Jeg er en overlever

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Smilende, sjov og hurtig i replikken – sådan kender de fleste hende. Ingen kan umiddelbart se, at Jette Bjerring Sonnebys liv ikke har været for sarte sjæle. Det er fortællingen om en ond stedmor, en alkoholiseret far og en voldelig ægtemand, men det er også historien om en fighter, der altid har kæmpet sig ud af sine kriser. Mød den 65-årige kunstner fra Estepona, der er aktuel med sin første maleriudstilling på ”Festival Internacional de Arte Marbella 2010” fra den 17. til den 22. juni i Marbella.

Jette er et efterkrigsbarn, født i 1945 i Bov i Sønderjylland og senere opvokset på Østerbro i København. Hendes forældre gik fra hinanden, da hun var halvandet år. Herefter blev hun sammen med sin tre år ældre bror sendt på børnehjem. Med en psykisk syg mor og en far, der arbejdede i marinen, og der tilmed var alkoholiker, lå rollen som enlige forældre ikke lige for. Men da faderen i 1950 giftede sig igen, fik han forældremyndigheden over børnene, som så flyttede hjem til ham og hans nye kone Oda. Det var i Århusgade i deres lille 45 m2 københavnerlejlighed med toilet på trappen og boldspil i gården, at Jette tilbragte sin barndom. En tid der er svær at tænke tilbage på, og som ind imellem kan sætte sig som en sviende fornemmelse i brystet. For Jettes barndom bestod alt for ofte af vold, svigt og krænkelser.

Min onde stedmor
”Min stedmor var jaloux på mig. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at få mig ned med nakken. Jeg blev bl.a. sendt ned i den mørke kælder efter koks, selv om jeg var mørkeræd. Jeg fik hver dag at vide, hvor dum og grim jeg var, og jeg fik dagligt tæsk, gerne med bøjlen af hende – og på hendes opfordring – af min far, når han kom hjem fra arbejde. En dag blev Jette opsøgt af en fremmed kvinde i Århusgade. Kvinden sagde, at hun var hendes rigtige mor, men Jette, der kun var fem år gammel, forstod det ikke rigtigt, og lovede at tie stille. Jette blev herefter kaldt op af stedmoderen, som med en lussing tvang hende til at sige, hvad damen havde sagt. Da stedmoderen blev klar over, hvem kvinden var, ringede hun til politiet, og Jettes biologiske mor fik et polititilhold.
Jette ledte efter sin mor igennem mange år, huggede to kr. fra sin fars pung og besøgte tit folkeregistret, men desværre kunne hun ikke komme i forbindelse med hende, da hun ofte var indlagt på et psykiatrisk hospital. Det lykkedes til sidst, da Jette havde fået sit første barn. Mor og datter havde brevkontakt i en periode, men moderen var syg og endte med at drukne sig i Thisted Havn, da Jette var 22 år gammel.
Jette løb hjemmefra flere gange og kunne ikke forstå, hvorfor stedmoderen var så ond. Hun anede på det tidspunkt intet om, at det ikke var hendes rigtige mor. Det fandt hun først ud af, da en af klassekammeraterne råbte op om det i skolegården. Da Jette om aftenen spurgte sin far, om det var rigtigt, indrømmede han, at sådan var det, men påpegede, at hun for guds skyld ikke måtte sige noget til stedmoderen, og at hun skulle blive ved med at kalde hende mor. Derfor var der heller ingen, der vidste, at Jettes far af og til forgreb sig på hende. Heller ikke da Jette som 12-årig blev voldtaget af en af sine skolekammeraters ældre venner, sagde hun noget. For der var ingen, hun kunne betro sig til.

Brystkarameller

Skolen var ikke noget for Jette. Hun pjækkede, sloges og lavede ballade, for som hun selv siger, så var det bedre at få negativ opmærksomhed end ingen. Hun blev mobbet af de andre, bl.a. fordi hun var tynd og gik grimt klædt. Hun skulle altid gå i grimt, umoderne tøj, og hendes stedmor fik lavet nogle billige sko til hende af møbelstof og bildæk-såler, der så ud, som om hun brugte str. 44 i sko. ”Forestil dig den her usikre 13-årige, stankelbenstynde pige iført kæmpe skotøjsæsker og tilmed flad som et strygebræt! En af mine klassekammerater forbarmede sig over mig og hev mig til side en dag. ”Tag de her brystkarameller tre gange om dagen, så vokser dine bryster”, hviskede han. ”Jeg kan huske, at jeg troligt dag efter dag spiste brystkaramellerne, dog uden at jeg fik så meget andet end huller i tænderne”, griner Jette. Heller ikke frisuren måtte Jette selv vælge. ”Som lille pige, når jeg kom hjem fra mine dejlige seks ugers sommerferie i Sæby og var blevet forkælet hos min tante og onkel, havde jeg fået ny sømandskjole, nye træsko, og nyt smart hår med pandehår og hestehale. Jeg var så stolt. Men der gik ikke længere end til næste dag, så hev min stedmor mig til frisøren, hvor jeg fik håret klippet og lavet permanentkrøller. I tiden efter iførte jeg mig altid tørklæde i skolen. Jeg hadede den heks.”
Den eneste, der vidste, at Jette ikke trivedes derhjemme, var hendes klasselærerinde; dog kendte hun ikke detaljerne. Det var hende, der fik Jette ind som ung pige i huset hos en af hendes 1.års elever, da Jette som 14-årig gik ud af skolen. For det gjaldt bare om at komme væk hjemmefra så hurtigt som muligt. Det var også klasselæreren, der fik Jette til at tage en kontoruddannelse hos Branner & Korchs bogforlag, selv om det ikke var hendes eget ønske. Hun drømte nemlig om at blive stewardesse ligesom sine to fastre. Det kunne hun dog aldrig blive, sagde hendes stedmor, for hun var jo grim, bed negle og var alt for tynd. ”Men jeg arvede da en stewardessejakke fra SAS”, konstaterer Jette ironisk.

En skæbnessvanger forelskelse
I 1963, da Jette er 18 år gammel, møder hun Mogens, bliver gravid (med datteren Birgitte) og skal nu giftes på Kongebrev for at få en lejlighed. De to flytter ind i en lille toværelseslejlighed med toilet på trappen, magen til den hun selv er vokset op i. Men parret vokser hurtigt fra hinanden, og da Mogens er inde som soldat, indleder Jette en affære med den mørke og halvt polske sigøjner Alex. Det skal vise sig at blive en skæbnesvanger forelskelse. Mogens og Jette bliver skilt, Alex flytter ind i lejligheden og forvandler sig snart til en rendyrket psykopat. Jette bliver gravid igen, og under sin graviditet med datteren Charlotte begynder de første slag at hagle ned over hende. Jette får bank af sin mand. Rigtig mange bank. Alex har startet sit eget vognmandsfirma, så han arbejder meget i løbet af dagen, og han har bestemt, at Jette skal gå hjemme. Hun er ulykkelig og isoleret og mister langsomt sin identitet og sit selvværd. Alex, der er alkoholiker, ligesom Jettes far var, gør hendes liv til et helvede. Ydmygelser, trusler, tæv og psykisk terror bliver en del af dagligdagen. Da Charlotte er otte måneder gammel, kommer Niels til verden, tre måneder for tidligt, og Jette står således alene som 22-årig med tre små børn og en mand, der ikke behøver nogen anledning til at være voldelig. Jette følte sig meget alene, for hun måtte ikke se andre mennesker for Alex, og ingen vidste, hvad der foregik i hjemmet. ”Hvorfor skred du ikke bare, er der sikkert mange, der tænker. Det korte svar er: jeg var bange. Jeg levede i evig angst for at blive slået ihjel, for det havde Alex sagt, at han ville gøre, hvis jeg gik eller anmeldte ham til politiet. Og det var ikke bare tomme trusler”. En dag måtte Jette flygte op på loftet fra en hallucinerende og beruset Alex, der løb efter hende med en økse. Heldigvis stoppede han, fordi børnene begyndte at skrige, men Jette, der tidligere havde oplevet ham tage kvælertag, var rædselsslagen.
Hun måtte gøre noget, men da hun ikke havde modet til at forlade ham, fik hun ham overtalt til at flytte til en stuelejlighed med flere udgange, så hun altid kunne komme væk, når det brændte på. At hende og børnene skulle leve yderligere fire år i helvede, inden hun fik samlet mod nok til sig til at forlade Alex, er hun i dag ked af. ”Men jeg skulle overvinde min angst og gøre det færdigt”, forklarer hun. ”En dag oplevede jeg, at jeg ikke var bange mere. Jeg havde endelig fået nok.
På en eller anden måde var jeg blevet Alex psykisk overlegen og kunne sige til ham, at hvis han nogensinde rørte mig og børnene igen, så var det mig der slog HAM ihjel. Den dag pakkede jeg mine ting og tog børnene med på et kvindehjem.” Her fik Jette hjælp til at komme videre og de flyttede til Ishøj på en hemmelig adresse. Efter flere ubehagelige episoder med eksmanden, fik han til sidst et polititilhold og lod dem være i fred. Alex blev det sidste forhold, Jette havde til en voldelig, alkoholisk mand.

Jeg har lært lektien
Som enlig forsørger måtte Jette være ekstra flittig for at tjene til føden, men heldigvis har hun aldrig været bange for at bestille noget, så hun tog et rengøringsjob om dagen og passede en taxacentral om natten. Kort efter mødte hun forretningsmanden PK, der havde egen computervirksomhed. Han skulle være trinbrættet til hendes nye tilværelse, men desværre viste han sig at lyve og have andre forhold, så det blev ikke den kærlighed og tryghed, Jette havde så hårdt brug for. Igen skulle hun arbejde med sig selv, og det tog syv seje år, hvor hendes børn led meget. Set i bakspejlet har hendes manglende selvværd resulteret i en række mislykkede kærlighedsforhold, hvor hun hver gang bød sig noget, der ikke var godt for hende. Måske fordi hun følte, at hun ikke fortjente bedre.
”Jeg har nok haft lidt for megen fokus på at behage andre, uden at mærke efter, hvad jeg egentlig selv ville. Heldigvis har jeg i dag lært lektien, og finder mig ikke i noget. Jeg har lært at leve med mig selv, klare dagligdagen og nyde min frihed”.

At male giver mig ro

Selv om Jettes liv har været mere op ad bakke end de flestes, virker det, som om hun har accepteret fortiden og har fået overskud til at prøve at finde en mening med det hele. ”Min filosofi er, at livet består af en lang række eksaminer, lidt som at gå i skole. Hver gang du bliver svigtet og har gennemgået en svær periode, er det vigtigt, du selv tager skridtet og siger fra, for at du kan rykke op på næste klassetrin. Jeg er endelig ved at have nået toppen! Jeg vil ikke opfattes som et offer; jeg er en født fighter og har altid kunnet arbejde mig ud af mine kriser. Det har ikke været nemt, heller ikke for mine børn, men jeg har gjort det så godt, jeg kunne. I dag kan jeg bruge min erfaring og give den videre til andre. Det er derfor, jeg har valgt at stå frem med min historie”, forklarer Jette, der gerne vil vise, at vi kan vælge en anden vej, end den som var os bestemt via den sociale arv. Hun håber også, at det kan være en hjælp for andre, at hun er åben omkring de tabuer, som jo altid kun foregår hos naboen. En af de måder ,Jette formår at kanalisere sine tanker og følelser ud på, er via sin kunst. Jette har altid været kreativ; som 14-årig blev hun optaget som porcelænsmaler på Den kongelige Porcelænsfabrik (en plads, hun sprang fra for at komme hjemmefra). Hun har gennem livet beskæftiget sig med mode, indrettet kontorer samt egne butikker, lavet udstillinger på messer, kreeret gardiner og hjulpet private med boligindretning. Hendes ældste datter Birgitte, der selv er en dygtig kunstmaler, har ofte opfordret sin mor til at begynde at male. For tre år siden malede Jette derfor for sjov et billede som fødselsdagsgave til sin veninde i Danmark. Maleriet vakte begejstring hos gæsterne til festen, og inden aftenen var omme, havde Jette fået flere bestillinger med hjem. Siden da har hun malet dyremotiver og blomster, i stærke, glade farver. ”Jeg er stolt over at være blevet udvalgt og nu have muligheden for at vise en anden side af mig selv ved denne måneds kunstudstilling i Marbella”.

Blå bog:
Navn: Jette Bjerring Sonneby
Bopæl: Estepona siden 2004
Født: 9. juni 1945
Uddannelse: kontoruddannet, haft to tøjbutikker, været førstedame i modebutik, solgt australsk sengetøj, været butiksbestyrer hos Cartier i Illums, fotomodel, mannequin og meget andet.
Civilstatus: lykkeligt skilt, men ikke alene. Har tre børn og fem drengebørnebørn samt hunden Oscar.
Bog på hendes natbord: Mit liv som Geisha og Vilde Svaner

Af Stine Mynster

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa