Kære Læser

Der synes at foregå en dæmonisering af statslederne. Har de selv bedt om det? Ja, det synes jeg faktisk. Naivt troede jeg, at man kunne se op til den slags mennesker.
Til Zapatero, Løkke og Obamas forsvar kunne man måske sige, at de alle overtog en kompliceret verden – mere kompliceret og udfordrende end nogensinde før. Her taler vi ikke alene om alvorlig økonomisk krise og to vanskelige krige. Nej, vi taler om en globalisering, som stiller flere og flere udfordringer til verden. Fra klimaforandringer til manglen på olie og kampen om vand. Fra det konfrontatoriske møde mellem islam og kristendom, til et opbrud i de traditionelle alliancer mellem nationer og folk, på tværs af traditionelle pejlemærker som geografi og ideologi. Men så ryger fløjlshandskerne, for her taler vi ikke om en landbetjent, en fisker og en bankmand. Disse tre mænd er statsledere – for pokker! Vi, los ciudadanos, borgerne, the citizens, gør, hvad vi kan for at sætte os ind i sagerne, forstå kandidaternes projekter og træffe en beslutning om, hvem vi vil have til at styre det hele for os. Den indsats bør ikke være spildt. For lige at begynde med mit eget land, så er jeg skuffet over Zapatero, selvom jeg ikke havde den helt store forventning til ham fra starten (og tænk at han læste op af biblen i det Ovale Værelse…). Slendrian, korruption og laden-stå-til har ført Spanien ud på afgrundens rand, mens manden har taget sig af de bløde værdier. Ikke at jeg har noget imod dem, men der er noget, der hedder prioritering. Hvis ikke vi havde grækerne til at hoppe i Deroute de Economie’s gule trøje, ville det være os, der fik læst teksten af EU for åben skærm. Der bør udskrives valg. Det ærgerlige er bare, at alternativet er Rajoy. For at sige det lige ud, er jeg ikke kun træt af PPs manglende mod til at fremlægge et reelt bud på en vej ud af krisen og af at høre på den ellers nok så berettigede kritik, som optager næsten hele partiets taletid. Jeg er også virkelig træt at selve manden, hans læsberi og skolelærestil. Beklager overfor den samlede lærerstand, der vel gør, hvad de kan for at placere en eller anden form for viden i hovederne på vores forkælede børn. Men helt ærligt, er det ikke belastende med en statsministerkandindat med mølædt fuldskæg og fløjlsbukser? Ufatteligt at et land med 45 mio. indbyggere ikke kan finde en bedre frontfigur. Hvorfor har vi ikke en Teflon-Tony-type, der, om ikke andet, så i hvert fald taler som en statsleder. Så I ham til Irak-høringerne? Elegant! Egentlig fatter jeg ikke, at man ikke bare plantede de masseødelæggelsesvåben dengang. Folkeforførelsen har jo alligevel overtaget. Nå, det var et kraftigt sidespring.
Den nyeste skuffelse over Løkke indtraf, da han udeblev fra mødet med ambassadørerne, fordi hans datter havde slået benet, og bagefter tog på regnvejrsferie på Tenerife, mens problemerne tårnede sig op. ”Jeg er først og fremmest far”, sagde han bagefter, men den store forskel er jo, at han ikke er hvem som helst, han er, for fanden, landets statsminister. Obama kan det være svært at være skuffet over. For hvad var det egentlig, han gik til valg på? Lovede han overhovedet noget – sådan helt præcist? Med et føderalt underskud, der næsten overgår det græske, kan man vel ikke sige, at det går fantastisk godt over there, men amerikanernes succes er, og det vil de rejse sig ved igen, det udbredte selvstyre, og åbenheden i samfundet. Immigration er ikke kun en dårlig ting, som tiltrækker en masse snyltere. Den amerikanske drøm og det frie initiativ trækker nemlig også en masse hjerner (er der noget, der hedder den danske drøm?). Og så viljen til at eksperimentere… Her kunne vi lære en masse, men det ligger selvfølgelig ikke lige for.
Jeg synes, at vores egen Kong Juan Carlos er tidens bedste statsledereksempel. Ikke nok med at han, for et par år siden, bad Hugo Chavez om at lukke arret – spot on rigtigt sagt ("¿Por qué no te callas?" var i lang tid den mest downloadede lydfil), men han går også ind i kampen og holder møder med både økonomiske vismænd og fagforeningsbosser for i det mindste at gøre et eller andet for sit kriseramte land. Aldrig har Spanien været mere klar til forandring end netop nu, men systemerne synes mere fastlåste end nogensinde. Månedens fem statslederstjerner bør helt klart gå til monarken Juan Carlos. Gid han var politiker.
he