Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


6.700.000 biler forventes den kommende weekend på landets veje.

Kør specielt forsigtigt i weekenden

Feriesæsonen starter for alvor i dag. Det betyder ifølge trafikdepartementet DGT, at 6,7 millioner biler fra i eftermiddag og frem til mandag den 1. august vil være at finde på landevejene. Det er specielt indbyggere i de indre storbyer som Madrid, Córdoba og Sevilla, som vil ud for at nyde ferien ved kysterne. Ud af de 6,7 millioner biler forventes omkring 870.000 at køre på vejene i Málaga-provinsen.
Andre ferierende ankommer med fly, så skal man ud at flyve, er det nærmere tålmodighed, man skal væbne sig med. Alene i morgen lander 400 fly i lufthavnen Málaga-Costa del Sol, hvilket er en rekord med en enkelt flyvning i forhold til sidste år, hvor man dog så en stigning på fem procent i forhold til 2009. Over 65.000 passagerer forventes den ene dag at skulle gennem lufthavnen.
Frem til onsdag lander ca. 2.500 fly med 405.000 passagerer i Málagas lufthavn.


Spansk støtte i Norge

Etter terrorangrebene mod regeringskvarteret i Oslo og mod det socialistiske partis ungdomsafdeling AUF’s sommerlejr på Utøya har Norge modtaget sympati- og støtteerklæringer fra hele verden.
”Spanien mod terrorisme. I dag er vi alle nordmænd. Kom med!” står der på denne plakat, som blev hængt op udenfor Oslos domkirke i forbindelse med markeringen der den 24. juli.




70,97 millioner euro i kompensation for tabt fortjeneste af salg af agurker.

Spanien får mest kompensation efter agurkekrisen

EU’s landbrugskommission traf i går beslutning om, hvor meget de forskellige medlemslande skal kompenseres for tab i forbindelse med agurkekrisen.
Spanien blev tildelt 70,97 millioner euro, som er hele den kompensation, landet havde søgt om, og det er dermed det land, som modtager mest af alle de implicerede lande, selvom man på forhånd havde begrædt, at man ville blive forfordelt til fordel for bl.a. Holland.
Efter Spanien følger Polen med 46,3 millioner, Italien 34,5 millioner og Holland 27,1 millioner, mens andre lande får mindre beløb, heriblandt Danmark som får 858.423 euro.
De spanske landmænd led altså mest af alle, bedømmer EU, eftersom de tyske myndigheder var så hurtige til at lægge skylden for E. coliudbruddet på de andalusiske agurker.
Ifølge miljø- og landbrugsminister Rosa Aguilar udbetales kompensationen til landmændene i løbet af august. Af de 70,97 millioner går 58,5 millioner til andalusiske landmænd.


Røvede bank for at betale regning på bar

En mand begik forleden et bankrøveri i Málaga-bydelen El Palo. Grunden var, at han skyldte 120 euro på en bar i bydelen, forklarer La Opinión de Málaga.
Og denne gæld tyngede ham tilsyneladende så meget, at han greb sin pistol og gik til en afdeling af Unicaja, som ligger få meter fra baren. Her stod han pænt i køen og afventede sin tur, hvorefter han truede bankens medarbejder, der udleverede ham det ønskede beløb, nemlig de 120 euro. Han gav også besked om, at politiet kunne finde ham på baren ved siden af.
Efter røveriet vendte han tilbage til baren, betalte sin regning og satte sig stille og roligt med en drink på barens terrasse for at afvente politiet.



Núñez Clemente snød skattevæsnet for 13 millioner euro, anser dommer i Barcelona.

Tidligere FC Barcelona-chef dømt til seks års fængsel

Den tidligere formand for fodboldklubben FC Barcelona José Luis Núñez Clemente og hans søn José Luis Núñez Navarro er begge dømt til seks års fængsel for bestikkelse og dokumentfalsk.
Det er den hidtil mest omfangsrige sag ført ved domstolen i Barcelona. Ud af 16 tiltalte blev 14 kendt skyldige, heriblandt også den forhenværende øverste for skattevæsnet i Catalonien, Josep María Huguet. Han blev idømt den højeste fængselsstraf, nemlig 13 år, for at have hjulpet familien Núñez med at snyde skattevæsnet for omkring 13 millioner euro i årene 1991 – 1999.
Núñez var nemlig ikke kun formand for den store fodboldklub, men også bygherre. Han og sønnen udviklede der et komplekst system, hvormed de via deres forskellige selskaber kunne undgå at betale skat. Dertil havde de altså også hjælp fra bl.a. Huguet, som blev kompenseret ved, at Núñez og søn solgte ham ejendomme til under markedsprisen.
Anklageren forsøger nu at få gennemtrumfet, at afsoningerne af dommene skal starte med det samme frem for at blive udskudt, til efter højesteret har belyst deres appeller, hvilket kunne tage mellem to og tre år.


76.500 færre arbejdsløse

76.500 flere spaniere fandt arbejde i årets andet kvartal. Det betyder ifølge El Mundo, at 4.833.700 i dag er uden arbejde, hvilket svarer til 20,89 procent af arbejdsstyrken. 49.600 af dem, som er kommet i arbejde, er kvinder, 29.600 er mænd. Alligevel er arbejdsløsheden blandt kvinder stadig højere, nemlig 21,27 procent, end blandt mændene, hvor 20,58 procent er uden job.



Eva Longoria og Antonio Banderas ved sidste års Starlite Gala.

Antonio Banderas og Eva Longoria strør mere stjernestøv

Antonio Banderas og Eva Longoria vil også i år deltage en stor gallamiddag på Hotel Villa Padierna i Benahavís.
500 personer deltog i middagen, kaldet Starlite Gala, hvor en plads ved bordet kostede op mod 1.000 euro. Hele eventen kastede godt 500.000 euro af sig, penge som gik til de to skuespilleres velgørenhedsorganisationer, hhv. Lagrimas y Favores, Niños en Alegria og Heroes.
Sidste år holdt Michelle Obama ferie på samme tid på hotellet, men den amerikanske præsidentfrues fravær forventes ikke at mindske interessen for det store arrangement.
Málaga-skuespilleren Banderas ventes også i år at have selskab af sin hustru, Melanie Griffith, samt parrets datter, Stella del Carmen. Det forlyder desuden, at andre kendte som Nicolas Cage, Jermaine Jackson og Sting måske kigger forbi. I løbet af aftenen afholdes flere indslag, som f.eks. en auktion, hvor man kan byde på en dag med Eva Longoria under optagelse af Desperate Housewives og en flyvning med fodboldholdet FC Barcelona.
Starlite Gala afholdes i år den 6. august. Interesserede er velkomne til at kontakte organisatorerne på tickets@starlitegala.com.


¿Qué pasa? – de kommende dage

Benalmádena
Tivoli World

Tivoliet i Arroyo de la Miel er åbent hver dag kl. 17.00 – 01.00.
Indtil 18. september
En udstilling af fotografier fra den andalusiske natur af Carlos Pérez kan ses i det smukke Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa.

Frigiliana
Indtil 9. september

En kollektiv sommerudstilling kan ses i Galería Krabbe. Læs mere på www.galeriakrabbe.com.

Fuengirola
Indtil 31. juli

Den store, årlige ølfestival, der nærmest kan sammenlignes med en oktoberfest i bedste, tyske stil, afholdes på Castillo Sohail.
Der er åbent fra kl. 19.00 – 02.00, lørdag og søndag allerede fra kl. 12.00.
29. juli kl. 21.30
Trylleshow, La Noche Mágica, i Parque de España. Gratis adgang.
29. og 30. juli
Fuengirola Pop Weekend med deltagelse af flere nationale og internationale artister og bands afholdes på Bikini Beach ved Castillo Sohail. Læs mere på www.fuengirolapop.com.

Málaga
Indtil 2. oktober
Cherchez la Femme er titlen på en udstilling af graveringer af Picasso, der kan ses i museet Fundación Picasso på Plaza de la Merced. Mere info på www.fundacionpicasso.es.
3. august kl. 22.30
Jamiroquai leverer 20 af sine største hits i en koncert i Cortijo de Torres. Entré fra 32,70 euro på www.malagaentradas.com.

Marbella
Indtil 7. august

Værker af Joan Miró (Serie Mallorca) udstilles i Museo del Grabado Español Contemporáneo i den gamle bydel.
30. juli
En sommergalla afholdes på Hotel Marbella Club til fordel for Concordia. Overskuddet går til organisationens arbejde for AIDS-patienter i Marbella. Mere information på tlf. 629 617 976.
1. august
Golfturneringen Gómez y Molina afholdes på La Quinta Golf. Overskuddet går til foreningen Fundación Cesare Scariolo, der hjælper børn med cancer. Yderligere info fås på 647 536 005.

Mijas
Hver onsdag kl. 12.00

Flamencoshow på Plaza Virgen de la Peña i Mijas Pueblo.
Hver tirsdag og torsdag kl. 19.30 og 23-30
Underholdning i form af bl.a. jazz og flamenco på Plaza Virgen de la Peña.
29. juli kl. 20.00
Hestevæddeløb på Hipódromo Costa del Sol. Entre 5 euro, børn gratis. Dørene åbnes kl. 21.00.

Sotogrande
Hver weekend

Er der poloturneringer på Santa María Polo Club. Flere detaljer fås på www.santamariapoloclub.com.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.