Vis mig din landsby - Los Romanes

En stor, spejlblank sø ligger roligt under mig, da jeg begynder den smukke opstigning til en lille landsby med omkring 400 indbyggere, der så vidt vides, kun tæller to fastboende danskere. Så idyllisk, og lidt dramatisk, må jeg indrømme, er ankomsten til Los Romanes i Málagas bagland.

Frank møder mig på familiens store terrasse, der, med udsigt over søen og resten af området, er et perfekt udgangspunkt for mit besøg: En snak om Los Romanes og familiens liv der. Jeg er virkelig kommet langt væk fra byens trængsel og alarm; her er musestille. ”Du er kommet på et meget stille tidspunkt. Kl. 7 og er her et værre leben, når folk står op”, siger Frank, da jeg lader en bemærkning falde om stilheden. Som i andre landsbyer benytter brødsælgeren også her flittigt bilens horn for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, og så er der liv igen. Men ellers forekommer det mig, at området kan have en beroligende effekt på selv de mest fortravlede byboere. 

Frank og hans kone Bente har nu boet lidt over to år i Los Romanes, og de nyder det fuldt ud. De søgte egentlig et sted langt ude på landet, men blev enige om, at det ville blive for upraktisk. En lille landsby med meget få udlændinge og tæt på lufthavnen, så den store familie i Danmark også kunne nås hurtigt, var ideelt. Uden særligt kendskab til spansk og med kun få besøg i Spanien i bagagen, gik de i gang med at lære spansk og få nye bekendtskaber. Den yngste datter flyttede med til Spanien og begyndte straks i spansk skole; på den måde lærte hun spansk og fik nye veninder. Det var nu ikke noget problem for Frank og Bente at få et netværk, for som Jehovas Vidner er der masser muligheder langs Kysten, som de tager til omtrentlig hver eneste dag.

Det første møde
Naboerne og de andre indbyggere i Los Romanes er primært spaniere. Det skabte nogle pudsige situationer i starten, da Bente og Frank endnu ikke havde lært sproget og den spanske (fest)kultur at kende. Deres første møde med en spansk feria foregik i sikker afstand på terrassen. Men naboerne havde andre planer. ”De kom op og hentede os med ned til feria”, fortæller Bente grinende. På den måde lærte familien, hvordan spanierne kan feste flere dage i træk – og har lige siden den første feria selv deltaget i de to, der holdes hvert år og varer tre dage i træk. I det hele taget har de kun positivt tilovers for spanierne generelt og deres egne naboer, der er meget imødekommende og interesserede. ”De virker så afslappede. De forstår at nyde hver eneste dag, og det kunne vi godt lære noget af”, siger Frank, da vi kommer til at tale om den spanske måde at leve på.

Spanien 200 %
Jeg er imponeret over familiens gåpåmod: At hive teltpælene op i Danmark for at flytte permanent til Spanien uden større kendskab til kulturen og sproget, er der mange på Kysten, der gør. Men danskere, der bosætter sig i bjergene og omgiver sig med spanske naboer, og samtidig vil det spanske liv 200 %, kan der være langt imellem. Og selvom familien er godt etableret nu, har der også været hårde tider. ”Det første år var hårdt, inden vi lærte sproget ordentligt og var faldet til. Men det var det hele værd”, reflekterer Frank. Familien har lagt Danmark bag sig og nyder det nye spanske liv. Sågar de spanske spisetider, som ofte kan være et mysterium for os nordboere, har de taget til sig. Men Frank kan ikke undvære sin Zendium tandpasta, så den bliver sendt fra Danmark.

Landsbyboerne
Inden jeg forlader Frank og Bente, giver de mig et tip om, at jeg bør besøge olivenmøllen, som ligger midt i byen. ’Midt i byen’ burde være nemt at finde i en lille landsby, men jeg ender hurtigt på en støvet grusvej uden for byen. Her møder jeg pludselig López, en gammel gedehyrde, der sidder med sin stok i skyggen af et oliventræ og nyder en hjemmerullet cigaret. Hvad han egentlig laver der for enden af en grusvej, hvor man kun kan høre bladene rasle lidt i vinden, melder historien ikke noget om, men måske nyder han bare stilheden, for særlig snakkesalig er han ikke. Nærmere eftertænksom. López er en rigtig landsbyboer, der har boet hele sit liv i Los Romanes, og arbejdet med gederne har været en stor del af det. Jeg spørger pænt, om jeg må tage et par billeder af ham for at dokumentere vores korte (og lidt tavse) møde. Det er nok ikke hver dag, der kommer en dansker forbi og vil snakke og tage billeder.
Inde i byen igen finder jeg et lille supermarked, hvor der er liv. Folk er nysgerrige på, hvad jeg er for en, og stiller gerne op til både fotografering og en lille snak. En tysk mand slutter sig til selskabet uden for supermarkedet. Han har boet på landet lige uden for byen i omkring 20 år, og han brillerer med lidt dansk indimellem det spanske. Mændene er begejstrede over mit besøg i landsbyen: ”Du skal da gå en lille tur, så kan du ikke undgå olivenmøllen.” Mit første stop bliver dog byens bar, hvor en lille flok mænd har samlet sig over en højlydt diskussion. Det lader til, at der på visse tider af dagen samles en del mennesker her, for baren er ret stor.
Jeg finder olivenmøllen, som ganske rigtigt ligger på hovedgaden midt i byen. Desværre er det lige ved siesta-tid, så der er så småt lukket. Men olivenolien står flot på store og mindre flasker, lige til at tage med hjem.
Man lever på den gammeldags måde her i Los Romanes, hvor de fleste mødre går hjemme, mens mændene er på arbejde og børnene i skole. Hver eftermiddag kl. 17 spadserer fårehyrden med sine får gennem byen, og mange kommer ridende til byen på hest. Byen har sin egen skole op til 5. klasse og der efter går børnene i nabobyens skole. Her er masser af smuk natur og vandreture at udfolde sig på – og ikke mindst meget imødekommende indbyggere. Man kan også bare køre ud ad de snoede bjergveje og så se, hvor man ender. Eller stoppe, hvor man har lyst. Her er nok at udforske.
På vej ud af byen får jeg et glimt af en gedehyrde med sin flok langt oppe på bjerget. Det virker, som om tiden for mange år siden gik i stå her. Og det er nu egentlig ikke så tosset.