Kære læser februar 2011

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

I de gode gamle dage tog Felipe González en tur til Danmark for at lære, hvordan fagbevægelsen var skruet sammen. Han var lige rigelig lærenem. Og det er så noget af det, vi slås med i Spanien i dag. Politikerne taler om reformer, men der sker ikke noget af betydning. Her minder Spanien om Danmark. Vi må være et af de mest konservative lande den vestlige verden. Her minder Spanien igen om Danmark. Politikerne tør ikke at røre ved noget af det, der virkelig batter (ligesom i Danmark), og sidder i stedet og klynker og rager til sig, mens resten af befolkningen knokler løs – sort, vel at mærke. Spaniere, der reelt ikke laver noget, dem er der ikke mange af. Dels fordi de ikke har råd til at være arbejdsløse, men, håber jeg, dels også fordi, de rent faktisk godt gider at lave noget. Og her minder Spanien heldigvis ikke om Danmark. Hvor ville det være skønt, hvis de unge spaniere rejste sig i et oprør, og ikke dækkede sig ind under betegnelsen "ninis" – folk der hverken (ni) er under uddannelse eller (ni) arbejder – på det "hvide" arbejdsmarked, altså. Jeg kunne godt tænke mig at høre en opsang til det klynkesamfund, som Spanien er ved at udvikle sig til. Fra den generation, der snart skal føre landet videre. Ellers fortsætter vi bare det, Felipe González begyndte: at følge i Danmarks fodspor, og udvikle et alt for stort velfærdssamfund, hvor man nakker de rige, mens middelklassen sidder som fugleunger med åbne næb. De unge må ikke falde ind i offermentaliteten, hvor det er synd for alle, der tjener under 50.000 om året. Det værste, ved den politiske retorik i et ekstremt velfærdssamfund som det danske, er, at alt skal være lige for alle. Hvorfor skal det det? Hvor bliver drivkraften af, hvis den dumme og dovne skal have det samme som den flittige og arbejdssomme? Det er potentielt farligt at følge en model, hvor en stadigt voksende gruppe kommer på offentlig forsørgelse, for de næb bliver sværere og sværere og mætte for dem, der betaler gildet. Er det det, vi har i udsigt, så skulle vi måske prøve at få indført "progressiv stemmeret" inden valget næste år, så dem der betaler mest i skat har flest stemmer. Så skal I nemlig bare se løjer… Vi bliver nok nødt til at få en ny regering. Ligesom i Danmark, hvor det ikke er lykkedes den, de har, at vise (hvis det da er det, de vil), at man ikke hader de svage, de gamle, de fattige og de syge, og ikke vil sætte skatten ned for at købe større huse og federe ferier til sig selv, men derimod at det er smaskhamrende forkert at marginalisere folk ved at sætte dem på overførselsindkomst, medmindre de overhovedet ingen arbejdsevne har. At skattelettelser ikke er nogen gave, men penge, som de mennesker, der har tjent dem, havde i forvejen. At man ikke bør gå til lægen med et myggestik og at samfundet ikke er en bundløs kasse og heller ikke en multiproblemløser, hvis opgave er at fratage borgerne ethvert ansvar. Med den nye rygelov er vi allerede godt på vej her hos os. Det er ikke så meget det, at rygerne nu skal stå uden for restauranterne med deres smøger, men hvor stopper det? Hvad bliver det næste? Lad nu være med at lære mere af Danmark, hvor mentaliteten er, at mennesker ikke kan gå to skridt selv, uden at de skal have hjælp til det ene og det andet. Staten ser det efterhånden som sin opgave at fortælle folk, hvordan de skal leve og ikke leve. Og hvad har man fået ud af det? Det er klaustrofobisk, synes jeg. Man må kunne vinde kampen om den offentlige mening ved at give selvstændighed og frihed til de mange, som man forhåbentlig endnu kan nå, inden de lader sig marginalisere af det såkaldte velfærdssamfund, og i stedet fremlægge nogle begavede idéer, der får selvopholdelsesdriften tilbage i det enkelte menneske og som sætter det frie initiativ tilbage på listen over positivt ladede begreber.

he

PS. Okay så! Efterlønnen. Jeg magter snart ikke at høre mere om den – måske skulle jeg vente, til den udkommer på DVD som en af tidens helt store sagaer. Skal jeg alligevel pege på to ting (resten kender I alligevel min holdning til), skal det være Harald Børstings udtalelse på TV om, at de højtuddannede ikke har lavet en skid, siden de skrev deres hovedopgave. Hvor usaglig kan man være? At manden ikke fik prygl i medierne dagen efter, siger skræmmende meget om den danske presse. Og så synes jeg, det er morsomt, at ingen taler om, at efterlønnen aldrig har været tænkt som den nedslidningsordning, den diskuteres som i dag. Faktisk lyder betingelserne, at man skal være rask og til rådighed på arbejdsmarkedet den dag, man fylder 60, for at få den. Ja, der kan man bare se!

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa