Det danske magasin i Spanien
Stemmen bag Boney M

Liz Mitchell er stemmen og hjertet bag Boney M. La Danesa mødte den verdenskendte sanger, som netop nu er med Boney M på en seks måneders verdensturné, hvor turen den 25. september går forbi Fuengirola.

Det var en purung Liz Mitchell, der i januar 1976 tog flyet fra London mod Frankfurt. Et par dage inden var hun blevet ringet op for at gæsteoptræde i en nystartet tysk gruppe. Gruppen hed Boney M og bag stod den unge tyske producent Frank Farian. Frank havde en idé om at skabe noget ny og anderledes musik, som skulle leveres af nogle anderledes dansere og sangere i en kvartet med tre mørke syngepiger og en danser. Idéen fik han tidligt i ´75, men der var ikke rigtig sket noget, da den tyske producer ikke kunne finde de typer, han søgte. For Liz´ vedkommende var der tale om et tre-dages job. Bagefter var det retur til London igen, hvor hun var forsanger i det talentfulde band The Les Humphries Singers. Hun kom imidlertid aldrig hjem igen. Frank Farian så ved første optræden – som foregik i hans egen natklub – at her havde han den forsanger, han så længe havde ledt efter.

Boney M fødes

Liz fik en ét-årig kontrakt med mulighed for to års forlængelse.

"Kontrakten var på tysk og jeg forstod ikke et ord, men jeg skrev under alligevel, for jeg kunne lide projektet og folkene omkring det", har Liz Mitchell fortalt i flere interviews og samtidig erkendt, at hun nok burde have ladet en advokat se på tingene, inden hun skrev under – men det vender vi tilbage til senere. Efter Liz skrev under, faldt de sidste brikker hurtigt på plads, og Frank Farian havde fået den kvartet, han havde drømt om; Liz Mitchell som forsanger støttet af Marcia Barratt og Maizie Williams og den kasmariske Bobby Farrall som danser. Derfra gik det rigtig stærkt, for den tyske producer havde allerede sangene ”Daddy Cool” og ”Sunny” på tegnebrættet. De udkom allerede samme år og året efter, i 1977, kom næste CD – eller LP som det hed dengang – på gaden, der bl.a. indeholdt hittet Ma Baker. I 1978 kom så pladen med de verdenskendte numre ”Brown Girl in the Ring”, ”Rasputin” og ikke mindst ”Rivers of Babylon”, som stadig har sin plads i Guiness rekordbog for værende den bedst sælgende single gennem tiderne. Succesen ville ingen ende tage og frem til 1986 lancerede Boney M næsten hvert år en ny plade, som røg helt til top på verdens hitlister. Status efter 10 år var et salg på 105 mio. plader og singler og Boney M røg ind i historiebøgerne som et af historiens bedst sælgende bands.

Tjente ingen penge
Men for gruppens fire medlemmer var det ikke guld og grønne skove.

"Vi elskede vores arbejde og musikken, og nød i fulde drag succesen, men vi havde også vores interne stridigheder. Der var meget jalousi mellem os og Bobby Farrall opførte sig i en periode så mærkeligt, at Frank Farian smed ham ud af gruppen. Han kom igen året efter, men der var meget uro, trods stor succes", fortæller Liz Mitchell, der oprindeligt kommer fra Jamaica og fortsætter: "Der var også meget uro i og omkring Boney M, da det kom frem, at Bobby Farralls sang til nummeret ”Daddy Cool” var play back. Men det er rigtigt. Stemmen til ”Daddy Cool” har altid været Frank Farians for Farrall kan slet ikke synge. Han var god som danser og showman for os, men synge kunne han ikke. I den sidste ende tror jeg ikke, det skadede os, men var blot med til at skabe endnu mere mystik om Boney M", forklarer Liz Mitchell, som overraskende nok aldrig kom til at tjene de store penge på sin succes. "Det var bestemt ikke os, der scorede guldet på Boney M’s succes. Vi fire sangere og dansere fik hver 50.000 af de gamle D-mark, efter at den første plade var kommet på gaden. Vi betalte selv vores kostumer, transport og andre udgifter. Den første store check fik vi to år efter, da singlen ”Rivers of Babylon” havde solgte bedre end nogen anden single nogensinde. Da vi fik 500.000 D-mark, hvilket efter skat og alle udgifter til rejser, kostumer, osv. gav mig 100.000. Der er ingen tvivl om, at jeg og de tre andre frontfigurer burde have sikret os langt bedre økonomisk, da vores kontrakter skulle fornyes efter det første år, men det var en helt anden tid. Vi tilhørte alle flowerpower-generationen og alt med advokater, kontrakter og klausuler lå langt fra vores verden. Vi ville bare optræde, ha´ det sjovt, og klappede publikum af os, når vi forlod scenen, var vi lykkelige. I stedet var det vores producer, Frank Farian, pladeselskabet, sangskriverne og koncertarrangørerne, der løb med guldet", forsikrer Liz Mitchell, som i dag kun har et smil til overs for sin og gruppens økonomiske sans tilbage i 70 og 80´erne.

Gik solo
Efter 10 år med masser og succes og interne kampe blev Boney M i 1986 opløst, men kun for en stund. Støttet af Frank Farian gik Liz solo og fik den personlige succes og anerkendelse, hun nok aldrig havde fået i Boney M. Med albummet ”No One Will Force You” fik hun sit sologennembrud i 1988. Med sin personlige stil har hun vundet stor respekt som sanger og sangskriver, og er i dag en eftertragtet solist i hele Europa. Hendes seneste album udkom i 2005.

Men hjertet banker stadig for Boney M, og sideløbende med sin solokarriere, har Boney M med Liz Mitchell i spidsen siden 1990 med jævne mellemrum været på turné. "Denne gang er vi af sted på en seks måneders verdensturné. Vi er et 18 mand stort team, hvoraf 12 af os er synlige på scenen. Cirka halvdelen af det gamle, originale Boney M team er samlet og det er en fornøjelse. Vi er taget på turné med et nyt og innovativt show ”designet” af Frank Farian i bedste Boney M stil. Publikum får alle de store hits men med et liv og en dynamik, som hidtil ikke er set", lover den erfarne forsanger, som ikke trykkes af alderen. "Vi er bestemt ikke gamle. Husk på vi var purunge, da det hele startede i ´76. I dag er de fleste af os mellem 58 og 60 år", slutter Liz Mitchell som ser frem til Boney M’s første optræden nogensinde på Costa del Sol.


Fran Farian
Efter en kort karriere, uden de store resultater, dropper Fran Farian, som oprindeligt hedder Franz Reuther, sin karriere som solist for i stedet at blive producer. Dét har den unge tysker nemlig talent for. Udover Boney M er Frank Farian manden bag Eruption, Milli Vanilli, Meat Loaf, FAR Corporation og mange andre. Siden Boney M’s sidste LP i 1986 har den tyske producer sendt næsten 50 plader på gaden, alle sammen opsamlingsplader og nye versioner af gamle Boney M hits. Næsten alle lanceringer har været en kæmpe succes. Op til Boney M’s 30 års jubilæum i 2006 lancerede han Daddy Cool som musical i Berlin og London og pt. arbejder han på endnu en opsamlings CD med hidtil uset ekstra materiale af gruppen.


Kampen om navnet


Der findes i dag flere grupper, som kalder sig Boney M, men den eneste originale er Boney M med Liz Mitchell og Frank Farian. Striden skyldes, at der aldrig blev taget patent på navnet. Som Liz Mitchell siger: "Boney M kom til midt i en flowerpower-tid og den slags ting, tænkte man ikke på. Derfor måtte producer Frank Farian, efter Boney M’s midlertidige opløsning i ´86, igennem en række langvarige retssager for at sikre sig retten til navnet. I mellemtiden havde flere dog haft rig lejlighed til at udnytte det guldrandede navn, bl.a. sangere og dansere, som gennem årene havde gæsteoptrådt med gruppen, begyndte at kalde sig Boney M. Det var også tilfældet i 2001, da en falsk udgave af Boney M optrådte i tyrefægterarenaen i Estepona. "Frank Farian har opgivet kampen mod de falske udgaver, for han overkommer ikke en ny retssag hver gang en falsk gruppe optræder i udlandet. Jeg selv har kun et skuldertræk tilovers for dem", siger Liz Mitchell, som sagtens kan forstå publikums forvirring.


Dansk arrangør

Det er danske Henrik Andersen fra EventHuset, der står bag koncerten den 25. september kl. 22.00. "Det er en ren tilfældighed, at vi har fået Boney M til byen. Gruppen fik et afbud i Tyskland, lige som jeg løber ind i deres manager. Da Castillo Sohail samtidig var ledig denne dato, kunne det ikke passe bedre", fortæller Henrik og fortsætter: "Jeg tør satse på Boney M, for det er et af historiens største bands, som aldrig har optrådt i Málaga-provinsen før.

Billetsalget er startet fint og målet er at fylde borgen med 2.000 festglade mennesker.

  


Billetter:

Ståplads: 40 €
Siddeplads: Nedre afsnit 50 €, øvre afsnit 70 € (Begrænset antal pladser)

Her kan du købe billetter:

Fuengirola/Mijas: Vitamina (Centro Idea), Hair Inspiración (EuroMarket), UniOptica, Café Copenhagen, Café La Vida, Holger Danske, Karen & Martin, Favoritten, Casa Danesa,
Private Investment v/John Frank
Arroyo de la Miel: Frisør Kazzi
Torremolinos: DSS
Marbella: Handelsbanken
Torre del Mar: DSS + Muebles Piramides Puerto
Almuñecar: Café Rosa + Mette Owens

Book online på henrik@eventhuset.es – Info-linie tel. 670 63 57 86
Bus fra Almuñecar, Nerja og Torre del Mar. Ring Mette Owens tel. 639 86 13 41

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.