Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Catalanske aficionados nægter at opgive tyrefægtning, men politikere, der ser den ældgamle fiesta som et ikke-catalansk symbol, vil nedlægge forbud.

Nej. Vi vil ikke. Vi har haft tyrefægtning i adskillige menneskealdre, og vi har ikke tænkt os at droppe det. Hverken nu eller i fremtiden. Det mener over 60 procent af indbyggerne i Catalonien, som de seneste år ellers gentagne gange har fået æren for endelig at afskaffe dette fænomen, som nogle kalder en sport.

Tilbage i 2004 erklærede dyreværnsforeninger, at Barcelona nu var en "anti-tyrefægtning-by". Selvom det ikke var tilfældet, fulgte flere catalanske byer efter. Siden er tilsvarende postulater ofte blevet udbasuneret, og man har kunnet foranlediges til at tro, at det måtte være rigtigt. Men bedst som man glæder sig over, at det nu skal være slut, ser man lange køer af aficionados uden for La Monumental, Barcelonas gamle arena, som er parate til at betale over 3.000 euro for at se deres nyeste tyrefægterstjerne, José Tomas (Román Martín) gøre det af med en flok forskræmte dyr. Hver eneste af de 19.500 pladser er endnu engang udsolgte.

Menigmand vs. myndighederne
Efter førnævnte efterårsdag med corridas, hvori José Tomás blev tildelt hele tre ører, og publikum sang lovsange om hans ynde, hans mange følelser og hans sindsro, når han skulle se de skræmmende tyr i øjnene, måtte catalanerne atter vågne op til trusler om forbud mod tyrefægtning.
Havde de mon set sæsonens sidste eller den sidste tyrefægtning nogensinde i La Monumental?
Den catalanske lokalregering er af dyreværnsorganisationer, der har indsamlet 180.000 underskrifter i protest mod tyrefægtning, blevet tvunget til afholde en afstemning om, hvorvidt man skal diktere et forbud. Det skal ske engang i december (datoen er endnu ikke fastlagt). Afstemningen kunne meget vel resultere i et "ja". Og det så snart som inden jul.
De konservative er imod et forbud, mens den yderste venstrefløj og lokale, grønne partier er for, så afgørelsen ligger hos det socialistiske og det nationalistiske parti.

Foreningen til catalanernes beskyttelse
Der er naturligvis et element af bekymring for tyrene i den genopståede debat. Dog er det for tidligt at tildele alle catalanere æren for endelig at være blevet dyrevenlige, for sagen handler mindst lige så meget om catalansk identitet. Modpolen til denne er den spanske, den som inkluderer ikke blot tyrefægtning og flamenco, men også en mystisk, mørk og meget katolsk identitet specielt i den centrale og sydlige del af landet. Under Francos regime fik sporten statsstøtte og var i hele landet et symbol på national stolthed og kulturel enhed.
Det tager nogle catalanerne afstand fra, og blandt de yngre generationer sætter man lighedstegn mellem tilhængere af tyrefægtning og fascister. Man vil være avantgarde, som regionens hovedstad, og man vil se fremad. Regionens ønske om politisk såvel som kulturel uafhængighed er som bekendt ikke nyt, tyrefægtning er blot blevet et af symbolerne herpå.
Ikke-nationalistiske catalanere vil dog uanset hvad have lov til ikke at bryde sig om tyrefægtning, præcis som de påberåber sig retten til ikke at kunne fordrage Almodovars film.

Kulturelle blodbade
Undertegnede hører nogle læsere tænke, at jeg ikke forstår mig på spansk kultur eller den "spirituelle intensitet" som sludderhovedet Hemingway brugte til at beskrive tyrefægtning og tyreløb. Jeg har set adskillige corridas for at danne mig en mening, men for hver gang, jeg sad i arenaen, fandt jeg det mere og mere usmageligt, indtil det en dag gav mig decideret kvalme.
Andre tænker måske, at det ikke er værre, end det vi foretager os i nordeuropæiske lande, hvor vi f.eks. behandler mink som burhøns blot for engang at blive slagtet for at varme fine damer, transporterer grise, som var de svin, køber kød fra slagterier, der tillader halal-slagtninger m.v. Men i det mindste forsøger vi ikke bevidst at slagte dem, så det bliver så smertefuldt som muligt, og vi betaler ikke op til 3.000 euro for fornøjelsen af at se på.
Så langt tilbage som 1567 har mange forsøgt at forbyde tyrefægtning. I det herrens år var det pave Pius V, som udstedte en befaling, hvori han sagde, at det at torturere tyre for underholdningens skyld gik imod "kristen pligt og fromhed." Folkets voldsomme reaktion tvang hans efterfølger til at trække dekretet tilbage.

Rød klud for aficionados
Vedtages forbudet ikke, vil Barcelona fortsætte med at være én af tyrefægtningens vigtigste byer. Kun i Madrid og Sevilla bliver der dræbt flere tyre end her.
Indtil afstemningen i december er de catalanske aficionados parate til at betale snart hvad som helst for at se toreros så som José Tomás, men de får måske ikke den julegave, de havde håbet på.
Det skulle da være en tur til en hvilken som helst af landets andre regioner. Ingen andre lokalregeringer – den centrale blander sig ikke – har planer om at sætte en rød klud for næsen af tilhængerne. Så alle andre steder – hvis afgørelsen vel at mærke falder i Catalonien – er banderilleros stadig parate til at plante små farvestrålende banderillas i dyrene, picaderos sidder klar på forsvarsløse heste for at kunne sætte spyd i tyrene, så de knapt har en chance overfor den pludselig Goliat-agtige torero.
Alt imens hviner publikum af glæde, hujer ¡olé!, og orkestret spiller videre.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa