Kære læser marts 2011

Kære læser,

Blodet flyder i Mellemøsten og i Nordafrika, og vi er for længst holdt op med at sammenligne situationen med Berlinmurens fald, som, når alt kommer til alt, faktisk slet ikke har været en så simpel demokratiseringproces, som vi har en tendens til at se det i bakspejlets romantiske lys. Jeg er inkarneret optimist, men ser jeg realistisk på sagerne, må jeg desværre nok give pessimisterne ret i, at vejen til noget, der bare svagt minder om fred på Jorden, er tæt på uendelig. Forsøget med militant eksport af demokrati til fx Irak og Afghanistan har jo haft begrænset succes, og det er efterhånden gået op for os, at man ikke kan indføre et bæredygtigt system ved blot at “klippe hovedet af slangen”. Gad vide om gadens parlament på Tahrir-pladsen, i Bahrain, Yemen, Algeriet og hjemme hos Gaddafi er helt klar over det. Demonstranternes hedeste ønske er tilsyneladende at komme af med regimernes ledere, men hvad skal der ske bagefter? Har de tjek på det? Næppe. Desværre er det nok mere sandsynligt, at det hele ender i en mega borgerkrig på tværs af regionens landegrænser – det uundgåelige opgør mellem sunnierne og shiamuslimerne, der sikkert, når alt kommer til alt, hader hinanden mere, end de hader os vantro vesterlinge.
Hvis vi et øjeblik holder os til stedet, hvor der for alvor skete noget, som fik de vestlige politikere op af stolene, kan det nemlig i en pessimistisk optik se ud som om, at hæren på et tidligt tidspunkt havde indset, at skulle den fastholde eller ligefrem styrke sin position, ville det bedste offer være at levere Mubaraks afgang. Kalkulen kan have været, at han alligevel var på vej ud (manden er jo ikke helt ung) og dermed var et billigt offer at afgive for at sikre sig kontrol og indflydelse. En kalkule, som i den grad blev understøttet af vestlige politikeres bekymring for, at islamisterne eller andre skulle udnytte et magtvakuum til at sikre sig magten. Hæren sidder nu for bordenden i en dialog, der skal lede frem mod en ny forfatning og frie valg. Men dialogen kan i sikkerhedens og stabilitetens navn blive udskudt og forhalet mange gange – ikke mindst ved at hæren trækker det islamistiske kort.
Med præsidentens flugt oplevede tuneserne en umådelig folkelig sejr, og Tunesien post-Ben Ali vil være forandret – men, uanset hvor euforisk man er indstillet, er det for tidligt at sige, om en egentlig social revolution har fundet sted. Mange tunesere tror tilsyneladende ikke selv på det, eftersom de flygter til Italien, nu hvor der er et “hul i hegnet”, i stedet for at blive hjemme og være med til at bygge deres land. Ærligt: Det irriterer mig voldsomt. Ikke desto mindre er det nok netop på flygtningeområdet, at vi i Europa først få de nye tider i Mellemøsten og Nordafrika at føle.
I skrivende stund sidder jeg meget højt oppe over det hele og kigger ned på den Jord, som vores alle sammens hjem – hvor forskellige vi end er. Jeg er på vej til Costa Rica, hvor man i mangel på en hær bare må se til, når naboen lader geværerne pga. noget så latterligt som en Google Maps-fejl. Humøret kan man ikke tage fra costaricanerne, der ligger højt placeret på lykkeindekset deres relativt fattige levevikår taget i betragtning. Dem glæder jeg mig til at møde – og vil så iøvrigt tillade mig selv at lukke ned for nyhedsstrømmen et par uger.

Pura vida!

he