Det danske magasin i Spanien
Helse & sundhed: Den juleaften glemmer jeg aldrig

Helse & sundhed: Den juleaften glemmer jeg aldrig

Det er julemåned og tid til at skrive årets”juleartikel.” Det fylder mig med stor glæde, at jeg i år er i stand til at sætte mig ved ”skrivemaskinen.” Tankerne går tilbage til sidste år, hvor en stor del af december blev tilbragt sengeliggende på hospitalet i Málaga med alvorlige hjerteproblemer. Som gammel sygeplejerske kunne jeg tydeligt mærke, hvordan kræfterne langsomt svandt.

De skønneste hjertelæger tog sig af mig på den mest omsorgsfulde måde. En dag under stuegang med to hjertelæger, brast jeg pludselig i gråd. Den kvindelige hjertelæge gav mig et knus og sagde kærligt: ”Der er ikke tid til at græde, nu skal vi kæmpe, så du kan komme dig.” De ord glemmer jeg aldrig. De gav mig nyt mod på livet.

Kort før min sygdom og indlæggelse havde Nils overtaget virksomheden. Udover bekymringen over min pludselige sygdom stod han samtidig over for en række uventede udfordringer i den daglige drift. Jeg fulgte med fra sidelinjen og ved, hvad han gik igennem – og jeg må sige, at han håndterede situationen helt fantastisk.

Min ældste søn Peter, der til dagligt bor i Luxembourg, tog et par dage fri for at komme på julebesøg. Jeg må indrømme, at jeg dengang troede, at besøget mest var for at muntre sin elskede lillebror Nils op, men når jeg ser tilbage, ved jeg, at Peter først og fremmest kom for at gøre mig glad og vise sin støtte.

På hospitalet er tilladt med en besøgende ad gangen, men alligevel lykkedes det de to gutter at besøge mig på samme tid og smitte mig med deres gode, glade humør.

Peter rejste hjem efter et par dage og dagen før juleaften, blev jeg udskrevet med strenge ordre om at tage den med ro.

En influenza, febersyg Nils uden stemme, med blanke øjne, og mundbind hentede mig på Hospitalet, hvor jeg blev placeret på bagsædet i bilen. Det var juleaften dagen efter. Det blev den bedste og værste juleaften, jeg nogensinde har oplevet.

På det tidspunkt boede vi stadig i den gamle 2 etagers villa. Da jeg kom hjem, vaklede jeg øjeblikkelig træt op i mit værelse, mens Nils blev i stuen.

Juleanden var blevet købt, mens Peter var på besøg, og Nils havde gennemlæst adskillige kogebøger for at lave den perfekte julemiddag!

Juleaftenen forløb anderledes, end vi havde forestillet os. Juleaftensdag blev Nils endnu mere syg, og vi besluttede derfor at holde os på hver vores etage for at minimere smitterisikoen. Juleaften blev således tilbragt adskilt – med havregrød som julemiddag og al kommunikation foregik over mobilen. Det var uden tvivl den værste juleaften, jeg nogensinde har oplevet, men samtidig også den bedste, fordi jeg var hjemme.

Denne oplevelse fik mig til at reflektere over, hvad der egentlig gør højtiderne særlige. Det handler ikke kun om traditioner og selskab, men også om de valg, vi træffer – både for os selv og for dem, vi holder af. Dette gælder også den mad og drikke, vi nyder i juletiden.

Den gode men også sundere julemad og drikke

Jeg elsker den traditionelle julemad, og det er helt muligt at gøre den både sund og velsmagende, så den føles lettere i maven.

Hvis menuen står på flæskesteg eller and, så sørg for at vælge kød af høj kvalitet – gerne fra dyr, der har haft gode levevilkår.

Sørg for at få en masse dejlig grønt til hovedretten. Få mange grønsager til flæskestegen, så flæskestegen er tilbehør og ikke omvendt. F.eks. en god salat med rodfrugter.

Den klassiske risalamande skal selvfølgelig have lov at blive ved traditionerne – men sørg for at bruge rigeligt med mandler, som bidrager med sunde, umættede fedtstoffer.

Plejer du at servere slik efter julemaden så skift den ud til en bedre slik f.eks. bestående af frisk frugt, mørk chokolade og forskellige dejlige nødder. Væsentlig bedre end vingummi, chips og lignende.

Alkohol og kaffe er 2 skønne drikke, når de nydes med måde. Indtagelse af begge dele øges ofte ved højtiderne. Hvis du er kaffedrikker, kan du eksperimentere med at gøre din kaffe både mere velsmagende og sundere. En spændende mulighed er at prøve kaffe blandet med svampe. Her kombineres traditionel kaffe med medicinske svampe, der har en række sundhedsmæssige fordele. Min personlige favorit er kaffe med reishi-svampe, som ikke kun smager godt, men også har et lavt syreindhold og fungerer som en stærk antioxidant og styrker immunforsvaret.

Alkohol kan være en stor nydelse, men ved højtider kan forbruget nemt løbe løbsk, og for nogle ender det med, at de drikker sig i hegnet. Det kan være problematisk for både den enkelte og omgivelserne. Derfor kan det være en god idé allerede inden festen at sætte en grænse – for eksempel at beslutte, at du kun vil drikke maks. tre genstande.

Selv har jeg aldrig haft problemer med alkohol, men som ung fandt jeg det udfordrende ikke at drikke, når stemningen var høj, og snakken gik livligt. For at finde en balance gjorde jeg det til en vane at drikke to glas vand mellem hvert glas vin. Det viste sig at være en både sund og hjælpsom strategi – især dagen derpå!

Når min mand og jeg som unge selv havde gæster, sørgede jeg altid for, at der også var suppleret med alkoholfri øl og vin.

Gode hjælpemidler

For at styrke kroppen og immunforsvaret, især i travle og sociale perioder som julen, er det vigtigt at prioritere de rette vitaminer og mineraler. Her er nogle anbefalinger:

Spirulina og Chlorella: Disse superfoods er rige på næringsstoffer. Spirulina hjælper med afgiftning og beskytter immunforsvaret, mens chlorella har et højt indhold af klorofyl, som styrker immunsystemet og hjælper med at afgifte tungmetaller. Mange tager dem sammen for maksimal effekt.

C vitaminer: Hjælper dit immunforsvar og kan at hindre en forkølelse. Ved juletid er vi ofte mange mennesker samlet og møder folk af alle nationaliteter. Så på den måde har diverse infektioner gode muligheder.

B-vitaminer: Husk ekstra B vitaminer, disse spiller en stor rolle for nervesystemet, stofskiftet og kredsløbet.

D-vitamin: Hele kroppen har brug for D vitaminer.  D vitaminer er fedtopløselige, så for at det optages i kroppen, må præparatet indeholde vegetabilsk olie. Midlet spiller en stor rolle i mange af kroppens funktioner. De hjælper bl.a. på optagelse af kalk, er med til knogleopbygning, hæmmer kræft, styrker immunsystemet, og hjælper med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme.

Omega-3-fedtsyrer: Tag også gerne et omega-3 tilskud. De er essentielle for kroppen bl.a. for kredsløb, hjerne, hjerte, blodtryk og synet.

Magnesium: Et godt magnesiumprodukt er guld værd, især hvis du føler dig stresset, træt eller flad. Det hjælper kroppen med at slappe af og kan støtte en bedre nattesøvn.

Andre gode råd til sundhed og velvære

Det går mere og mere op for videnskaben, hvor stor en rolle stress spiller negativt for det enkelte menneskes sundhed. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at holde dit stressniveau under kontrol. Jeg ved af erfaring, at det er lettere sagt end gjort.

Jeg kunne skrive en hel bog om, hvordan jeg det første år som nygift og mor, med hele familien på besøg stressede og dummede mig ved juleforberedelserne. F.eks. glemte jeg det første år jeg var gift og lige havde fået mit første barn, at juleanden skulle tøes op inden den kom i ovnen. Det blev en juleaften med en spegepølsemad.  Sådan kan jeg fortsætte med mange dumheder.

Mit råd er at droppe ”julestress-snakken”. Jo mere vi taler om stress, jo mere tiltrækker vi den.

I dag kan man nemt bestille en velsmagende julemenu udefra. På den måde er der mange andre ”hjælpemidler” du kan bruge, så julestressen undgås. Spring over hvor gærdet er lavest og glem alt om den ”rigtige” jul, hvor alt skal være hjemmelavet. Det er vigtigere at hygge og glæde sig sammen.

Sørg for at få tilstrækkelig med søvn. Behovet for søvn er individuelt og varierende med alderen. En god nattesøvn hjælper os til at føle os godt tilpas, forbedre vores immunforsvar og styrker vores velbefindende, så vi har overskud til at sige ja og nej i de rette situationer. Jeg selv har, alt for mange gange med træthed og søvnmangel, handlet dumt. Søvnmangel påvirker vores hukommelse og kreativitet, og gør os lettere til at føle angst og depression.

For at få en god nattesøvn er det er vigtigt at geare ned om aftenen og undgå oplivende drikke såsom kaffe, te, cola og alkohol. Hyg dig i stedet med en kop velsmagende julete, og nyd en købt ”hjemmebagt” brunkage, eller et stykke konfekt børnene selv har lavet. Husk de også selv skal rydde op!

Uanset vejret, så tag hele familien med på en julegåtur i naturen.  Vi har så megen dejlig natur både i Danmark og her i Spanien. Den friske luft bringer glæde så nyd fællesskabet med sjov, kærlighed og omsorg for alle. Turen behøver ikke være længere, end den ældre generation også kan være med.

Som mangeårig hundeejer ved jeg, hvor stressende julen kan være for vores kæledyr. Sørg for, at din hund føler sig tryg og har et sted at finde ro midt i juletravlheden. Vær opmærksom på dens behov og giv den ekstra omsorg i denne tid.

Til slut vil jeg ønske jer alle – både to- og firbenede – en rigtig glædelig og velsignet jul. Pas godt på hinanden og nyd julen med kærlighed og nærvær.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.