På den anden side… Gider vores arbejdsminister arbejde?

Efter mindst et par års debat, og splid på kryds og tværs, reduceres den spanske arbejdsuge fra 40 til 37,5 timer. Forslaget er blevet vedtaget i ministerrådet og skal nu til afstemning i kongressen, hvor regeringen – alt andet lige – har samlet flertal til den nye lov. Det er primært Yolanda Díaz, som har kæmpet for at få arbejdsugen reduceret.

Den spanske arbejdsminister er, ikke overraskende, stærkt støttet af de spanske fagforbund, mens både arbejdsgiverforeningen og hendes kollega i økonomiministeriet finder reduktionen stærkt upassende. ”Siden pandemien har den spanske produktivitet og vækst hørt til blandt de højeste i EU. Tilmed har vi ikke reduceret arbejdsugen siden 1982, så det er kun på sin plads, at de spanske lønmodtagere nu præmieres med en lidt kortere arbejdsuge,” begrunder Yolanda Díaz. Hendes argumentation fejler ikke spor. Alligevel holder den ikke. Sandheden er jo, at den spanske produktivitet på arbejdsmarkedet aldrig har været noget at prale af. Det samme gælder væksten, som før pandemien lå på nul. At den nu ”blomstrer” skyldes, at bundniveauet for en håndfuld år siden var så lavt. Okay, byggeriet, hotel- og restaurationsbranchen har længe haft god fart i hjulene i hele landet. Lige så længe har de manglet kvalificeret arbejdskraft. At disse brancher nu skal klare sig på færre timer, er en kæp i de ellers så velsmurte, og vigtige, hjul. Det ved arbejdsgiverforeningen. Og det ved de i økonomiministeriet. Alligevel får Yolanda Díaz gennemført sin nye arbejdsuge i en splittet regering – og et lige så splittet arbejdsmarked. 

Det er helt fint, man gerne vil arbejde mindre – hvis man har råd til det. Har Spanien det? Overhovedet ikke. Argumenterne er åbenlyse:

Spanien er fast mand i Top 3 over EU-lande med størst offentlig gæld – og den stiger ufortrødent. Tilmed ligger vi på en suveræn førsteplads i disciplinen ”problemer med fremtidige pensionsudbetalinger.” Vi tager gælden først. Spanien har i dag en offentlig gæld på 120 procent af sit BNP. Det betyder i praksis, at hver borger i Spanien, uanset alder, skylder 32.000 euro væk. Samme gæld lå i årene op til finanskrisen i 2008 på 8.000 euro pr borger. Det går altså den forkerte vej – og det går hurtigt. Det samme gør tiden. Om blot fem til ti år er det de store generationer, der runder pensionsalderen. Det sker samtidig med, at det er meget små generationer, der gør sin entré på arbejdsmarkedet. Der bliver altså færre arbejdende skatteydere til at betale for endnu flere pensionister.

Demografien er desværre helt skæv i Spanien – præcis som økonomien. Så der er kun to ting at gøre; vi beder pænt Yolanda Díaz om ikke at komme med flere gode idéer. Og så trækker vi i arbejdstøjet. Menigmænd, virksomheder og staten skal producere – på fuld tid. Gælden skal ned, pensionen skal op og velfærden skal sikres. Vi må aldrig glemme, at velfærd ikke er en gave ovenfra. Det er noget man arbejder for – og vi kommer til at arbejde hårdt for velfærden i fremtiden. Den spanske pensionsalder stiger gradvist til 67 år, men det er indlysende, at det slet ikke er nok. Den skal helt op på 70 eller 72 år. EU har allerede adviseret os. Det samme har kredsen af forretningsmænd fra ”Círculo de Empresarios” i Madrid. De præsenterede forrige år regeringen et projekt, der skal sikre goder til lønmodtager, der bliver nogle ekstra år på arbejdsmarkedet – og samtidig får statens pensionsbyrde ned. Det er tanker, der kan bruges til noget. Og det er dét, Spanien har brug for; gode tanker og lange arbejdsuger.

Det er helt okay, hvis du synes, jeg er lidt grov i kanten. For det går, trods alt, bedre i Spanien. Men det er bestemt ikke hverken Yolanda Díaz eller nogle af hendes kollegaer, der har trykket på de gyldne knapper. Jeg har tænkt, læst og søgt grundigt efter blot ét politisk tiltag, der inden for de seneste år har haft til formål at skabe vækst og arbejdspladser – men forgæves. Ressourcerne bruges ikke på efteruddannelse og aktivering af landets 12 procent ledige. De bruges heller ikke på iværksætterhjælp og andre spændende ting, der sprudler af positiv energi. Næ nej, ressourcerne bruges på at få lønnen op – og arbejdsugen ned. Og tro mig; Yolanda Díaz’ drøm om en spansk arbejdsuge på 32 timer, fordelt over fire arbejdsdage, lever stadig. Jeg kan ikke lade være med at spørge, om vores arbejdsminister overhovedet gider arbejde?