Der kommer masser af kontanter på bordet i 2024. Det er EU-midlerne fra Next Generation Fonden, der nu frit glider ud i de yderste led. Det luner i regions- og kommunekasserne – og ses på projekterne for det nye år.
2024 bliver nemlig året, hvor Junta de Andalucia definitivt kan godkende og gå i gang med opførelsen af et nyt gigantisk hospital. Det får adresse i Málaga by, men bliver åbent for alle borgere på tværs af kommunegrænserne i hele provinsen.
2024 bliver også året, hvor Málaga kommune vil påbegynde sit forstudie af udvidelsen af byens kongrescenter. Centret er blevet en kæmpe succes, og man har brug for dobbelt så mange kvadratmetre. Derfor har man afsat 110 millioner euro til en omfattende udvidelse. Listen over nye projekter er lang og spændende. Man har blot glemt ét projekt – måske det vigtigste: installering af afsaltningsanlæg. ”Det er centralregeringens ansvar, så det indgår ikke i vores budgetter,” var svaret, da Carolina España blev spurgt af pressen under en nylig storstilet præsentation af næste års budget og projekter. Carolina España er den øverst ansvarlige for økonomi i Junta de Andalucía. På fire år har hun fået regionens skrantende økonomi under kontrol. Hun er en kvik pige. Netop derfor havde jeg håbet, sågar forventet, et helt andet svar.
Dagens vandmangel er Andalusiens største problem – et akut problem. Hvordan kan man lægge det i centralregeringens hænder? – Særligt når vi har en svag mindretalsregering, som slet ikke er køreklar.
Overordnet set er det rigtigt, at vandforsyningen er et nationalt anliggende. Men hverken Juntaen i Sevilla eller kommunerne på Costa del Sol får næppe rumpen på komedie, hvis de tager en så vigtigt, og almennyttig, sag i egen hånd. Det var præcis hvad Jesús Gil gjorde i midten af 90’erne, hvor alle borgere og erhverv fik deres frihed og produktion indskrænket grundet vandmangel. Som borgmester for Marbella blev Jesús Gil træt af at vente på Madrid. Derfor monterede han sit eget afsaltningsanlæg i kommunen, som han indviede i ’97. Det skete helt uden tilladelser – men det skete!
Jeg kan på ingen måde stå inde for Jesús Gils administration, for han var korrupt til fingerspidserne og kørte Marbella økonomisk helt af sporet. Hans frækhed og handlekraft kan jeg derimod ikke stå for. Det er blandt andet dét, der skal til, når man skal ud af en krise. Og vi er kun få måneder fra en alvorlig krise. Uden vand går alting i stå – særligt i Málaga-provinsen.
Vi lever – groft skitseret – af turisme, byggeri og landbrug. Sidstnævnte er allerede gået bag om dansen. Og hvem investerer i en feriebolig, hvis man ikke frit kan tage et koldt bad i sommerhalvåret, hvor temperaturerne let passerer de 30 grader? Og hvem bestiller en rejse til Solkysten, hvis man ikke kan trække ud og vaske hænder om natten efter en tur på potten? Det er ikke noget man skal spøge med – heller ikke det sidste. Spørg bare hotellerne i Torre del Mar, hvor der i dag lukkes for vandet kl. 21.00.
Uden vand er vi skakmat. ”Det er vel blot et spørgsmål om tid, så kommer regnen igen,” siger mange. Men er du sikker på det? Ikke siden foråret 2020 har det for alvor regnet i Málaga-provinsen. Vi har haft et kvarters regn hist, og lidt støvregn pist, men det kan vi ikke overleve på. Vi har brug for store mængder regn – eller et stort afsaltningsanlæg. Det første ligger i vor herres hænder. Det sidste i vore egne. Så lad os få hænderne op ad lommerne og bygget de anlæg. Kan man bruge milliarder på en metro, og afsætte 110 millioner euro til udvidelsen af et kongrescenter, kan man vel også investere 120 millioner euro i et livsvigtigt afsaltningsanlæg.
Jesús Gil kunne i alt fald. Han blev væltet som borgmester i 2002 og døde to år senere. Meningerne og minderne om hans tid som borgmester i Marbella fra 1991 til 2002 er stærkt delte – helt forståeligt. Men selv hans største kritikere bader i dag glædeligt i vandet fra hans afsaltningsanlæg. For en kort stund kipper alle på hatten for Jesús Gil. Han var ligeglad med, at nogle få politikere i Madrid blev mopsede, forbi han gik ind på deres kompetenceområde – blot det store flertal blev sikret sit vand.
Hans afsaltningsanlæg er sidenhen blevet justeret og smurt så godt, at det i dag kan levere 25 procent af Solkystens samlede årlige vandforbrug. Det er imponerende og viser klart, at vi med to store moderne afsaltningsanlæg kan løse dagens og fremtidens vandforsyning i hele provinsen. Men vi skal i gang… nu! Faktisk kan det kun gå for langsomt, for det tager to til tre år at montere de store anlæg. Der skal handlekraft til – og lidt frækhed.
Det er tid til frække investeringer.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001