Det danske magasin i Spanien
Las Lagunas de Ruidera og tyrens død

Las Lagunas de Ruidera og tyrens død

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Vi er på udflugt i Ciudad Real provinsen og nu skal vi besøge det helt specielle fænomen: Las Lagunas de Ruidera. Der er tale om 16 søer der ligger på stribe og løber over i hinanden via små vandfald, dannet af nogle meget specielle kalkformationer, som er opstået over millioner af år. Disse søer er samtidig Guadiana flodens udspring, som man ganske vist ikke præcist kan se, idet der løber vand ud i søerne under vandspejlet massevis af steder fra de vandførende lag, der ligger ganske tæt på overfladen under den castilianske højslette. Det er et skønt og rislende område som er blottet for masseturisme, idet det er udlagt som naturreservat.

Las lagunas de Ruidera ligger 85 km. øst for Almagro, hvor vi har overnattet, men efter en times kørsel ankommer vi til hovedbyen Ruidera (500 indbyggere) hvor vi har bestilt en rundvisning i området af den lokale guide Diego. Det er en umanerlig god idé at blive vist rundt, for området er stort og det er svært at vide, hvad man skal se. En rundtur i jeep koster 150 € for 4 personer og tager 3 timer.

Når der ikke er masseturisme i området, er det fordi La Diputación de Castilla La Mancha, hvori Ciudad Real provinsen ligger, ikke vil have at man reklamerer for området. Og vi havde da heller aldrig hørt om det før vores guide i Las Tablas de Daimiel anbefalede det varmt.

Så her er vi altså i et temmelig ukendt hjørne af Spanien som overrasker med sin skønhed og gode vibes. 

En af de første ting Diego fortæller er, at dette fænomen med søer på stribe med naturlige kalkdæmninger imellem er så sjældent, at det i Europa kun findes her i Ruidera og i Kroatien. Sådan. Vi ser først fænomenet La Cascada del Hundimiento, som er et sted, hvorfra man kan beundre søernes højeste vandfald på ca. 10 meters højde, der ligger mellem søerne Laguna del Rey og Laguna Morenilla.

Der går en asfalteret vej langs med nogle af søerne, og den kører vi nu hen ad. Det er en meget smuk vej, men det er kun 9 af søerne den går forbi. De to øverste søer kan kun besøges til fods og de nederste kan man ikke køre langs med.

Der er en mængde fine vandreruter langs med og rundt on søerne, så her kan man vandre i flere dage. Det er noget, der giver blod på tanden, men vi har kun to dage, så det var kun en brøkdel af stierne vi fik prøvet.

Pudsigt nok er to af søerne – Laguna Lengua og Laguna Redondilla ikke forbundet med de andre, og de får ingen tilløb hverken fra grundvandet og eller fra de andre søer, så de tørrer af og til helt ud. Diego har to gange i sit liv oplevet, at de var helt udtørrede.

Men ellers risler det allevegne og der er et rigt fugleliv og stor naturmæssig skønhed. Vandet i søerne kan drikkes, da det jo består af regnvand og det reneste grundvand, så vi tager et par slurke, når ganen bliver tør. Men selvfølgelig må vi huske på at ”fish fuck in it” så helt rent er det nok ikke. Der lever nemlig ferskvandsfisk i søerne – især karper, sandart og aborrer. I de fleste søer er det dog forbudt at fiske.

I det hele taget bliver der passet godt på søerne og deres fauna, så badning er også kun tilladt i enkelte søer. I nogle af søerne må man sejle i kajak, kano og på paddleboard og alt dette kan lejes hos Diego. Man må også dykke i søerne, hvilket Diego også arrangerer. Se: RuiderAventura.com og https://www.lagunas-de-ruidera.es/

Vores rundtur ender i den sydlige ende, der hvor vejen stopper. Det er ved enden af Laguna Tomilla og derfra er der 6 km. til fods op til enden af den sidste sø: Laguna Blanca.

Det skal lige siges at Don Quijote, ridderen af den bedrøvelige skikkelse, red rundt her ved Las Lagunas og han var især begejstret for hulen Cueva de Montesinos, som han trængte ind i, imens han i tanken bønfaldt sin elskede Dulcinea del Toboso om at beskytte sig. Oplyst med en fakkel i den ene hånd og sit sværd i den anden trænger han dybt ind i hulen og oplever i fantasien en vidunderlig verden af alabast. Det ville vi jo også gerne, men ak! Hulen var lukket mens vi var der.

Nu er Ruidera jo en lille by og udbuddet af hoteller er begrænset – især i slutningen af marts, inden sæsonen starter, hvilket den gør i Påsken. Vi kunne derfor blot finde ét åbent hotel, nemlig Hostal Guadiana. Men det var et helt ok sted, med overordentligt flinke ejere, en restaurant med virkelig god mad og helt nyrenoverede værelser. Absolut et fund til 60 € for et dobbeltværelse.

Efter rundturen spiser vi på byens restaurant Meson de Juan, og det kunne gå an. Efter en siesta vandrer vi langs med søen Laguna del Rey, som er opkaldt efter kong Carlos III, som havde et slot ved søen. En fin vandretur på søens vestside.

Tyrens død – La Quebrada del Toro

Næste morgen skal vi ud på et sandt eventyr i en smal, vild og blodig kløft, som er opstået under et jordskælv. Historien beretter om en episode, der fandt sted under en af de fordums årlige kvægdrivninger fra syd til nord og omvendt. Under en sådan passage på de såkaldte veredas (drivstier), mistede en tyr fodfæstet tæt på denne kløft og faldt ca. 30 m. ned i bunden. Den stakkels tyr havde nok brækket adskillige lemmer ved faldet og her lå den så og brølede af smerte indtil den døde en uge senere. Derfor blev denne kløft kaldt: La Quebrada del Toro – tyrens kløft.  

Og nu skal vi ned i den og denne neddykning kræver bestemt tritsikkerhed, god form og stærke nerver. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende, mere betagende og hårrejsende end denne korte tur til jordskorpens indre.

Det starter med at vi står og kigger ned i dybet oppe fra plateauet mens Diego fortæller om den stakkels tyr. Så dykker vi ellers ned i dybet ad nogle smalle trin, indtil vi kommer til en låst dør. Det er nemlig ikke muligt at opleve kløften på egen hånd – man SKAL have guide med, og tak for det. Turen koster 20€ pr. næse og de er godt givet ud.

Diego lukker os ind og nu bevæger vi os mellem lodrette klippevægge i en klippespalte på ca. 1 meters bredde. Der er bygget træbroer og trapper som vi forsigtigt bevæger os på, mens Diego fortæller om forunderlige krystalformationer (geoder), om den helt specielle flora og peger ned i dybet i uudgrundelige hulrum, som man skal være speleolog (huleforsker) for at have lyst til at kravle ned i.  Uha, uha, et både uhyggeligt, fascinerende og usædvanligt sted.

Vi kravler på træbroer, stejle stier, op ad anlagte smalle trapper og ned igen, forbi dybe huller og uudgrundelige huler med vand, mellem glinsende klippevægge hvor alskens kravl lever og mosser gror og til sidst op gennem et smalt hul til det fri. Det er bestemt en både spændende og hårrejsende oplevelse som ikke må forsømmes.

Men alt går vel og efter 20 min. kommer vi til endnu en dør, og bliver lukket ud. Nu vandrer vi 5-10 min. hen til en mirador (udsigtspunkt) hvorfra vi har et fint vue ud over Laguna San Pedro inden vi returnerer til bilen.

I det hele taget må man sige, at dette område skal opleves. Man må tage derop og se det selv, nyde naturen, fuglelivet, solens glimt i vandet og søernes klukken.

Castillo de Peñarroya

I enden af den sidste eller nordligste sø, Laguna Cenagosa, havde araberne en borg, som i 1198 blev erobret af de kristne, og det er resterne af denne, som man nu kan besøge. I 1959 stod den nuværende dæmning færdig og med den kunne man vande store arealer af det landbrugsland, som i dag er Spaniens hvedekammer. Dæmningen er imponerende og vandet står helt op til kanten, for der løber jo hele tiden vand ud i søerne fra jordens indre. Besøget her danner et fint punktum for vores besøg i Las Lagunas de Ruidera.

San Carlos del Valle

Og nu er vi sultne men heldigvis anbefalede vores flinke vært på Hostal Guadiana, at vi skulle køre over landsbyen San Carlos del Valle, for der spiste man godt. Byen ligger på vej mod Valdepeñas og altså på vores returrute, så det passede fint. Stor var vores overraskelse da vi i byen fandt en helt exceptionel Plaza Mayor med trægallerier hele vejen rundt samt en kæmpestor kirke. Pga. kirkens størrelse bliver byen kaldt El Vaticano de La Mancha – La Manchas vatikan. Desværre var kirken lukket.

Men på pladsen ligger gæstgiveriet (hospedería) Santa Elena og det var ingen overdrivelse, at man spiser godt der. Maden er helt på Michelin niveau, men slet ikke dyr. En 3-retters menu koster kun 17 € og er helt i top.  Det er bestemt et sted vi kan anbefale. Man kan også bo på gæstgiveriet og det vil vi prøve næste gang vi er på de kanter. Se: https://www.hospederiasantaelena.com/

Også værelsesprisen er mere end rimelig (40 € for et dobbeltværelse) så her er der tale om et sandt fund. Og nu har vi lidt over 300 km. hjem til La Herradura.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa