Erik Frøkjær har i over 20 år haft hus i La Cala de Mijas, og nu er han officielt blevet fastboende i Spanien. Det fejrer han i februar med at holde åbent hus, hvor alle kunstinteresserede er velkomne til at kigge forbi.
Erik Frøkjær, der måske er bedre kendt for den danske kæde af tøjforretninger, der bærer hans navn, har malet siden han var et par og tyve år gammel, og nu, hvor han har trukket sig tilbage, dedikerer han al sin tid til det, som før var en hobby.
Male, altid male
Eriks store læremester og mentor var Jacob Meyer, som Erik lærte at kende, da han var midt i tyverne. Jacob Meyer tog Erik til sig, som var Erik hans søn, og af denne kendte danske kunstner lærte Erik at male og at opbygge et maleri.
Erik og Jacob tilbragte hvert år gennem 25 år to måneder sammen ved Gardasøen, hvor Erik efterhånden udviklede en forkærlighed for det naturalistiske/impressionistiske med fokus på blomster, bondegårde og Gardasøen, hvor varme og følsomt behandlede farver dominerer.
”Jacob var ikke kun min mentor, på mange måder lærte jeg mere om livet fra ham end fra min egen far. Om maleriet sagde han altid, at jeg skulle huske de mørke farver – uden skygge, ingen sol. Og det havde han jo fuldstændigt ret i. For hvordan ser man livets glæder, hvis man ikke kan sætte dem i forhold til livets skyggesider,” forklarer Erik.
Kontrast til arbejdet
De to måneder i det norditalienske var hellige for Erik. Selvom, eller måske netop fordi, han samtidig var i færd med at opbygge en større tøjkæde derhjemme, følte han, at der også i hans liv var brug for både skygge og sol.
”Jeg syntes ikke, at jeg ville gå glip af de måneder i Italien, da opholdet var en fantastisk og inspirerende kontrast til mit arbejde. Og så måtte forretningerne gå, som de bedst kunne. Det var jo også en prøve for at se, om tingene fungerede uden mig, hvis jeg skulle blive syg,” fortsætter han.
Det blev der som bekendt ikke behov for, og tøjkæden Frøkjær klarede sig jo meget godt, uden at chefen selv stod permanent ved roret. Og det, mener han, kunne andre lære af. ”Jeg har aldrig arbejdet om aftenen, men har sat en ære i at kunne tjene penge uden at have behov for en masse overarbejde. Det er vigtigt at udnytte sin tid rigtigt,” fastslår han.
Ingen åbenbaringer
Den samme filosofi lægger han i dag, omtrent 10 år efter at hans søn overtog forretningerne derhjemme, i sit maleri. Erik maler hver dag fra kl. 10.00-17.00 i atelieret i villaen i La Cala. ”Men selv som præstesøn får jeg ingen åbenbaringer, men skal arbejde med mine billeder,” griner den stadig livsglade Erik, som uddyber: ”Mange mener, at man for at male først skal komme i rette stemning, men det behøver jeg ikke. Jeg elsker at male.”
I gennemsnit bliver det til 10 billeder om måneden, inklusive mange små. Eriks malerier, der nu inkluderer mange spanske motiver, hvortil han inspireres først og fremmest af sine omgivelser i La Cala og af udsigten fra villaen, hvor alle nu har mulighed for at se malerierne og atelieret samt få en snak om kunst. Der er naturligvis også mulighed for at erhverve et af hans malerier.
”Det er ikke fordi, jeg kan eller har brug for at leve af at male, men det betyder meget for mig, at mine malerier kommer ud i hjemmene,” forklarer Erik, der som nævnt har sin faste adresse i La Cala.
Kærligheden for det norditalienske er i behold, men da en fast bopæl væk fra den danske kulde skulle findes, faldt valget alligevel på det sydlige Spanien. ”Der er så dejligt hernede. Jeg elsker sol og varme, som jo desuden er så godt for helbredet. Jeg går lidt dårligt, da jeg har fået noget slidgigt, men har ellers altid været rask. Det er sol og skygge,” slutter Erik Frøkjær.
For yderligere information om arrangementet er man velkommen til at ringe til Erik Frøkjær på 952 494 791.
”Erik Frøkjær er elev af Charlottenborgmaleren Jacob Meyer. Han har i hvert fald lært Frøkjær at tegne og at opbygge et billede helt rigtigt. Frøkjær har talent, det lyser ud af hans billeder, at han elsker sit maleri. Dertil kommer, at farverne er ganske følsomt behandlet uden at være for imødekommende.
På sin vis fører Erik Frøkjær det, man forstår ved ’Charlottenborgtraditionen’, videre.”
Kunstanmelder Sten Colding.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001