Hvad man finder på vejen: Om oplevelser på Camino de Santiago

Hvad man finder på vejen: Om oplevelser på Camino de Santiago

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Gennem de seneste godt tusinde år har pilgrimme valfartet til den nordlige del af Spanien for at gå pilgrimsruten, Camino de Santiago. Her fejres den 25. juli endnu et helligt år.

Hvert år går omkring 200.000 såkaldte pilgrimme turen, og blandt disse er Ib Johansen. For et par år siden gik han sammen med sin yngste søn, der også hedder Ib, de 800 kilometer tværs over Nordspanien.
For nogle er denne tur et mål, noget man skal gøre mindst én gang i livet, lidt som at man skal gå på den kinesiske mur og nå at spise på El Bulli. Andre må derimod spørge, hvorfor man dog ønsker at udsætte sig selv for vabler, ømme lægge, fodsved og sovesale, når man bare kunne tage et fly til Nordspanien og bekvemt hoppe mellem byerne eller tage toget fra sted til sted. Er det bare for at kunne sige, at man har gået turen? Eller har vandreturen et religiøst eller sjælsøgende formål?
Ib Johansen, faderen altså, der bor i Los Boliches, fortæller her om sine erfaringer på og holdninger til El Camino.

Religion eller pral
”Der er egentlig ikke nogen forkert grund til at gå pilgrimsruten. Nogle er rigtige pilgrimme og går turen af religiøse årsager, hvilket for eksempel kan være at vise taknemmelighed over veloverstået sygdom. Andre gør det for ligesom at forsøge at finde sig selv et sted på vejen. Og så er der dem, der går turen for oplevelsens skyld, for at kunne sige, at de har gjort det, og ikke andet. Og bagefter tager de hjem for igen at se livet på TV.
Jeg kan dog ikke se noget forkert ved nogen af årsagerne, og uanset udgangspunktet så får de fleste en masse gode ting ud af at gå turen, for eksempel bare det at være så langt væk fra alt det, man normalt omgiver sig med,” fortæller Ib Johansen.
”Selv havde jeg længe haft et ønske om at gå hele pilgrimsruten. Det var ikke af religiøse årsager, da jeg er buddhist, men hele turen og kulturen og den vilde natur tiltrak mig. Desuden havde Ib og jeg haft et lidt skævt forhold, og jeg så en mulighed for, at vi undervejs skulle kunne finde tættere sammen,” fortsætter han.

Fra Pyrenæerne til Galicien
”Vi gik den franske vej, hvilket vil sige, at vi startede i St. Jean Pied de Port i den franske del af Pyrenæerne og sluttede i Santiago de Compostela i Galicien. Vi var 30 dage om at gå de omkring 800 kilometer, så vi gik gennemsnitligt 26 kilometer om dagen, plus diverse gåture i områder udenfor ruten,” fortæller Ib, hvis vabler siden er helet, og som sammenligner pilgrimsruten med at spise elefanter. ”Det tager sin tid, men man må bare tage et skridt ad gangen.” De to havde lagt en plan hjemmefra, blandt andet ved hjælp af diverse bøger, der foreslår ruter, der passer til en dags vandring mellem egnede overnatningsmuligheder.
Ib senior er meget begejstret for den gæstfrihed og hjælpsomhed, de lokale indbyggere viste. De ser tusinder og atter tusinder af mennesker, spaniere såvel som udlændinge, nærmest trave gennem deres baghaver og trampe gennem deres sikkert ellers fredelige tilværelser, men alligevel fornemmede Ib ikke andet end velvilje.
”Vi blev altid godt modtaget, og alle var indstillet på at hjælpe. Vi var for eksempel i kirke i en lille by, hvor en del af prædiken var tilegnet pilgrimmene. Ingen spurgte dog til nogens religiøse overbevisning, det var ren medmenneskelighed,” forklarer Ib.
Turen gik gennem flere regioner og byer som Pamplona og León. Først og fremmest førte turen dem dog gennem små landsbyer, hvor et hus var konverteret til et åbent herberg med madrasser på gulvene og måske et sted at lave mad.
”Nogle af herbergerne var meget primitive, andre mere komfortable og med mulighed for sanitær hjælp til vabler og de andre skavanker, der opstår undervejs. Mange steder kan man da også vælge at leje et værelse på et hostal eller hotel.
Det er normalt gratis at overnatte på herbergerne, men selvfølgelig lægger man nogle penge, måske 10 euro, før man går derfra. De fleste overnatningssteder har enten en restaurant eller et køkken, hvor man selv kan lave mad. Vi lavede nogle gange mad sammen dem, vi havde mødt på turen. Du møder i øvrigt nye mennesker hver eneste dag.
Det gik ellers op og ned ad bakker og bjerge, og selv min søn, som havde trænet og var i god form, måtte standse i blandt for at få pusten igen. Jeg var selv 71 år, da vi gik turen, men var nu slet ikke alderspræsident,” fortsætter Ib, hvis spanske venner har kaldt ham Santiago, siden han gik turen.

Målet nået
Den første uge, far og søn tilbragte sammen på en støvet landevej i Nordspanien, var de dog så irriterede på hinanden, at førstnævnte truede med at afbryde turen eller gå for sig selv. Men det var ikke kun, fordi der på forhånd var en kurre på tråden mellem de to.
”Man skal kunne lide at være sammen med andre mennesker, og man skal kunne tåle dem, man går sammen med. Alt kommer op til overfladen, og der er folk, som må erkende, at det bare ikke går. Men efter at have vænnet os til forholdene, fandt vi dog rytmen og hinanden, og vi har siden haft et langt bedre forhold. Og det var jo netop et af mine mål med turen,” siger Ib, som understreger, at man også skal kunne holde ud til at være sammen med sig selv, for at få fornøjelse af turen. ”Man går mange timer lukket inde i sine egne tanker,” smiler han.
10 kilometer før de nåede Santiago de Compostela, fornemmede de, at de var ved at nå i mål.
”Vi gik og talte skridtene. Et skridt og et mere. De sidste kilometre var vi som ”høje”, og da vi endelig kunne se Santiago, var det som om, at verden stod stille. Det var sidste bid af elefanten. Og det var turens andet mål,” fortsætter Ib, der sammen med sin søn blev en dags tid i byen for at opleve gudstjenesten i katedralen, få certifikatet, der beviser, at de skam er pilgrimme, og få købt den traditionelle

kammusling, før sønnen drog hjem til Danmark og Ib tilbage til Málaga.
Han mener ikke, at vandreturen gør noget ”mystisk” ved én, men at man lærer lidt om, hvad og hvem der betyder noget i ens liv.
”Hanne og jeg giftede os et par måneder efter, jeg havde fuldført El Camino. Og når de rigtige omstændigheder byder sig, så kunne jeg også godt tænke mig at gå turen sammen med min ældste søn,” slutter Ib Johansen.


Jakob og Santiago

Historien går på, at apostlen Jakob skulle være blevet halshugget af kong Herodes’ mænd. Tidlige kristne fragtede den afdøde apostel på et skib gennem Middelhavet, op langs Portugal og ind i en galicisk fjord. Her skulle hans følge have lagt ham på en sten, der konverterede sig til et sarkofag.

Omkring 800 år senere skulle apostlens grav være blevet fundet af en eremit kaldet Pelayo. Han så en stjernehimmel (campus stellae eller campo de estrellas), som han fulgte og herunder fandt han en kiste, som man afgjorde måtte indeholde Skt. Jakobs jordiske rester.
Kong Alfonso II besluttede at bygge et tempel, forgængeren til dagens katedral, over kisten. Omkring denne helligdom voksede en by op, som fik navn efter helgenen og stjernehimlen; Santiago de Compostela.

Den 25. juli
Den 25. juli er apostlen Jakobs helgendag. Eftersom dagen i år falder på en søndag, er det lig med starten på endnu et helligt år i Santiago de Compostela. Fænomenet hedder et Jacobsår eller Año Santo Xacobeo.
Der er et helligt år 14 gange hvert århundrede, og efter 2010 vil det næste være i 2021.

Málagas pilgrimsrute
Pilgrimsruten forbindes oftest med den vej, som går tværs gennem Nordspanien, men faktisk er der flere andre. En starter i Polen, en anden i Portugal, en tredje syd for Paris. Indenfor Spanien er der også forskellige veje, som fra for eksempel fra Granada og Burgos.
Og så har Málaga sin egen vej. Den kaldes Camino Mozárabe og udgår fra kirken Santiago i centrum af Málaga. Den er godt 200 km lang og går via blandt andet Almogía, Antequera, Cartaojal, Cuevas Bajas, Encina Reales, Lucena og Baena for til sidst at nå Córdoba.

Martin Sheen og Emilio Estévez på pilgrimsruten
Et andet far og søn-team på pilgrimsruten er skuespilleren Martin Sheen og den ene af hans sønner, Emilio Estévez. De har sammen lavet en film om ruten, som de kalder The Way. Sidstnævnte har skrevet drejebogen og instruerer ligeledes, mens Sheen spiller hovedrollen.
Filmen går ud på, at sønnen dør på vejen. Faderen tager til Spanien for at afhente sin døde søn og beslutter der at fuldende ruten på vegne af sønnen. Martin Sheen, hvis rigtige navn er Ramón Gerardo Antonio Estévez, har altid haft et tæt forhold til Galicien, da hans far stammede herfra.
Filmen har premiere i oktober.

Otte millioner mennesker i katedralen
De fleste pilgrimme besøger ved vejs ende katedralen i Santiago. Eftersom vandreturen er blevet så stort et tilløbsstykke, har myndighederne været nødt til at øge sikkerheden.
Der er således metaldetektorer som i lufthavnene, og man må nu ikke længere tage sin rygsæk med ind i katedralen. Det er muligt at opbevare sin bagage i forskellige depoter i byen.
Antallet af besøgende er nu også begrænset til 1.200 personer ad gangen. På grund af det hellige år, regner man med, at omkring otte millioner pilgrimme i år vil lægge vejen forbi Santiago de Compostela.

Læs mere
www.mundicamino.com
www.caminosantiago.org
www.santiagopilgrimme.dk.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa