Misforstået velgørenhed

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Efter over ni måneders fangenskab hos al-Qaeda-cellen i det sydlige Mauretanien blev catalanske Albert Vilalta og Roque Pascual endelig frigivet for godt en måned siden.

Der er ingen, som stiller spørgsmålstegn ved disse menneskers gode intentioner, men der rejses mange spørgsmål om, hvorvidt de ikke gør mere skade end gavn, og ikke mindst og om udenrigsministre og hele regeringer burde bruge tid på og betale ukendte summer til gidseltagerne og løslade terrorister.

Området syd for Marokko, som i dag er marokkansk (okkuperet, mener de fleste) Vestsahara og Mauretanien, ligger på grund af Spaniens kolonisering og alt for pludselige tilbagetrækning, spaniernes samvittighed nær. Det var én af årsagerne til, at medlemmerne af nødhjælpsorganisationen Acció Solidària, Albert Vilalta og Roque Pascual samt Alicia Gámez, i november 2009 med en konvoj af lastvogne lastet med fødevarer og andre fornødenheder begav sig gennem Marokko og til Mauretanien. I den sydlige del af det land blev konvojen stoppet af medlemmer af al-Qaeda, og de spanske nødhjælpsarbejdere blev taget til fange. Alicia Gámez blev frigivet i marts, mens Albert Vilalta og Roque Pascual nåede at slå den bizarre rekord at være dem, der længst har været gidsler hos al-Qaeda i Nordafrika, før de endelig i slutningen af august blev frigivet fra deres seneste skjul i ørkenen i Mali.

Dermed var de spanske gidslers mareridt forbi. Men nu, hvor de er hjemme i sikkerhed i Cataloniens nationalistiske favntag, tør man spørge, hvad de egentlig havde at gøre i Mauretanien?

Mere skade end gavn?
”Ingen har monopol på solidaritet, og vi sætter ikke spørgsmålstegn ved folks hensigter. Men erfaring viser, at hjælpekonvojer har en meget lille effekt på udviklingen i fattige lande,” citerer avisen El País Francisco Rey, direktør i Instituto de Estudios sobre Conflictos y Acción Humanitaria, som altså mener, der er mere effektive måder, hvorpå man kan fordele den humanitære hjælp.

Det er dog ikke kun det praktiske ved operationerne, der stilles spørgsmålstegn ved. Eksperter mener ganske enkelt ikke, at det er tidssvarende at køre fødevarer og andre sager fra for eksempel Spanien til det sydlige Mauretanien. I stedet, mener de, gør man mere gavn, hvis man køber varerne lokalt og i det hele taget fokuserer på at lære indbyggerne, hvordan de kan hjælpe sig selv.

”Nødhjælpskonvojerne er ofte en ydmygelse for modtagerlandet, og de hjælper ikke udviklingen på nogen måde. De er irrelevante,” bekræfter Antonio Sánchez, en ekspert i ikke-statslig nødhjælp.

Den aktuelle situation i Pakistan er dog et eksempel på undtagelser, hvor en katastrofe kan gøre befolkningen fuldstændig afhængig af hjælp udefra, men det er ikke tilfældet i Vestsahara og Mauretanien.

Alligevel planlægger Acció Solidària – hvis medlemmer måske blev taget til fange, fordi man på organisationens hjemmeside kunne følge konvojens rute – to nye ture, én i november, en anden næste påske. Foreningens medlemmer vil være mere forsigtige de næste gange, men mener, det er vigtigt at tage af sted.

”Vi arbejder med små NGO’er, som ikke har andre former for transport af de sager, de indsamler. Vi sørger for, at varerne kommer frem,” siger Francesc Osan fra Acció Solidària til El País. Heri giver han også udtryk for, at organisationen udfører et arbejde, som myndighederne burde gøre.

Al-Qaeda i Sahara
Sahara-bæltet fra øst til vest bliver mere og mere infiltreret af al-Qaeda. De hærger og skræmmer de få turister, der før forvildede sig på besøg, langt væk. Selv Læger uden Grænser har fjernet EU’s logo fra organisationens telte i området for at undgå at blive brugt som skydeskive.

Den menneskelige situation bliver værre og værre, og parallelt hermed stiger antallet af kidnapninger. Det sidste årti er antallet af (registrerede) kidnapninger af nødhjælpsarbejdere i tredjeverdenslande steget fra 20 til 92 i 2009, og antallet af dræbte nødhjælpsarbejdere er steget fra 30 til 102, hvilket naturligvis rejser spørgsmålet om rigtigheden i at give efter for gidseltagernes krav.

Størstedelen af hjælpearbejderne kommer fra europæiske lande, og de er omvandrende dollartegn på grund af deres velhavende hjemlande, der dog tackler situationerne på forskellig vis.

Det franske eksempel
En fransk statsborger, Michel Germaneau på 78, blev taget til fange i april, og i juli henrettet af al-Qaedas nordafrikanske celle. Han blev henrettet som hævn for de seks terrorister, der blev dræbt, da en redningsaktion slog fejl. Germaneaus skæbne sendte ilde tidender til Vilalta og Pascuals pårørende samt de spanske myndigheder, der dog fortsatte arbejdet (læs: forhandlingerne) med at få deres landsmænd hjem i god behold.

Germaneaus gidseltagere skulle have insisteret på, at Frankrig skulle forsikre frigivelsen af fængslede al-Qaeda-medlemmer i området. Flere aviser citerer præsident Nicolas Zarkozy for at udtale, at der ikke havde været nogen dialog mellem terrorcellen og hans regering, der kategorisk har nægtet at udbetale løsepenge eller anbefale løsladelse af terrorister. Det samme gælder Storbritannien og USA. Frankrig har officielt advaret befolkningen om at rejse til Algeriet, Libyen, Chad, Niger, Mali og Mauretanien.

Farligst at være spanier?
Politikere, nationale og regionale, og heriblandt lederen af den catalanske lokalregering, José Montilla (PSOE), har bedt om et forbud mod konvojerne, men den spanske regering har ikke advaret befolkningen mod at rejse til de mest risikable lande, med hvem man også forsøger at have sunde, diplomatiske forhold.

Regeringen har ikke bekræftet, at der er udbetalt løsepenge (der gættes på syv millioner euro), men heller ikke nægtet det. Heller ikke, da føromtalte Zarkozy kritiserede den formodede udbetaling af løsepenge, hvormed al-Qaeda kan vokse sig stor og stærk, og den formodede medvirkning til frigivelse af terrorister, der nu kan tage endnu flere nødhjælpsarbejdere til fange. Og det, frygter man, vil ske ud fra devisen om, at der ikke er noget nyt under solen, da Spanien jo er et land, som er villig til at betale løsepenge.

Problemet er ellers i sin grundform, at flere lande har skåret ned på ulandshjælpen. Spaniens regering besluttede alene i forbindelse med sidste omgang nedskæringer i statens budgetter at spare 600 millioner euro på denne konto. Disse nedskæringer kan få private nødhjælpsorganisationer til at foretage sig stunts som flere risikable konvojer for at tiltrække sig større opmærksomhed og efterfølgende bidrag og dermed er der nok langt til skruens ende.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa