La Danesa har spurgt en række danske erhvervsdrivende om deres syn på situationen og liv under Coronakrisen.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Jeg har heldigvis kunnet arbejde online siden marts og det er jeg taknemmelig for. Det var en udfordring, da mine to piger også skulle være hjemme, men den tid er ovre nu. Set i bakspejlet fik vi lært en masse om samarbejde, tolerance, fællesskab og kreative løsninger. Det er ikke helt skidt at blive mindet om her i 2020, tænker jeg.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Jeg har min tvivl. Først og fremmest er det vigtigt, at alle i den største risikogruppe får tilbudt vaccinen. Jeg selv fokuserer meget på at styrke mit immunforsvar.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Jeg er optimist og håber, at solen vil skinne på alle i 2021 – i mere end én forstand. Omvendt er jeg ikke naiv og ved, at der er mange, der har lidt voldsomme tab. Med en tårnhøj arbejdsløshed og store politiske udfordringer tager det tid at få skubbet hjulene i gang.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Fotograf virksomheden stoppede totalt op men er langsomt kommet i gang igen. Vores online webshop med anti-aging produkter er til gengæld gået frem. Min hustru og jeg har arbejdet side om side de sidste 10 år, så det har været som normalt. Udfordringen var min søns afsluttende år på Aloha College uden normale eksamener. Det var svært, men er endt godt.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Uha! Det er et godt spørgsmål, som også drøftes ivrigt her i huset. Du må hellere spørge mig igen i det nye år.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Jeg tror desværre, der kommer til at gå lang tid før vi kommer tilbage i fulde omdrejninger. Frygten har sat sig i mange turister og mange erhvervsdrivende har mistet alt – og så er det vanskeligt starte op igen. Den nuværende krise overgår finanskrisen mange gange.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Det har både været spændende og skræmmende, men her i møbelbutikken er vi kommet godt i gang igen. Privat har min kone og jeg ikke haft svært ved at omstille os til et nyt ”hjemme-liv”, men vi savner da at kunne rejse frit og nyde livet i store samlinger.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Havde du spurgt mig i marts, havde jeg taget den omgående. I dag er jeg mere tvivlende grundet mulige bivirkninger. Som mange andre vil jeg nok lige ”vente og se”, men inderst inde ved jeg, det ikke nytter, for eventuelle bivirkninger, vil først vise sig om mange år.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Så snart der kommer en vaccine eller et præparat, der kurerer Covid-19 smitte, vil det gå hurtigt – endda meget hurtigt. Det er jeg helt sikker på. Folk higer efter at komme tilbage til Costa del Sol og flere lokale ejendomsmæglere melder om dejlig store efterspørgsel.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Jeg passer selvfølgelig på både mine klienter og mig selv i hverdagen i form af afspritning, handsker og mundbind. Cirka halvdelen af min virksomhed, som har at gøre med ferieudlejning, har ligget stille siden marts. Men så har jeg haft fokus på hjemmepleje delen.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Jeg er uddannet og arbejder indenfor sundhedsvæsnet, så selvfølgelig vil jeg tage imod en Corona vaccine.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Jeg tror desværre, det har lange udsigter men prøver at bevare optimismen. Jeg håber 2022 bliver et godt år.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Privat har det været trist – jeg savner at give og få de daglige kram. Uhyggeligt at se hvor skrøbeligt vort samfund er. Flere af de små restauranter og barer, jeg elsker at besøge, er ikke åbnet igen. Arbejdsmæssigt er alt for meget blevet aflyst og møder afholdes digitalt. Det er ikke det sammen – men dog bedre end ingenting.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Jeg er meget i tvivl, men hælder mest til et ”nej tak”. I den sidste ende vil det afhænge meget af hvilket selskab vaccinen kommer fra.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Desværre, tror jeg, vi skal frem til 2022, men i det nye år vil vi se lyspunkter. En anelse bedre går det allerede kan man mærke.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Foråret var forfærdeligt. Efter tre uger med lock down tog jeg bilen til Danmark for at tilbringe nogle måneder i min lille kolonihave. Det var en stor befrielse. I dag har jeg en fin hverdag her. Det sammen gælder i klubben, hvor vi har måttet skære ned og omstrukturere os. Men vi har klaret det og humøret og sammenholdet er i top. .
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Jeg har aldrig fået så meget som en influenza vaccine, så på nuværende tidspunkt er jeg i syv sind.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Nu er jeg ikke spåmand, men jeg tror på fremskridt allerede i det nye år. Vi kommer stærkt igen!
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Jeg arbejder væsentligt mere fra hjemmekontoret og er privat blevet mere hjemlig. Jeg kan absolut ikke tillade mig at klage, men jeg indrømmer blankt, at jeg savner udelivet – både arbejdsmæssigt og privat.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Ja – blot den anbefales eller er autoriseret af det spanske sundhedsvæsen, som jeg har stor tiltro til.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Jeg tror, det hele vender fra sommeren 2021. Der er absolut lys forude og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at både Costa del Sol, Andalusien og Spanien kommer stærkt igen.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Det har været en stor omstilling. Familien har skullet vænne sig til at se mere til mig, og jeg har skullet lære at ”fjern-lede” virksomheden. For mig som ledertype har det været udfordrende – men lærerigt.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Jeg mener ikke, jeg er særlig udsat, og har aldrig taget imod normal influenza vaccine, så jeg springer nok også over her. Hvis der er arbejdsmæssige forhold der taler for en Covid-19 vaccine, vil jeg overveje det.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Jeg tror desværre, at vores rejse- og levevaner vil ændre sig markant efter den her omgang. Costa del Sol er fortsat et skønt sted, men jeg frygter, der vil gå sekt til otte år før turismen er tilbage på 2019 niveauet. Det gælder både turismen for residenter og feriegæster.
Hvordan har du omstillet dig under de ”nye tider”?
Man tænker over sin gøren og laden på en anden måde end tidligere – især det sociale aspekt er forandret. Arbejdsmæssigt er vi blevet mere afhængige af ny teknologi, som online boligvisninger og videosamtaler med kunder.
Får du tilbudt en Covid-19 vaccine i løbet af 2021, tager du så i mod den?
Ja, helt sikkert. Men jeg behøver ikke være først i køen. Lad dem der har mest brug for det, komme til først.
Hvornår, tror du, Costa del Sol får gang i hjulene igen?
Det er min helt klare overbevisning, at der kommer gang i hjulene igen så snart man kan flyve igen uden at skulle i karantæne, når man kommer retur til sit hjemland. Jeg tror, og håber, at der snart kommer et påbud fra EU, så vi alle kan komme godt i gang igen primo 2021. Vi har mange hundrede kunder, der blot venter på at komme afsted.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001