Det danske magasin i Spanien

Han græd i tre måneder, da han mistede sin kæmpeformue, men komikeren Finn Nørbygaard sled sig tilbage og kommer nu til Casa Danesa i strålende form

Humøret er højt og energien lyser ud af ham, da vi træffer ham ved Holmen i København tæt på Københavns Operahus. Han og hustruen Hanne har netop fået solgt deres 231 m2 store villa i Holte og de er flyttet til det mondæne Holmen.

Finn Nørbygaard, den rigeste komiker i Danmark inden han den første dag i december 2008 mistede hele sin formue på 432 mio. kroner på krakket i IT FACTORY med bedrageren Stein Bagger i spidsen, skal nu underholde i restaurant Casa Danesa/Club Danes – stedet hvor vi alle mødes.

”Rejs dig og igen – stærkere” lyder eventen fredag den 11. marts på. Et foredrag, der samler fulde huse i Danmark og som han ikke kan slippe.

”Hils alle på Costa del Sol”, siger han. Jeg holder meget af Sydeuropa og solen.

Hanne og Finn Nørbygaard har således planer om en sommerbolig hernede i den nærmeste fremtid.

Hjernen slået fra

Ikke nok med, at han mistede hele sin formue. Finn Nørbygaard stod også tilbage med en gæld på 50 mio. kr. En økonomisk deroute, der for altid ændrede hans liv.

IT FACTORYS konkurs betød, at han med et gik fra at være millionær til at være en særdeles fattig mand. Hele hans økonomiske formåen var placeret i aktier i virksomheden, der også sammen med Saxo Bank sponsorerede Bjarne Riis Tour de France-mandskab i cykling.

Om tiden da, siger han:

”Den var præget af chok og fortvivlelse. I tre måneder sad jeg bare i min slåbrok og græd. Det var virkelig belastende for min kone Hanne. Hun stod med sin datter på 12 og en mand på 7! Jeg var ligeglad med alt. Fuldstændig. Jeg var i en tilstand, hvor det kun var mit nødberedskab, der virkede. Mine lunger, nyrer og hjerte. Men hjerne var slået helt fra. Og alt, hvad der kom uf af munden på mig var bla bla. Nul og niks.

Jeg var blevet doven.

Den dovne millionær

I dag 14 år efter vil Finn Nørbygaard ikke lægge skjul på, at han også takker Stein Bagger og IT Factory for kollapset. Det var med til at få ham tilbage på sporet.

”De mange millioner havde gjort mig doven”, fortæller han. ”Stein Bagger blev min redning. Efter alle de øretæver besluttede jeg, at jeg skulle ud og lave noget sjovt. Nogle shows og nogle foredrag. Den gamle Finn kom i spil igen – i stedet for den dovne millionær Finn, som slet ikke var mig.

Jeg husker i millionærtiden et tilbud fra Nykøbing Falster på 50.000 kr. for en optræden og overvejede ”gider du?”

Nu er kreativiteten og virkelysten tilbage hos Finn Nørbygaard. Kalenderen byder på mange jobs og han samler fulde huse i Danmark.

Kysten kalder.

Kunne være blevet milliardær

Finn Nørbygaard fortæller, at han var tæt på i det økonomiske hierarki at rykke op fra millionær til milliardær.

”Kort før krakket i IT Factory indløb der et kæmpetilbud fra en amerikansk investeringsfond på virksomheden. Handlen var tæt på”, sukker Nørbygaard i dag.

Men så smuttede Stein Bagger pludselig til Dubai og blev afsløret.


Rundt om Nørbygaard:

Film, shows og foredrag
Født den 8. marts 1952 i Esbjerg. Udlært skolelærer.
Nu komiker, entertainer, skuespiller, musiker og psykoterapeut.

Shows:
Musik og fis med Jette Torp
Mig og Elvis (solo)
Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard comedy show.

Film:
Jydekompagniet 1 og 3:
To spillefilm sammen med Jacob Haugaard.
Springflod.
Kærestesorg.
Den sidste rejse.

Reklamefilm:
Squash-reklamér sammen med Jacob Haugaard i 90 og nu reklame for Nørregade bolsjer sammen med Bodil Jørgensen.

TV-serie:
Finnsk fjernsyn
BaseBoys.

Foredrag:
Rejs dig og kom igen – stærkere
Humor
Inspiration og kreativitet
Engle og dæmoner
Samarbejde og kommunikation
Om at få et liv i livet
Sidstnævnte knytter sig hans seneste bog ”Mine 12 veje til liv”.


8 hurtige til Nørbygaard

Din største lykke?
”Jeg har været meget heldig i mit liv med mange lykkelige stunder, synes jeg”.

En forfærdelig drøm?
”Næ – ikke som jeg husker specielt”.

Din bedste oplevelse?
”Åhhh – mange synes jeg. Ingen træder frem for nogen anden”.

Hvad frygter du?
”Med alderen synes jeg, der bliver mindre og mindre, jeg frygter. Selv døden har jeg fået det ok med”.

Er det svært at holde på venner?
”Det synes jeg ikke. Jeg har flere af mine ungdomsvenner”.

Hvad er det, der trækker ved Costa del Sol?
”Med alderen har jeg fået større og større behov for lys. Mangel på lys gør mig knotten”.

Hvordan kommer du over krisen efter Stein Bagger?
”Tiden efter IT Factorys kollaps er noget af det hårdeste, jeg har oplevet. Fidusen er ikke at give op men tage en dag af gangen”.

Hvor længe tog den?
”Ca. 9 måneder før jeg fuldt og helt havde energien tilbage”.

Selv døden har jeg fået det ok med

Forsalg af billetter

Foredrags-eventen med Finn Nørbygaard fredag den 11. marts kl. 19.00 i restaurant Casa Danesa/Club Danes Haza del Algarobbo, Ctra. de Mijas 2,2. Mijas:

Billetsalg:
Club Danes: +34 952 472 880
clubdanes@gmail.com
www.clubdanes.dk
Pris: 40 euro for halvanden times underholdning

Arrangører: Sunshine Event og Club Danes

Fine parkeringsforhold ved Casa Danesa

”Vi har alle grint højlydt, når vi har set Finn i film, reklamer og shows – og når vi måske har mødt ham i virkeligheden. Og det gør vi også, når temaet er ”Rejs dig og kom igen – stærkere”. Han fortæller åbent om berømmelsens for- og bagsider, om succeser og fiasko, om metaltræthed og den store formue, han formøblede. Og genrejsningen”.

Charlotte Danefeld

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.