Landsbyliv, kunst og skarpe drejninger. Et interview med Caroline Krabbe

Landsbyliv, kunst og skarpe drejninger. Et interview med Caroline Krabbe

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Caroline Krabbe tager imod i galleriet, der har til huse i et par nedlagte garager i udkanten af Frigiliana. Her indrettede familien Krabbe/Sørensen i 2004 et galleri, og hvor der før var værksted, dæk og smøreolie, præges det nu moderne lokale af malerier, skulpturer, keramik og grafisk kunst. Mange af værkerne er skabt af danske kunstnere, heriblandt Caroline selv, hendes mor, Dorthe Krabbe, samt hendes far, Arne Haugen Sørensen, mens andre er lavet af lokale, spanske kunstnere samt artister fra mange andre lande.
Caroline, der i dag er 38 år, har boet i byen, siden hun kun var 10, og hun fortæller her også om, hvordan det var for en ung pige at flytte ind i et andet lands samfund, hvordan galleriet blev modtaget i byen og hvordan denne har udviklet sig de seneste, snart tre årtier.

Du var kun 10 år gammel, da familien Krabbe/Sørensen slog sig ned her. Hvorfor faldt valget på Frigiliana?
Vi havde allerede boet to år i Torrox. Mine forældre kendte en dansk forfatter, som boede en kort tid i Frigiliana, og da vi besøgte ham, forelskede hele familien sig fluks i byen. Så mine forældre købte et gammelt hus på kirketorvet, som de restaurerede. Der bor jeg i øvrigt nu, mens de er flyttet længere op i bjergene bag byen.

Hvordan har det været at vokse op i en spansk bjergby?
Da jeg var yngre, syntes jeg, at det var lidt underligt, at jeg var så anderledes i forhold til mine skolekammerater. Vi gik i de lokale skoler i hhv. Torrox og Frigiliana, og her var jo ikke så mange udlændinge dengang. Jeg begyndte dog at trives med skolegangen, efterhånden som jeg lærte spansk og bedre kunne følge med.
Det var især svært de første år i Torrox. Min søster Louise var kun ni måneder, da vi flyttede hertil, så på en måde var det nok lettere for hende, da hun ikke kendte andet.
Det har ikke noget at gøre med at være bedre eller værre, men i dag er jeg dog glad for at være anderledes og for at være dansker.

En tilværelse i en smuk, andalusisk landsby vil for mange lyde som den rene idyl. Er det sådan i virkeligheden?
Ja og nej. Her bor nu mange flere udlændinge, der tiltrækkes af det kunstnermiljø, her er opstået. Men man bliver selv efter mange år anset som udlænding.
Før kunne jeg se over bjergene fra galleriet, nu ligger der et socialt boligbyggeri på den anden side af gaden. Men det generer mig nu ikke, jeg synes, det er i orden, at der bygges billigere boliger, så også unge børnefamilier har råd til at blive i byen.
Man tager godt vare om byen og her er strenge regler for eksempelvis maling af husene. Der kommer besked fra kommunen, når det er tid at male ens hus, og får man det ikke gjort, gør kommunen det for én – og sender naturligvis regningen.
Hver morgen er vi alle ude og feje fortovet.

Og du og din familie?
Byen har også udviklet sig på andre områder. Skolen har i dag nogle fantastiske sportsfaciliteter, en stor swimmingpool og diverse sportsbaner, hvilket er vigtigt for mig, da jeg selv har to børn på hhv. 13 og 15 år.
De er vokset op i dette internationale samfund. Deres far er argentiner, og de er meget åbne over for forskellige kulturer, det multinationale samfund er normen for dem.
I øvrigt giftede jeg mig sidste år med deres far. For anden gang.

Hvordan er I involverede i det lokale samfund?
Vi bor på kirketorvet, så vi kan ikke undgå at følge med i, hvad der sker. Vi ser alle barnedåber, konfirmationer, bryllupper og begravelser, og vi kender mange af byens ca. 3.000 indbyggere.
Ellers er der ikke meget, man kan foretage sig her.

Du har for nyligt fået diagnosticeret sklerose. Hvordan takler du det?
Det tog fem år, før lægerne kunne give mig klar besked, da diagnosen i nogle tilfælde kan være meget svær at stille. Jeg har det rigtig godt, og det at jeg har fået diagnosen, gør, at jeg er kommet på medicin, hvilket er meget vigtigt. Jeg er ekspert i at se de positive sider af tingene, og det er jo også meget typisk, at man lever livet meget mere intenst, når tingene pludselig får en skarp drejning.

Ville du anbefale andre at flytte til en by som Frigiliana?
Ja, jeg vil godt råde andre til at flytte til en mindre by væk fra kysten. Især ældre har det bedre i det stille og rolige miljø, og efterhånden er her opbygget et godt netværk af danskere.
Og jeg synes, her er dejligt.

Hvordan blev galleriet modtaget i byen?
Alle vidste, at min far var kunstmaler og min mor keramiker, så på en måde forventede de, at familien ville åbne et galleri. Mange tror dog stadig, at vi kun har hans malerier. Det er fortsat nyt for mange, at vi også udstiller mange andre kunstnere, heriblandt lokale, spanske artister og kunstnere af mange forskellige nationaliteter.

Er byens indbyggere blandt galleriets kunder?
Nogle enkelte lokale har købt malerier, men flere kommer bare for at kigge. De vil gerne tale om kunst, er meget åbne og giver udtryk for, hvad de kan lide og hvad de ikke bryder sig om. Det er meget lidt, der bliver pakket ind.
Jeg er glad for det store danske klientel, hvoraf mange kører langt for at komme hertil, for eksempel når vi holder fernisering. 90 procent af al salg er til danskere.

Galería Krabbe fylder seks år i juni. Hvad skal der ske de næste seks?
Vi er stadig et ungt galleri, så vi tænker meget på, hvad vi kan gøre hen ad vejen.
Jeg føler, at vi i de første seks år har været med til at give byen et skub. Vi bliver kontaktet af mange kunstnere, der ønsker at udstille hos os, men vi kan jo ikke huse alle, så vi henviser dem til byens kulturhus. Så også på den måde har vort arbejde været med til at øge interessen for kunst og for byen.

Besøg Galería Krabbe
På C/ Rosaríco "La Joaquín" 12, 29788 Frigiliana.
Og på www.galeriakrabbe.com.

Af Jette Christiansen, fotos af Dorthe Krabbe

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa