Fortidens famøse personligheder: María Zambrano

Fortidens famøse personligheder: María Zambrano

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Moderne kvinde med klare holdninger

Málagas centrale togstation, Málaga-María Zambrano, er mere end blot et knudepunkt for rejsende fra hele verden. Navnet fortæller nemlig historien om en af datidens store spanske personligheder og meningsdannere, María Zambrano. I en alder af blot 26 år udgav hun sit første skrevne værk, hvori hun anfægtede den kapitalistiske ideologi mod det samlende demokrati. Hun døde i 1991, men nåede inden da at udgive 17 værker og formåede som første kvinde at vinde den prestigefulde Cervantes-pris for vigtigste spanske forfatter.

En aprildag i 1904 kom María Zambrano til verden i Vélez-Málaga. Forældrene, Blas José Zambrano y Araceli Alarcón, var begge lærere og socialister, hvorfor María Zambrano og hendes søster Nace Araceli stiftede bekendtskab med politik fra en tidlig alder. Da hun var fire år, flyttede familien til den spanske hovedstad, hvor hendes far havde fået ny job. Efter blot et par år i Madrid flyttede de til Segovia, hvor hun tilbragte sine teenageår, inden hun i en alder af 17 år vendte tilbage til storbyen for at studere filosofi på Universidad Central de Madrid.

Ungdomsårene og begyndelsen på forfatterlivet

I Madrid blev hun hurtigt en del af det socialistiske intellektuelle miljø og deltog i flere studenteroprør. Hun var en kvinde med meninger om verden og så med kritiske øjne mod kapitalismen, som, ifølge Zambrano, ville føre til en radikal politisk styreform og lede til en moderne form for slaveri af masserne. Hun kæmpede for en styreform, hvor der ville blive skabt ligevægt i samfundet med en fair fordeling både økonomisk og kulturelt. Hun udgav sit første værk, Horizonte del liberalismo (liberalismens horisont), i 1930, da hun var blot 26 år, og manifesterede sig tidligt som en af Spaniens ledende kvindelige filosofer og humanister. Hun beskrev i sine bøger, hvordan liberalismen ville føre til Europas krise og endelige nederlag, og hun ønskede en tredje revolution. Generelt var hun meget optaget af bysamfundet og borgernes rettigheder, men senere blev hun mere filosofisk i sine værker, hvor hun i et af det største, El hombre y lo divino, berører emner som liv og død og det guddommelige i mennesket og i verden.

Hun har blandt andet udtalt:

”Menneskets hjerte har brug for noget at tro på, og det tror på løgne, når det ikke kan finde sandheder at tro på.”

– Maria Zambrano

Og:

“Mens religion og etik kan styres hen mod det isolerede individ og kan eksistere i et menneske uafhængigt af andre, så har politik brug for et samfund for at eksistere.”

Hun var en kvinde med ordene i sin magt, men hendes klare meninger skulle dog ende med at føre hende langt uden for Spaniens grænser, da hun under Francos regime, som ikke tolererede alternative holdninger eller kunstnere, der kunne udfordre hans magtposition, måtte rejse i eksil.

Tiden i eksil og livet i Spanien efter Franco

Zambrano blev gift i september 1936 med historiker og sekretær for den spanske ambassade i Chile, Alfonso Rodríguez Aldave, og de rejste til oktober samme år. Efter otte måneder i Latin-amerika vendte de tilbage til Spanien, hvor de landede lige midt i Den Spanske Borgerkrig. Alfonso Rodríguez Aldave blev indkaldt til hæren, og María Zambrano flyttede i 1937 til Barcelona med sine forældre og søster, hvor hun blev en del af oprørsgruppen, der kæmpede for en spansk republik. Hendes far døde en oktoberdag samme år, og i begyndelsen af 1938 måtte hun opgive oprørskampen og sammen med sin mor og flere familiemedlemmer flygte til Frankrig i eksil, hvor blev hun genforenet med sin mand. Sammen tog de videre mod Mexico, hvor de var blevet inviteret af Casa de España, der i dag er kendt som universitet El Colegio de México, A.C.

De efterfølgende år boede de blandt andet på øen Puerto Rico og på Cuba, hvor María Zambrano afholdt flere konferencer og underviste i filosofi. I 1947 blev hun skilt fra sin mand, og flyttede tilbage til Mexico, hvor hendes søster havde bosat sig. Cuba lå dog stadig i María Zambranos bevidsthed, og i begyndelsen af 50’erne flyttede hun tilbage til den caribiske ø, hvor hun fortsatte med at undervise og afholde konferencer.

I 1953 gik turen dog igen mod Europa, nærmere bestemt Rom, hvor hun og søsteren boede i en årrække, indtil søsteren gik bort i 1971. María Zambrano begyndte også selv at mærke alderdommen nærme sig, og i 1977 var hendes syn så dårligt, at det gav hende problemer med at læse og skrive. Der gik yderligere syv år, før hun vendte tilbage til Spanien, og på trods af sine begrænsede skrivemuligheder fortsatte hun ufortrødent med at skrive artikler, hvoraf den sidste blev udgivet blot to måneder før hendes død i 1991.

I slutningen af firserne blev hendes navn for alvor skrevet ind i de spanske historiebøger. Her stiftedes eksempelvis María Zambrano Fonden (Fundación María Zambrano) med sæde i bygningen el Palacio Marqués de Beniel i Vélez-Málaga, og i dag består stedet af en verden af billeder og ord, som beskriver historien om den spanske verdenskvinde. I 1988, blot fire år inden sin død, modtog hun desuden som første kvinde den prestigefyldte Cervantes-pris som vigtigste forfatter i Spanien.  

María Zambrano Fonden uddeler blandt andet stipendier til studerende, der har brug for økonomisk støtte til at gennemføre eksempelvis gymnasiet, så selvom María Zambrano er død, lever hendes eftermæle i bedste velgående. Med sine ord og tanker berørte hun mennesker i flere dele af verden, og meget passende er den travle bus- og togstation i Málaga med til at føre María Zambrano ud på en evig rejse.

Citat, María Zambrano: 

”Når ord ikke siger mere end stilheden, er det bedst ikke at udtale dem.”

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa