Det danske magasin i Spanien
Hvad er dine planer for sommeren?

Hvad er dine planer for sommeren?

Det er blevet maj og sommeren er på vej. I hele Europa rulles Covid-19 vaccinerne ud og giver fornyet håb for øget rejseaktivitet og frihed. La Danesa har talt med et dusin Costa del Sol danskere for at høre om deres planer for sommeren.

Bent Madsen, Almuñecar

Hvad er det bedste ved maj måned?

Der er mange gode ting – bl.a. klargøring af huset til sommeren med flise arbejde og male. Det nyder jeg altid.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Vi er lige kommet hjem fra tre uger på skønne Costa Rica. Over sommeren tager vi fire uger i vores lille autocamper rundt i Europa.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Vi bliver ved rejserne. Jeg er i fuld gang med at planlægge en rejse til Malaysia i september og en tur til Den dominikanske republik sidst på året.

Lotte Kristiansen, Fuengirola

Hvad er det bedste ved maj måned?

Det er uden tvivl det gode vejr – hverken for koldt eller for varmt.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Jeg har endnu ikke bestilt billet, men jeg håber meget på at kunne besøge min familie i Danmark i løbet af maj.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Jeg har sammen med 2 gode venner startet et nyt firma op med concierge service på kysten. Her kommer jeg til at bruge mange timer i årets løb.

Raúl Martín, Fuengirola

Hvad er det bedste ved maj måned?

De lange aftener og tilsvarende milde aftentemperaturer

Hvornår skal du på din næste rejse?

Jeg har intet planlagt, for det er umuligt i disse tider. Men jeg vil meget gerne snart til Mexico.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

At holde forretningen oven vande. Det gælder ikke kun Delikatessen i Centro Idea, men også en burger-restaurant i Málaga, som jeg er partner i.

Jan Wolfgang, Mijas

Hvad er det bedste ved maj måned?

Det er forårets optimisme og lune temperaturer.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Det aner jeg ikke – ærlig talt. Det bliver nok først til efteråret.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Forhåbentlig at tage vare på en masse glade feriegæster. Jeg arbejder med boligsalg- og udleje og higer efter at kunne arbejde nogenlunde normalt igen.

Charlotte Katrine Andersen, Fuengirola

Hvad er det bedste ved maj måned?

Jeg kan godt lide temperaturen, og at man fortsat kan nyde kysten uden at der er alt for mange turister.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Jeg skal til Danmark i maj måned. Det er en kombination af arbejde og familiebesøg. Jeg er i Danmark relativt ofte, men holder aldrig ferie i Danmark. Jeg håber og satser på at komme uden for Europa sidst på året.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Vi har haft en renovering af vores hus på stand by under hele Coronakrisen, men NU skal vi i gang. Det bliver en træls periode, men jeg glæder mig til det endelige resultat.

Conny Boa,  Alhaurín de la Torre

Hvad er det bedste ved maj måned?

Der er en følelse af forventning i luften. Træer og blomster springer ud, dagene er længere og temperaturen er perfekt. Den bedste måned på året.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Det skal jeg faktisk i denne måned. Jeg tager til Danmark, da min bror desværre fik en større blodprop sidste år. Jeg skal ”hjem” for at prøve at få orden på tingene. Og så benytter jeg selvfølgelig lejligheden til at besøge min mor og mine 2 døtre.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Ingen større rejse er planlagt. Til gengæld er jeg gået i gang med at få huset sat i stand, så det forsætter jeg med.

I mellemtiden venter jeg med glæde på at alle vores donationer til hunde og katte kommer frem. Via facebook siden ”hjælpe til spansk hunde og katte” og en gruppe indsamlere i Danmark, har vi fået indsamlet 15 m3 føde, som kommer frem over sommeren.

Anne Bjerngaard, Mijas

Hvad er det bedste ved maj måned?

Maj er den skønneste måned på året – udover september. Temperaturen er behagelig, aftenerne er ved at være lune og giver en dejlig forventning om de rigtige sommeraftener. Samtidig er det den måned, hvor jeg normalt begynder at svømme i poolen eller tage til stranden for at få bygget min sommertaint stille og roligt op.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Det store udland er ikke på min “to-do” liste. Næste flyvetur bliver nok til DK i sensommeren. Men køre- eller togture i dejlige Spanien skulle der gerne være plads til.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?       

Hvis at glæde sig til at min familie kommer til Spanien to uger i juli/august er et projekt, så er det dét. Ellers står fortsættelse af et større malearbejde indendørs på programmet her i foråret.

Christina Nissen, Fuengirola

Hvad er det bedste ved maj måned?

Maj måned er en af årets bedste måneder.  Det er pragtfuldt vejr, man vågner op til en fantastisk blå himmel hver dag, vejret er mildt og man kan ikke andet end at få et stort smil på læberne og lyst til at starte dagen.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Jeg håber at kunne rejse til DK til min brors og svigerindes 100 års fødselsdag til sommer. De fyldte begge 50 år i foråret. Det er jo desværre svært at planligge store fester for tiden, men jeg krydser fingre for, at vi kan fejre dem begge med fest og farver.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Jeg vil færdiggøre 2 kurser, jeg begyndte sidste år, da vi blev lukket inde. Det var vigtigt for mig at have noget at stå op til, så man var glad og tilfreds når dagen var ovre. Men jeg nåede desværre ikke at blive færdig, før samfundet blev lukket op og jeg startede nyt job.

Joan Hansen, Málaga

Hvad er det bedste ved maj måned?

Dagene bliver lysere, længere og varmere – de første tegn på sommeren er på vej. Jeg elsker en varm og lang sommer.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Jeg skal helt sikkert til Danmark over sommeren, for jeg har ikke set min familie der i næsten to år.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Jeg skal i gang med at løbe igen. Derfor skal jeg have arbejde og fritid bedre forenet end jeg har i dag.

Jette Dohm Kristiansen, Fuengirola

Hvad er det bedste ved maj måned?

For mig er det bedste ved maj i år, at mit barnebarn på halvandet år kommer på besøg. Jeg håber at vejret arter sig så han får mulighed for en soppetur i havet og selvfølgelig en masse is.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Min næste rejse bliver til juni – et lille smut til Danmark for at fejre en fødselsdag og et sølvbryllup.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

At få mine skønne kollegaer indenfor hjemmeplejen reaktiveret med mere arbejde. Jeg tror, det kommer, i takt med at folk bliver vaccineret.

Nicolaj Lodberg, Benalmádena

Hvad er det bedste ved maj måned?

De behagelige temperaturer. Det er en skøn periode inden sommeren for alvor melder sin ankomst med fuld knald på varmen. Det er også i maj måned, at jeg gerne vil lufte mine golfkøller.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Min næste rejse bliver ikke super eksotisk. Det er ved at være noget tid siden, at jeg har besøgt venner og familie i DK.  Det håber jeg, kommer til at ske i juni eller juli.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?                                                     

Sommeren byder på to meget spændende projekter. Jeg har netop sammen med to andre partnere startet tibiconcierge.com. Det er kort fortalt en concierge-service, hvor vi forkæler turister og herboende med diverse lækre services. Derudover er jeg også involveret i Banana Kitchen, som er en café, der meget snart slår dørene op i Centro Idea.

Christina Kristensen, Fuengirola

Hvad er det bedste ved maj måned?

Det bedste ved maj måned er følelsen af forår, lige inden vi rammer de sommermåneder, hvor det bliver rigtig varmt. Gåture med familien og en god strandtur.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Min næste rejse bliver til Danmark i juni måned med min to-årige søn. Vi skal besøge familien og vennerne og nyde den danske sommer, selvom vi sikkert ikke slipper for at sidde i isolation nogle dage, når vi ankommer.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Mit største projekt for sommeren, sammen med min kæreste, er at male alle rum i huset samt omrokering af et par værelser.

Tonny Larsen, Calahonda

Hvad er det bedste ved maj måned?

Alt er grønt, frodigt og blomstrer. Jeg elsker de lange ture med min hund i campoen samt hygge og lyse aftener på terrassen.

Hvornår skal du på din næste rejse?

Jeg rejser ingen steder, før jeg er fuldt vaccineret. Derefter bliver første tur til Jylland for at besøge min elskede far, som netop er fyldt 90.

Hvilket er dit største projekt for sommeren der kommer?

Hvis projekt kan være lig med ønske, er det, at Spanien kommer tilbage til normale tilstande med masser af tilrejsende, så alle på ny kan få gang i deres projekter. Jeg skal selv i gang med en række renoveringsprojekter for nye kunder. Min egen tagterrasse skal også renoveres med et fed lounge område.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.