enig med fagforeningerne om en årlig lønnedgang på sammenlagt syv millioner euro, men ud af de 1.300 søgsmål, der lige nu er mod kommunen, kommer de 500 fra utilfredse medarbejdere.
Nadal fik lov at danse et par enkelte pointtrin.
Serberen besejrer mallorquineren
Rafael Nadal blev i aftes besejret af Novak Djokovic. Det var ventet, at den serbiske etter ville vinde, men der var selvfølgelig håb for toeren, den forsvarende mester. Det skulle dog ikke være, faktisk slet ikke, som matchens resultat på 6-2, 6-4, 6-7, 6-1 afslører.
Det var de to spilleres sjette finalekamp – og Djokovic’ sjette sejr.
Santi Cazorla løb for to scoringer.
Málaga CF ydmyger Granada
Málaga CF levede i aftes op til de mange forventninger, tilhængere og almindelige nysgerrige har, efter de mange penge, som den qatarske sheik har investeret i nye spillere.
Forløsningen kom mod Granada CF, som blev ydmyget 4-0 med to mål af Cazorla, to af Joaquín.
Kris Stadsgaard er naturligvis stadig sygemeldt efter sin operation sidste uge.
Eftersom FC Barcelona i weekenden måtte nøjes med uafgjort mod Real Sociedad (2-2), mens Real Madrid løb med alle tre point i opgøret mod Getafe (4-2), ligger Madrid med seks point lige nu på førstepladsen i Ligaen.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001