Landsbyen El Bosque

Landsbyen El Bosque

Vejen dertil går fra kysten op forbi Ronda, hvor der i det store vejkryds køres mod Algodonales og Jerez. Efter ca. 15 km kørsel ses skiltet mod Grazalema og Ubrique. I Grazalema følges skiltet mod Benamahoma, derfra er der kun få km til El Bosque. Vejen fra Benamahoma til El Bosque er en fænomenal køretur langs Rio Majaceite, hvor Moder Natur generøst har skabt en storslået egn med høj økologisk værdi, en egn hvortil vandrefugle gang på gang vender tilbage, ikke mindst for at forske i middelhavsfloraens skiftende årstider. Tidligere dækkede disse træer, buske og planter hele den sydligste del af Andalusien, og den største koncentration af det, der er tilbage af denne flora findes netop her. I takt med vegetation og tætte skove voksede faunaen op, og den er helt naturligt omfattende på denne egn, desuden har de største rovfugle, kongeørne og imponerende gribbe deres habitat i disse bjerge, hvor over vi konstant ser dem kredse rundt. Den højeste top ´Monte de Albarracin´ når de 972 meter. Cirka halvvejs mellem Benamahoma og El Bosque går en grusvej ind til venstre og videre op til bjerget ”Rampa de Lanzamiento de Ala Delta y Parapente”, hvorfra man kaster sig ud i et ”fly” uden motor – hvis man da ellers har lyst og erfaring i svæveflyvningens vanskelige sport. Flot ser det ud, og udsigten deroppe samt oplevelsen må være ganske forunderlig og helt uforglemmelig.

Kører ind til det store flergrenede kryds i El Bosque, hvorfra vi ser en stor fortovsrestaurant, og tager vejen til venstre for den, hvorefter vi straks ser en lille smal stenbro over floden samt Hotel Enrique Cavillo. Her parkerer vi. Er der mangel på pladser, så kør over broen og parker ved det store springvand, der er næsten altid plads.

Her har vi samtidig et godt udgangspunkt for alt i denne smukke, og i størrelse ret så beskedne landsby, desuden er det her, vi finder hoteller og turistinformationen, der er nabo til den flotte Noria-fontæne.

Hotel ”El Parador” har aldrig haft denne status, skønt den ligger højt og flot og kun få meter fra springvandet. Dengang hotelkæden, Tugasa, i sin tid ombyggede Palacio de Marchenilla til hotel, forventede borgerne den maksimale status. Da hotellet stadig ikke havde navn, døbte borgerne den ganske enkelt til, El Parador, og siden da har dette tilnavn været umuligt at ’vaske’ af. Mange kender El Parador i El Bosque, og ligeså mange forbinder det absolut ikke med Hotel La Trucha.

Så første gang jeg overnattede i byen, faldt valget naturligt på ’El Parador’. Hotellet ligger mondænt, er stilfuld, meget hyggeligt, har gode værelser uden den store luksus, og restauranten er lys og rummelig, med en god udsigt til naturen. Her bestilte jeg den anbefalede ret, trucha relleno, som skulle være hotellets specialitet. Både mad og betjening blev en kedelig oplevelse. Men et par år efter besøgte jeg atter restauranten. Andre tjenere serverede, og maden var helt i top, så i dag kan jeg roligt anbefale denne smukt beliggende restaurant, samt det meget smukke og historiske hotel. Hotellet har to stjerner, og et dobbeltværelse koster i dag 56,18 euro. Tlf. 956716061.

Yderligere har jeg overnattet hos konkurrenten, et familiehotel, der ligger tæt ved, og ligeledes har rolige omgivelser. Fra terrassen får man meget let kontakt både med byens gæster og den lokale befolkning. Restauranten er blevet udvidet og meget hyggeligt dekoreret med antikke brugsgenstande, som altid bliver beundret af de mange gæster. Terrassen har ikke forandret sig meget, ænderne soler sig stadig ved flodbredden, i håb om en bid brød fra gæsterne, mens los bosquenses om aftenen hygger sig med hele familien – og det er bestemt ikke kedeligt at være blandt dem. Et dobbeltværelse koster 38 euro. Tlf. 956716105.

Et af hotelejerens familiemedlemmer, Juan Calvillo, åbnede for nogle år siden en eksklusiv restaurant, der vender ryggen til og nærmest virker som en tilbygning til førnævnte restaurant. Fra dennes terrasse er der en levende udsigt til byens flotteste springvand – ikke mindst om aftenen, når lysene i fontænen bliver tændt og et romantisk skær spreder sig fra de ca. 20 nedefra oplyste vandstråler, der lyser som levende ismer i mørket. De bliver levende og opfører et fantastisk vand-show af figurer i konstant bevægelse. Og midt i dette imponerende skuespil står ’La Noria’, den gamle trædemølle og bringer vandet rundt dag og nat. Et levende springvand, der meget længe huskes af gæsterne i El Bosque, og får dem til at blive på terrassen til langt ud på natten. For få år siden blev der bygget et stort hotelkompleks, der med sin perfekte indretning af hyggelige lejligheder, er blevet feriens bedste udgangspunkt, ikke mindst for dem der ønsker at opleve hele Naturparken Grazalema.

En meget anderledes og helt uforglemmelig oplevelse får vi på selv samme sted hver morgen mellem kl. 9-10, og igen om aftenen mellem kl. 19-20. For da vandrer en kæmpe flok livlige geder frejdigt ind over broen for at stille deres tørst ved den gamle vandkumme – eller ved fontænen, hvor de i drabelige spring lander oppe på kanten – hvilket er et helt fantastisk syn! De er utroligt adrætte, springer elegant og sikkert både op og ned, alt imens der lyder forskrækkede gisp fra tilskuerne, som forventer at se et spinkelt ben brækket – hvilket ifølge borgerne aldrig er sket. De er virkelig beundringsværdige, deres skinnende rene og blanke hud har fantastisk flotte farver. De overstadige kid går konstant på eventyr, mens tykke mødre sindigt vandrer med nye i maven, og farmand som er skyld i det hele, tager det med knusende ro, for han stoler totalt på sin ven hyrdehunden, som aldrig slipper de små af syne. Kommer en af dem på afveje, bliver den rutineret og elegant gennet tilbage. En herlig flok der om aftenen kommer hjem med sprængfyldte yvere, der næsten slæber hen ad jorden – ført af deres ejer på en gammel hostende knallert. Derhjemme samles hele familien for at malke de mange geder, hvilket naturligvis sker på moderne vis, hvor mælken straks forsvinder i nedkølede aluminiumsbeholdere. Kun få steder i verden vil man i dag kunne opleve et lignende skuespil, som denne daglige forestilling i El Bosque.

Fra hotellet går vi over det trafikerede kryds og fordyber os i den lille landsby, der har ca. 1830 indbyggere, i en kommune på 3050 km2. Selve byen virker større, end den er med sine snirklede hjørner, varierede torve og gader, der snor sig rundt i en labyrint. Men den er i virkeligheden så lille, at vi hurtigt finder rundt. En skøn gammel fontæne står og spærrer for al trafik ind til en blomsterfyldt gade, der har naturens billede som et flot kunstværk i baggrunden. Fra strædet ved siden af dufter det lifligt af friskbagt brød, og foran bagerbutikken på det trekantede torv synger et lystigt fuglekor oppe i det ældgammle træ, der står og spreder sin tætte krone ud over en forunderlig rustik fontæne, hvori vandet konstant risler ned fra alle sider.

Legende børn, forældre og ikke mindst pensionister på hvide stenbænke møder os lidt længere fremme på et torv, der af kunstneriske sorte smedejernsgitre omringer bede med høje tætte appelsintræer, hvis stammer står hvidmalede helt op til ’livet’. Også her møder vi den uundværlige rindende fontæne, for i El Bosque behøver ingen at spare på vandet. Desuden er los bosquenses, som er opvokset i landlige omgivelser, født med en naturlig trang til at forlænge naturen ind i byzonen, hvilket har givet hvert eneste hjørne en grøn blomstrende oase af træer, planter og buske, mens farverige urtepotter lyser op på alle balkoner.

Herfra har vi den smukkeste udsigt ud over grønne køkkenhaver med forskellige frugttræer. Naturligvis står der også her endnu en svalende, rislende og antik fontæne til at give den rette stemning.

Her finder man et bord, tager en forfriskning og vælger nogle af de lækre tapas, som netop denne stribe af restauranter er så kendt for. Der er rigeligt at vælge i mellem og de er meget lækre, men ønskes der en bedre middag, så findes også den på spisekortet. Her kom jeg helt naturligt i snak med los bosquenses, der er så utroligt ligetil og imødekommende. De gav mig et par gode tips til nogle vandreture ud i egnen. Børnene var ikke til at stå for, og slet ikke da de kom hen, tog mig i hånden og inviterede mig med i en leg, hvor alle, voksne som børn, skulle danse i en stor rundkreds. Det var en herlig oplevelse.

Den høje klokkegavl viser vejen hen til en kirke, der blev bygget i det 18. årh., men først velsignet og indviet af biskoppen i Málaga 19. juni 1887. Det er en meget enkel kirke med flotte kulørte glasruder, og som naturligvis indeholder byens to vigtigste helgenfigurer, Santa María de Guadalupe og San Antonio de Padua, begge valgt som El Bosques beskyttere. Ser vi bort fra det lille kapel, El Calvario, der ligger udenfor selve byen, samt Ermita del Cementerio, et kapel der tilhører kirkegården, så er Ntra. Sra. de Guadalupe den eneste kirke i El Bosque.

Ved siden af kirken står det smukke Rådhus indrettet i et flot palæ fra det 19. årh. En bue af mørklilla bourganvilles giver adgang ind til et torv, der har flotte smedejernslygter, og naturligvis endnu et uimodståeligt springvand. Gennem en svalegang, båret af joniske søjler og buer, med en stor balkon øverst, får man adgang ind i selve rådhushallen.

I et lukket stræde nær Rådhuset ses en faldefærdig mølle, der straks erindrer os om samtidens aktive og anderledes bybillede. Den eneste mølle, der står helt intakt med alle sine redskaber i behold, er Molina Abaja. Den blev åbnet i 1999 som etnologisk museum og er virkelig et besøg værd.

De ligger i en dejlig natur tæt ved byen, i et område der har den perfekte temperatur til at avle ørreder i. Vi går mod tyrefægterarenaen rundt om Hotel La Trucha, følger stien hen til floden, går over broen og følger skiltet de sidste meter dertil.

Men inden da smutter vi hen for at besøge Molino de Enmedio, der ligger naturskønt ved floden, og som nu er ombygget til vandrehjem, – i et par af salene står nogle af møllens redskaber udstillet. Samtidig kan vi benytte os af de mange oplysninger, såsom vandreruter og meget andet, som dette kontor har.

Tilbage til ørreddammene, der siden 1999 har fået en hel stribe af nye bassiner, for at kunne tilfredsstille den stigende efterspørgsel. Nogle bassiner synes tomme, men er det ikke, for i dem udklækkes ynglet, der meget hurtigt flyttes til andre bassiner. Her vandrer vi langs store bassiner med ørreder, som vokser op i alle størrelser, og med den rette størrelse og vægt ender deres dage i store kølebiler, der bringer dem til Madrid, Sevilla og videre til det europæiske marked. Et lille salgskontor ved indgangen tager imod og sælger os, direkte op af vandet, de mest friske og bedste ørreder i hele Europa.

Fra ørreddammen følges stien videre ud til Botanisk Have, der er El Bosques stolthed og ikke uden grund, for her findes alle de forskellige planter, buske og træer, som findes i hele den 51.695 ha. store Naturpark Sierra de Grazalema. Ad gode anlagte stier bugter vi os rundt mellem planter, blomster, buske og høje træer, der på hver side følger stien, og alle sirligt er forsynet med en tavle, der både fortæller det latinske og det lokale navn. Af og til kommer vi til hyggelige hjørner med bænke og springvand, der invitere til en hvilepause, hvor de mange indtryk kan få lov at sætte sig i hukommelsen. Et stykke fra dette hyggelige sted vokser to af Naturparkens endemiske planter (findes kun her i Naturparken). Det er Amapola Grazalema, som ligner en orangefarvet valmue, og Phlomis Magarital, en besynderlig plante med rød-lilla blomster.

Ifølge en keramiktavle er der i Naturparken fundet 1279 plantearter, hvilket er 24 % af alle eksisterende i hele Spanien, og ikke mindre end 57 % af dem, der findes i den vestlige del af Andalusien. Parkens beliggenhed, dens varierede geologiske sammensætning, de enorme klimasvingninger, og dens biologiske situation er nogle af de faktorer, som har skabt dette særlige økosystem.

Et besøg i El Bosque er ikke fuldendt uden et besøg i Botanisk Have, der har åbent fra kl. 10-14 og igen fra 18-20. Man kan køre dertil i bil ved at følge skiltene gennem byen. Da kommer vi blandt andet forbi en af El Bosques berømte ostefabrikker, der i produktionen håndhæver de antikke metoder, og naturligvis er udført under alle moderne sanitære regler, som kræves i dag.

El Bosque var i sin tid en af de mange besiddelser, som de katolske konger forærede general Rodrigo Ponce de León for sin indsats i krigen mod araberne. Dokumenterne blev underskrevet 11. november 1490, og omfattede stort set hele det areal, som nu hedder Serrania de Cádiz. Dengang et eventyrligt område, hvor bjerge, skove og dybe dale overalt stod dækket af en tæt underskov af middelhavsflora, og som ligeledes indeholdt en omfattende fauna – vildsvin, kronhjorte, rådyr, ulve, bjørne, den iberiske los og mange flere, fyldte dengang de tætte skove. Nu er ulve, bjørne og den iberiske los forsvundet, men vi møder stadig mange af skovens dyr, især tidligt om morgenen, når de henter føde i skoven.

Grevefamilien, som ejede byen, bosatte sig i Arcos de la Frontera og lod et jagtpalads opføre i Bosque de Benamahoma – det blev spiren til El Bosque. Paladset fik navn efter et medlem af familien, Machena, der blev til Machenilla, og som nu er blevet Hotel La Trucha. De ansatte byggede arbejderhuse i nærheden af paladset, samt avlslænger og ridestalde til de mange heste, der skulle bringe grevefamilien og den lange liste af inviterede gæster på årlige jagtture ud i Bosque de Benamahoma.

Grevefamilien kom kun periodisk på besøg i jagtsæsonen, men krævede da alle, små som store, til at varte sig op, samt være behjælpelig ude på jagtmarkerne. I samme periode måtte befolkningen kæmpe imod de sidste utilfredse arabere, hvilket tyndede ud i El Bosques befolkning, og nye måtte hentes dertil. Derefter opstod store politiske og sociale problemer, fordi borgerne altid blev ladt i stikken, skønt de altid betalte deres høje skatter.

Don Francisco døde, som det sidste grevedynasti i Arcos, år 1780, uden at efterlade arvinger. Hans kusine Condesa de Benavente, gift med greven af Osuna arvede besiddelserne, og El Bosque kom således under grevefamilien i Osuna. Grevernes krav steg, de forlangte flere og flere arbejdere. Macenilla, som de kaldte byen, voksede og den lille kirke Ntra Sra. de Guadalupe blev bygget. Men blandt borgerne i byen og i hele egnen hed den aldrig andet end El Bosque de Benamahoma – alle indbyggere fornægtede grevetitlen.

Den 22. april 1810 holdt Napoleons soldater deres indtog i Algodonales, de satte ild til byen, mens El Bosque og Prado del Rey forberedte sig på franskmændenes invasion. De kom først til El Bosque, der ganske alene måtte kæmpe imod den magtfulde hær. Fra deres skjulested lykkedes det dem at dræbe otte soldater og såre tre, hvilket gjorde den franske hær rasende, og de satte ild til bygninger både i El Bosque og i Prado del Rey. Los bosquenses kæmpede modigt og energisk, men blev til sidst trængt ind i kirken, hvor det sidste slag udkæmpedes på kirkegården.

Overmagten var for stor og borgerne tog flugten op i bjergene Monte de Albarracin. Så snart de mente, der var ro i byen, tog de atter dertil, men gang på gang dukkede franskmændene uventet op med nye repressalier.

På grund af den ensomme kamp mod Napoleons regime, og ikke mindst det totale fravær af grevefamilien, der udelukkende udnyttede borgerne, forlangte El Bosque, sammen med Ubrique, Grazalema, Villaluenga del Rosario og Benaocaz, deres byers selvstændighed.

Efter en længere retssag fik de den kongelige tilladelse med samtlige papirer underskrevet af ”Real Orden” den 1. september 1815, med titlen ’Villa’ og samtidig tilkendt eget rådhus samt papirer på kommunens eksakte grænser. Det var en stor mærkedag for los bosquenses.

I midten af det 19. årh. skete det, at provinsgrænsen mellem Málaga og Cádiz blev flyttet. Hele den store Naturpark Sierra de Grazalema kom derefter under Cádiz, og har ligesiden været en del af denne provins.

EPAN