Kære læser oktober 2009

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Okay, så tager vi den. Den om borgspøgelser, Brorson og byggeri – i vilkårlig rækkefølge. Om jeg synes, at mennesker skal gemme sig bag stof? Nej, det synes jeg da ikke. I min kultur er det vigtigt, at man kan se hinanden i øjnene, at man kan markere venligsindethed med et smil og at man kan røre ved hinandens hud. Det er rigtig rigtig ærgerligt, at mellemøstlige kvinder skal bære burka, men det må de jo selv slås med. Jeg mener, vi brændte bh’erne i 70’erne… Om de så må gå med burka i Danmark? Ja, det synes jeg godt, de må. Problemet er mere, at de skal. Det er netop sagens kerne. Og er man imod vestlige frihedsværdier, er man heldigvis velkommen til at forlade landet. Hader man Vesten, vil bære burka eller ønsker sharia, er der masser af steder i verden, hvor man kan rejse hen og dyrke sådanne skikke. Men altså: burkaloven får ikke min stemme. Det gør moskéen derimod. Faktisk gik der op til flere timer, før jeg fattede, hvad det gik ud på, den dag nyheden kom. Jeg stormede igennem et lokale, hvor P1 var i gang med et indslag om et måske-byggeri. Måske-byggeri? Er det mon noget med at bygge noget afhængig af, om man får byggetilladelse?, undrede jeg og stillede straks en pendant op til det spanske bygge-cirkus, arkiverede den igen som ubrugelig, da vi jo her aldrig vil stå i en måske-byggeri-situation; vi bygger nemlig uanset. Senere på dagen fandt jeg tid til at tage et grundigere kig på nyhederne og opdagede, at der ikke var tale om et måske- men moskébyggeri. Og ved I hvad? Go ahead! Selvfølgelig skal muslimerne have deres stormoské i København. Det er da korrekt, at det er religionsfrihed og ikke religionslighed, de har i DK, men lad nu være med at være på tværs blot for at være det. Selv med iranske og saudiske penge i fundamentet bliver ikke et stykke mellemøstligt fjendeland midt i Danmark – medmindre I lader dem skabe det. Der er masser af moskéer i den vestlige verden i forvejen, store og små. Den, der er i min by, generer mig ikke det fjerneste. Tværtimod elsker jeg mangfoldighed, også i bybilledet. Tit tænker jeg på Sarajevo, hvor kirker, templer, synagoger og moskéer engang fungerede fornuftigt side om side. Hvis muslimerne vil radikalisere, så gør de det alligevel – med eller uden moské. Her holder rummeligheden så helt op, for nu er vi nået til asylsøgerne i Brorsons Kirke, pastor Ramsdal, politiets video, Birthe Rønn og støttekoncerten på Rådhuspladsen. Renée Toft Simonsen skammer sig i sin Femina-klumme frygteligt over sit fædreland. Jeg kan være tilbøjelig til at gøre hende følgeskab – men mens hun står for en type Ditte Menneskebarnificering af sagen, hvor de store, stærke og rige (= alle de danskere, der ikke var til koncert på Rådhuspladsen med forurettede miner og vagt formulerede meninger – lur mig, om de fleste af dem ikke bare kom for at opleve en gratis koncert) er de onde, og de stakkels irakiske flygtninge og koncertgængerne er de gode, ja så vil jeg hellere, måske ikke ligefrem skamme mig frygteligt, men så undres over, at man overhovedet lod dem bo i kirken i tre måneder. Hvorfor sad de så mange år i Sandholm? Som min kvikke mand foreslog: hvorfor vender man ikke hele den asylproces på hovedet? Undersøg om ansøgerne kan sendes tilbage med det samme. Kan de ikke det, er der asyl, og kan de (som tilfældet var med Brorson-irakerne), ja, så hjem med dem. Som udgangspunkt synes jeg, det er fejt at flygte fra et lorteland. Jeg mener, det er da unge og stærke mænd mange af dem, som i øvrigt flygtede længe inden “vores” krig. Hvorfor kæmper de ikke for deres holdninger og brænder burkaer af sammen med deres koner? Hvem siger, det er krigen, de reelt er flygtet fra? Måske er de i virkeligheden kriminelle, der bare er stukket af fra deres ugerninger. Men nej, det er der ingen, der tør pille ved. Sagens kerne i denne omgang er for længst rejst hjem, men det stopper ikke debatten i DK, hvor højtuddannede, selvovervurderede politikere, kunstnere og journalister slås om at komme med de svagest funderede opkast for åben skærm. Vestager skælder ud på Birthe Rønn, fordi hun placerer ansvaret hos Flygtningenævnet… Jamen hvis ansvar skulle det da ellers være? Hvis Nævnet alligevel intet ansvar har, hvad skal vi så med dem? Fyre dem og lade Birthe træffe beslutning i hver enkelt asylsag? Det ville, om ikke andet, medføre en række besparelser både i tid og penge. Og så er det pladder med børnene. Hvis man bor under så ringe forhold som i en dansk flygtningelejr (?), hvorfor i alverden formerer man sig så? Det er da vildt uansvarligt. Nej, kære læser – der spekuleres selvfølgelig i at få unger under asylsagen. Det er der, der sådan for alvor går Ditte Menneskebarn i den. Og så er der politiets famøse Brorson-video. Hvor latterligt at diskutere, hvorvidt den er ugyldig som bevismateriale mod Ramsdals, og her tager jeg så fløjlshanskerne på, lemfældige omgang med sandheden. Er der virkelig nogen, der tror, at politiet har optaget en ”falsk” video med statister for at bevise, at de faktisk mødte op i skjorteæemer og blød kasket? Nej, vel. Det skulle måske lige være dem, der var med til koncerten. Den kulturelle åndselite (læs: de gode), der af Outlandish blev opfordret til at synge med på ”I Danmark er jeg født”. Ingen kunne teksten den aften på Rådhuspladsen…

he

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa