Det er andet år i træk, at IT-virksomheden AnyTech365, der har hovedkontor i Marbella, er hovedsponsor til tennisturneringen AnyTech365 Andalucía Open. Det er også andet år i træk, at hovedsponsorens danske direktør, Janus R. Nielsen, peger på det danske stortalent Holger Rune i tildelingen af wildcards.
Hovedsponsoren fik opbakning fra ATP-organisationen, og Holger Rune blev dermed tildelt et wildcard til turneringen, der skal spilles i smukke omgivelser på grusbanerne i Puente Romano Tennis Club i Marbella. Det unge stortalent glæder sig til at komme tilbage og konkurrere og vil gøre alt for at komme længere end sidste gang, hvor han tabte første kamp til marocaneren Elliot Benchetrit og derfor ikke gik videre i turneringen.
”Jeg ser meget frem til at komme tilbage. Sidste gang var det et rigtig godt set-up, og banerne var gode. Sidste år sagde jeg, at jeg ville vinde turneringen, og det var måske lidt urealistisk på det tidspunkt. Men nu har jeg fået trænet rigtig meget op til sæsonen og har spillet lige op med dygtige spillere, som helt klart har givet mig selvtillid. Derfor føler jeg mig klart bedre rustet denne gang og tror bestemt, at jeg har en chance for at vinde turneringen”, lyder det fra en forventningsfuld Holger Rune.
Fjerde udgave af AnyTech365 Andalucía Open starter lørdag d. 27. marts, og her bydes der for første gang på to ugers professionel tennis. Challenger 80 turnerningen, som har været kernen i eventet de første tre år, bliver efterfulgt af den prestigefyldte ATP 250 turnering, der varer til og med søndag d. 11. april. ATP 250 turneringen er med til at gøre AnyTech365 Andalucia Open til en af de største sportsbegivenheder i Andalusiens historie.
Der er ingen tvivl om, at det unge talent har store kvaliteter på tennisbanen. Det blev der sat punktum ved, da han sluttede sin ungdomskarriere af med at betræde verdensranglistens førsteplads for juniorer.
Selv er han klar over, at der bliver en naturlig fysisk udvikling, nu hvor han er kommet på seniorniveu. Men det er ingen forhindring for den dedikerede tennisstjerne, der drømmer om at blive verdens bedste.
Ved sidste turnering i Marbella lå Holger Rune på plads nr. 555 på ATP-verdensranglisten for de bedste mandlige professionelle tennisspillere. Og nu bare fem måneder senere er den 17-årige tennisstjerne sprunget op på plads nr. 428.
”2021 har været virkelig god indtil videre. Siden jeg spillede turneringen i Marbella sidste år, er det kun gået fremad. Jeg har fået defineret, hvordan jeg gerne vil spille og føler mig stærkere på alle punkter, både mentalt, tennismæssigt og fysisk. Jeg har været klar fra første kamp i år og har virkelig ydet en indsats, som også kan ses på resultaterne med tre finaler i tre turneringer og én titel. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft alle tre titler, men sådan blev det desværre ikke denne gang”, fortæller en fokuseret og dedikeret Holger Rune.
AnyTech365s direktør har store forventninger til turneringen og glæder sig over dansk deltagelse. Han ser frem til at se Holger Rune spille på grusbanen i Puente Romano igen.
”Siden sidst har han jo vundet en hel del kampe, og det er klart, at han får mere erfaring og bliver bedre af det. Jeg håber selvfølgelig, at han kan vinde et par kampe og forhåbentlig nå langt i turneringen. Sidste gang spillede han et fremragende første sæt, og det vil vi meget gerne se mere af i år,” lyder det fra Janus R. Nielsen, der er optimistisk på Holger Runes vegne.
Også Holger Rune selv håber på at spille en god turnering i Marbella, da han har sine ranking-mål, hvor han stræber efter at komme i kvalifikation til French Open.
”Selvfølgelig går jeg ind til hver turnering for at vinde. Jeg gør mit allerbedste i hver eneste kamp og prøver at spille taktisk mod den modstander, jeg skal møde, og så ser jeg, hvor langt jeg kommer. Mit mål er at gøre det rigtig godt i mange Challenger-turneringer, så jeg får samlet point sammen til en French Open kvalifikation,” lyder det fra Holger Rune, der blev kåret til både årets juniortennisspiller og årets fund i dansk idræt i 2019.
Har du et godt ritual, inden du skal spille en tenniskamp?
Jeg har ikke rigtigt nogen ritualer, men jeg har til gengæld rutiner, når det kommer til det tidsmæssige i min opvarmning.
Hvis ikke du skulle være professionel sportsudøver, hvilket job ville du så have?
Den er svær. Havde du spurgt, hvad jeg ville være, hvis ikke jeg var tennisspiller, så ville jeg helt klart være noget andet inden for sporten. Jeg har altid godt kunne lide James Bond, men det er måske lidt urealistisk, at jeg skulle kunne blive en agent 007 og løbe rundt og være action-helt, men ja, hvis det ikke var tennis, så skulle det nok være en slags agent.
Er du mest til storby- eller badeferie?
Jeg er mest til storbyferie.
Hvis ikke du skulle bo i Danmark, hvor ville du så bo?
Jeg ville nok vælge Frankrig, fordi der altid er gode spillere i Sydfrankrig, og det er tæt på Montepuez, hvor de har fantastiske faciliter, og der er virkelig fedt at være. Og så er vejret også en del bedre end herhjemme.
Hvem er dit største tennisidol?
Roger Federer har altid været mit store idol. Jeg vil dog sige, at jeg hælder en smule til Rafael Nadal efter han slog Novak Djokovic på Roland-Garros, hvor Nadal sikrede sin 13. titel i Paris. Men når alt kommer til alt, må jeg indrømme, at jeg stadig holder fast i Federer.
Navn: Holger Vitus Nødskov Rune
Født: 29. april, 2003 (17 år)
Højeste rangering (ATP): 428
Højeste rangering (ITF-Junior): 1
Begyndte at spille tennis som seksårig.
Blev i marts 2019 som 15-årig den yngste mandlige danmarksmester i tennis nogensinde.
Der kan købes billetter gennem AnyTech365s hjemmeside: https://anytech365.com/tennis-tournament/
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001